- Jeg følte, at mine piger var blevet skudt, fordi der blev helt stille.
Ordene kommer fra 54-årige Turi Mørkøre Berg, der for et halvt år siden fik et opkald, hun nok aldrig glemmer.
- Jeg kan bare høre, at der er noget, der er helt galt, siger hun om det øjeblik, da hun 3. juli bliver ringet op af sin 25-årige datter.
- Hun siger, ”der er terror, mor. De skyder.”
I telefonen kan Turi Mørkøre Berg høre sin datter råbe efter sin lillesøster, hvorefter der pludselig bliver stille.
- Jeg føler, at der var stille længe, men det har nok kun været et kvart sekund, siger Turi Mørkøre Berg, der efterfølgende får et svar fra sin datter, der fortæller, at der bliver skudt i Field’s.
Passede på lillesøster
Tirsdag er det et halvt år siden, at en mand affyrede flere skud i shoppingcentret Field's på Amager. Den dag var søskendeparret Amalie Mørkøre Berg og Laura Mørkøre Stokvad i fuld gang med en stille, traditionsrig middag i Field’s.
Middagen endte dog brat, da en gerningsmand begyndte at skyde mod tilfældige personer i shoppingcentret - en tragedie, der stadig påvirker de to søstre og deres mor den dag i dag.
Søskendeparret, der var taget hele vejen fra Horsens for at se koncert med den britiske sanger Harry Styles, var inden koncerten taget i Field’s for at spise mad – noget de altid gør, inden de tager til koncert.
Mit primære fokus var at passe på hende.
19-årige Amalie Mørkøre Berg og hendes storesøster var i fuld gang med aftensmaden på Dalle Valle, da tragedien pludselig indtraf.
- Omkring klokken 17.30 lyder der et ordentligt bump, der lyder som en, der falder ned fra noget højt, siger Amalie Mørkøre Berg og fortæller, at en masse mennesker farer hen til gelænderet.
- Pludselig kommer folk løbende tilbage og siger, at man skal lægge sig ned, og man skal gemme sig, og at der er en, der skyder, siger hun og fortæller, at de hører tre-fire brag.
Amalie Mørkøre Berg og hendes storesøster Laura Mørkøre Stokvad på 25 år ligger under det bord, de lige har spist ved, hvorefter de ringer til deres mor og fortæller, hvad der sker.
Ifølge storesøster Laura Mørkøre Stokvad trækker hun nærmest sin lillesøster ind over bordet og ned bag sig.
- Mit primære fokus var at passe på hende, siger Laura Mørkøre Stokvad.
Derefter bliver de af personalet ført ud i køkkenets baglokale, hvor de ifølge lillesøster Amalie Mørkøre Berg på vej derud hører endnu et brag.
Jeg kunne ikke tale med min kæreste uden at blive ked af det.
- Det er jo kaos. Folk de maser, og nogle falder over stole, og tallerkener bliver smadret, siger hun og fortsætter:
- Vi står 80 mennesker ude i bagkøkkenet skulder mod skulder. Der sidder vi en time, siger hun.
Efter lidt over en time i baglokalet på Dalle Valle, som de har spist på, bliver søskendeparret og resten af dem, der har gemt sig der, eskorteret ud af flere betjente.
Under hele forløbet har de deres mor i røret, og de ender til sidst hjemme hos deres fælles storesøste, og overnatter der til dagen efter.
Psykologhjælp og frygt for høje lyde
Selvom det nu er et halvt år siden, at Field's-skyderiet fandt sted, er søskendeparret stadig påvirket af hændelsen.
Søskendeparret har begge fået psykologhjælp i månederne efter skyderiet, de har ikke kunnet arbejde, og de har begge haft det svært med store menneskemængder og pludselige lyde.
For lillesøster Amalie Mørkøre Berg var særligt de første par måneder efter skyderiet svære.
- Jeg har ikke været mig selv, jeg var helt lukket, jeg ville ikke tale med nogen, jeg var bare stille den først uge, siger hun og fortsætter:
- Jeg kunne ikke tale med min kæreste uden at blive ked af det. Bare en bildør smækkede, fik mig til at fare sammen, siger hun.
Også storesøster Laura Mørkøre Stokvad var meget påvirket i månederne efter.
- Vi er her for hinanden, ligesom vi altid har været. Men jeg synes, at pigerne er svære at komme ind på
Hun blev sygemeldt fra sit arbejde som butikschef i en Coop 365, og hun blev først raskmeldt i november.
- Jeg har gået ret meget hjemme. Det, der har påvirket mig mest, er mange mennesker og pludselige lyde. Det er svært at undgå, når man arbejder i butik, siger Laura Mørkøre Stokvad.
Døtre har ændret sig
Pigernes mor, Turi Mørkøre Berg, som talte i telefon med sine døtre under hele hændelsen, er også stadig påvirket af tragedien.
Hun mener, at hendes døtre har ændret sig efter hændelsen, og at hun selv og hendes mand nu er meget opmærksomme på, hvad de siger og gør alt afhængig af døtrenes humør.
- Vi er her for hinanden, ligesom vi altid har været. Men jeg synes, at pigerne er svære at komme ind på. Det, synes jeg, er hårdt, siger Turi Mørkøre Berg og fortsætter:
- Vi plejer at kunne snakke om alting. Om det sure og søde og grine og græde. Nu passer vi på hele tiden, og vi vil ikke presse dem ud i noget, siger Turi Mørkøre Berg.
Kan stadig få sin dag ødelagt
Både søskendeparret og moren har fået det bedre efter tragedien den 3. juli. Familien har lige holdt nytår sammen, og det var ifølge Turi Mørkøre Berg en rigtig hyggelig og rolig aften.
For storesøster Laura Mørkøre Stokvad kan hun dog stadig få sin dag ødelagt, hvis hun bliver mindet om tragedien.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
- Det vil altid være et minde, man kan grave frem, men forhåbentligt vil jeg på længere sigt ikke blive påvirket af lyde og få ødelagt min dag, når folk bringer det op, siger Laura Mørkøre Stokvad og fortsætter:
- Jeg har det egentlig okay, men jeg går stadig og bekymrer mig om min lillesøster. Det er det, jeg tænker mest over, ellers har jeg det egentlig fint nok.
"Jeg har det meget bedre"
For lillesøster Amalie Mørkøre Berg sidder hændelsen også stadig i hende. Omkring nytår var hun lidt mere opmærksom på fyrværkeri, da det mindede om de skud, hun havde hørt under tragedien i Field’s.
Hun er dog ved at komme ovenpå igen.
- Jeg har det meget bedre. Jeg kan tale om det uden at få flashbacks, som jeg var meget præget af i lang tid. Arbejde er heller ikke noget problem, siger Amalie Mørkøre Berg og fortsætter:
(Artiklen fortsætter under billedet.)
- Jeg håber, at jeg efter sommer kan komme i gang med en uddannelse, og bare ende ud med et fuldtidsarbejde og kunne gå til koncerter uden at være bange for, at der kommer nogen og gør noget uventet, siger hun.
Den tragiske hændelse i shoppingscentret fylder stadig hver dag hos pigernes mor. Hun håber, at hendes døtre i fremtiden vil lægge episoden bag sig.
- Jeg vil gerne have mine piger igen. De er her, de er i live, og det er det vigtigste, men jeg vil gerne have dem igen, som de var før, siger Turi Mørkøre Berg og uddyber:
- Jeg ønsker mig allermest, at de kan lægge det så meget bag sig, at de bliver afslappet, og at de kan bevæge sig rundt, som vi andre gør, siger Turi Mørkøre Berg.