Vedtaget: København vil undersøge, om turister kan pålægges særlig afgift
Ved et møde på Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften stemte et flertal for at gå videre med arbejdet om en afgift på turisterne, som det også ses i mange andre storbyer.
32 stemte for og 20 imod, da Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften besluttede at arbejde videre med planerne om en turismeafgift magen til den, man ser i en række andre storbyer i Europa.
De borgerlige partier bestående af Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stemte imod forslaget sammen med Radikale Venstre.
Alligevel var det ikke nok til at få forkastet forslaget, som i al sin enkelthed handler om at få "Økonomiforvaltningen til at forberede en politisk sag" med forskellige modeller for, hvordan en turismeafgift kan effektueres.
- Vi synes, det vil være et ærgerligt signal at sende, hvis man skruer endnu mere på skatterne til de parter, der i forvejen lægger rigtig meget i skat i byen, lød det fra Venstres fagborgmester Jens Kristian Lütken.
Også fagborgmesteren fra Radikale Venstre, Mia Nyegaard, mente, at en ekstraskat - eller et gebyr, som afgiften også blev foreslået som - giver mening.
- Danmark og København er allerede blandt de dyreste steder at besøge i Norden. Turismen er et eksporterhverv, og her er vi i konkurrence med både Stockholm og Oslo, sagde hun.
Røde partier: Det er kun rimeligt
På modsatte hold var både SF, Enhedslisten og Alternativet klare i deres sag - ingen af partierne mener, at det vil skræmme turisterne væk eller pålægge turismeerhvervet nogen urimelighed.
- Jeg tror, at det kan blive en win-win situation for os som bor her og for turisterne - og det er bæredygtigt turisme. Og skatten skal skal ikke være høj, men den skal være der, sagde SFs Rasmus Steenberger.
- I Enhedslistens øjne er det kun rimeligt, at turisterne kommer til at bidrage mere til byerne - ligesom man ser det i mange andre storbyer, lød det fra Mikkel Skovgaard (EL).
Hos Socialdemokratiet lagde Jonas Bjørn Jensen ikke skjul på, at gruppen havde været splittet. Her er frygten, at de gode takter i bystyret ender i et brev til Folketinget, som bliver afvist med det samme.
Og det vil være spild af alles arbejde, lød argumentet.
- Men vi synes, det vil være en god idé at have en turismeafgift, sagde politikeren.
Folketinget skal vedtage lovændring - erhvervsminister skeptisk
Men her har socialdemokraten en vigtig pointe.
For selvom kommunen nu vil arbejde videre med planerne for en turismeafgift, vil det kræve en lovændring, som skal stemmes igennem i Folketinget, hvis det skal blive til virkelighed.
Men som Altinget tidligere har beskrevet, er erhvervsminister Morten Bødskov (S) ikke umiddelbart med på idéen.
Såfremt det alligevel lykkes for Københavns Rådhus at foretage en lovændring, vil der være en stor pose penge i vente for enden af den politiske proces.
Hvert år overnatter knap 10 millioner turister i hovedstaden, og hvis de alle blev pålagt en turistafgift på to euro per overnatning, omtrent gennemsnittet afgifterne fra andre hovedstæder som Paris, Grækenland og Barcelona, vil det betyde en ekstraindtægt til Københavns Kommune på 20 millioner euro, hvilket svarer til knap 150 millioner danske kroner.