Her udspillede Danmarks drabeligste heksejagt sig – nu efterlyses kvinde fra nutiden
En kvinde blev i 1612 brændt på bålet for at tisse i en døbefont i Køge. Hendes historie skal nu vækkes til live.
Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Dømt til døden for hekseri.
Det var dommen for op mod 18 kvinder i hekseprocessen Køge Huskors, der kaldes danmarkshistoriens drabeligste. Kvinderne blev en efter en anklaget for at være hekse og måtte tilstå under tortur i uhyggelige retssager, der kun endte et sted: På bålet.
På Køge Museum er der netop ved at blive udviklet en ny udstilling om det mørke kapitel i den lokale historie.
Målet er at få museumsgæster til at forstå, hvordan helt almindelige mennesker kunne anklage deres nærmeste – også selvom det ville koste dem livet.
- Jeg vil gerne skabe et billede af, hvordan samtiden har set på det dengang. Kan jeg genskabe noget af den angst for hekseri, der gennemsyrede folk, siger designer Jim Lyngvild, der skal stå for udstillingen.
Lige nu er han meget fokuseret på en særlig genstand. En historisk døbefont som en ung tjenestepige skulle have tisset i for at kurere sit dårlige ben.
Tjenestepigen blev efter kort proces brændt på bålet til offentlig skue som en del af Køge Huskors-sagen, og det er hendes skæbne, som Jim Lyngvild nu vil skabe på ny.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Køge Arkiverne
Han ønsker at genskabe billedet af den tissende kvinde, og derfor har han efterlyst en kvinde, der vil tisse i en døbefont i et opslag på Facebook. Og at dømme efter kommentarsporet bliver det ikke svært at finde en frivillig:
- Jeg tisser gerne, føler mig allerede som en heks indeni, lyder det fra en bruger, mens en anden skriver:
- Jeg ville være pjattet med at tisse i en døbefont.
På trods af de mange interesserede, er den perfekte model ikke fundet endnu. Om det bliver nødvendigt rent faktisk at tisse, har han heller ikke lagt sig fast på, fortæller han til TV 2 Kosmopol.
Hvorfor er det nødvendigt at få en kvinde til at tisse i en døbefont den dag i dag?
- Jeg vil prøve at genskabe den der kollektive forstødelse, man havde. Kvinder, der gjorde noget seksualiseret og som ovenikøbet var forbundet med kirken.
Men er der rent faktisk nogen, der vil blive forarget over en kvinde, der tisser i en døbefont i dag?
- Folk kan jo blive stødt af hvad som helst i dag. Men jeg skal finde ud af, hvor langt man kan gå. For det er klart, at der vil være kristne, der vil være kede af, at man bruger deres objekter på den måde, siger han.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
"Landets største hekseproces"
En af dem, der ved rigtig meget om heksejagten i Køge - og ikke mindst den unge tjenestepige og døbefonten, er journalist og historielærer Niels Juul.
Han arrangerer byvandringer med heksetema blandt andet om Køge Huskors-sagen.
- Det er den absolut største af alle hekseprocesserne i Danmark, siger han.
Mellem 15 og 18 kvinder blev dømt og henrettet, og yderligere to begik selvmord og en enkelt undslap.
Heksejagten begyndte med en række uforklarlige hændelser i et hus ved Køge Torv.
Mærkelige klukkelyde, sære skrubtudser, børn der blev syge og fik kramper. Hændelserne blev forklaret som trolddom, og inden længe blev Johanne Tommesis, en kvinde fra byen, anklaget for at have forhekset familiens hus.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Hekse i Køge
Navnet Køge Huskors kommer af, at det var huset, der blev forhekset og det dermed var husets 'kors' at bære.
Forfatter Olga Ravn har beskæftiget sig indgående med Køge Huskors-sagerne. Hun har lavet en podcast og en udstilling på kunstmuseet KØS i Køge. Her har hun blandt andet lavet et mindesmærke for de døde kvinder med plantefarvninger fra planter fra Ellebækstien.
Køge Huskors-sagen vakte så stor opsigt på sin egen tid, at Vatikanet eftersigende stadig har en rapport liggende om sagen i deres arkiver.
Der hænger en mindetavle for Køge Huskors-sagen på hjørnet af Nørregade og Torvet i Køge.
Johanne blev indstillet for den daværende domstol, rådstueretten, og udpegede fire kvinder som medskyldige. Men anklagerne spredte sig hurtigt, og snart var endnu flere af byens kvinder anklaget for heksekunstner.
- Pludselig væltede det frem med hekse i Køge, siger Niels Juul.
Han er ikke i tvivl om, at sagen stadig er relevant at lære om, selvom det er så længe siden.
- Det handler jo om retssikkerhed, og hvor vigtigt det er at huske den, siger Niels Juul og hentyder til, hvordan kvinderne under tortur tilstod de fleste ting, de blev anklaget for - også ting, der var nærmest umulige.
Kvinden og døbefonten
Det var også i denne heksesproces, at den unge kvinde blev anklaget for at tisse i en døbefont. Hun hed Kirsten Lauridsdatter og var tjenestepige hos den anklagede heks Johanne Tommesis.
- Vi ved, hun kom fra Midtjylland til Køge for at arbejde som tjenestepigen. Vi kender ikke hendes alder, men som tjenestepige vil man typisk være forholdsvis ung, siger Niels Juul.
De historiske kilder beretter om, at tjenestepigen havde problemer med hofterne eller lårene. Og hun blev angiveligt lokket til den ukristelige gerning i døbefonten af Johanne - for at blive helbredt eller for en belønning på fem alen vadmel.
Der var brug for at vise for gud og for resten af samfundet, at det her gør man noget ved
Som så meget andet fra dengang, så var der nok ikke meget hold i anklagen, lyder det fra Niels Juul, der sår tvivl om, hun har så meget som skrævet over døbefonten.
- Hun kom med to forklaringer i retsprocessen, og der blev ikke rigtigt boret i nogle af dem. Så længe hun erkendte sin skyld, så var det nok, fortæller han.
I en forklaring sagde hun, at hun gjorde det for betalingens skyld, men i en anden lagde hun vægt på helbredet. Og så er der det med, hvordan hun overhovedet kom op på døbefonten:
- Først forklarede hun, at hun fik hjælp af en mand, men han benægtede og det retsmøde blev aflyst. To uger efter pegede hun på en af de andre udpegede kvinder.
Døbefont blev gravet ned
Kirsten Lauridsdatter blev dømt og henrettet for at skænde kirken og tælles i dag med som en af de kvinder, der blev brændt på bålet under Køge Huskors-sagerne.
- Hvis man forbød sig mod gud, så skulle man straffes. Det var en meget konservativ og konkret tilgang, hvor der var brug for at vise for gud og for resten af samfundet, at det her gør man noget ved, siger Niels Juul.
Selve døbefonten blev efter sagen set som besudlet af hekse, og som noget, der skulle destrueres. Noget af den blev gravet ned, men dukkede op igen i forbindelse med et vejarbejde i 1800-tallet, hvorefter den fik en tilværelse som blomsterkumme.
I 1937 blev den overdraget til Køge Museum, hvor døbefonten kan ses den dag i dag.
