"Jeg kunne mærke øjnene løb i vand": Få minutter før kampstart rejste hele stadion sig og klappede ad Lars

Alle Superliga-klubber har dedikeret én kamp i sæsonen til at hylde krigsveteraner. Samtidig samler klubberne penge ind til et skræddersyet foreningsliv for veteraner med særlige behov.

"Jeg vil bede jer om at rejse jer og give vores veteraner en kæmpe hånd", buldrer det ud af højtalerne fra stadionspeakeren på Right to Dream Park i FC Nordsjælland.

Få sekunder senere står hele stadion op og sender anerkendende klapsalver afsted.

Blikkene er rettet imod en af de få, der er blevet siddende på sit plastiksæde i den store menneskemængde.

Han tager en dyb indånding, men selvom han kæmper imod, er hans øjne allerede løbet i vand. Han giver slip og tager det hele ind.

Få minutter senere bliver kampen mellem FC Nordsjælland og Randers fløjtet i gang, og nu er det Superliga-kampen alles øjne er rettet imod.

- Det var rørende, og jeg kunne da godt mærke, at mine øjne løb i vand, fortæller Lars Newton umiddelbart efter oplevelsen. Han er krigsveteran, og en af dem, der bliver hyldet til dagens kamp.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) er nemlig gået sammen med alle Superliga-klubberne, der hver især dedikerer én Superligakamp til at hylde soldaterveteranerne, kaldet Veteran Match.

Og efter kampen bliver der samlet penge ind fra salg af spillertrøjer, der går til foreningsliv for krigsveteranerne.

- I samarbejde med idrætsforeninger rundt om i landet, skaber vi nogle særlige tilbud for veteraner, så de kan komme ud i trygge rammer. Overskuddet fra Veteran Match kan så flyttes over og understøtte de her tilbud til veteraner, fortæller Andreas Carlsen, der er teamleder i DIF’s soldaterprojekt.

Kom hjem fra Afghanistan med PTSD

Lars Newton fra Brøndby startede i militæret i slutningen af 1980’ernne. Her var han i de næste mange år inde og ude af militæret i forskellige funktioner.

I 2008 blev han premierløjtnant og var med til at uddanne andre soldater, der skulle til Afghanistan.

- Og i den forbindelse sagde jeg ’ja’ til at tage med til Afghanistan og tog med på hold 10, fordi jeg syntes, det var svært at forberede soldater til at blive udsendt, uden at jeg selv havde været der, fortæller Lars Newton.

I Afghanistan kom han ud for flere episoder, der gjorde stort indtryk på ham.

- På slutningen af turen kommer der et barn ind med skader, og desværre lignede det barn min søn, som jeg har adopteret fra Columbia, så det gik ind og ramte lige i mellemgulvet, og det gjorde ondt.

Billede fra da Lars Newton lige var vendt hjem fra Afghanistan. Foto: Privatfoto.
Billede fra da Lars Newton lige var vendt hjem fra Afghanistan. Foto: Privatfoto.

Da Lars Newton kom hjem fra Afghanistan, havde han fået PTSD. Det vidste han bare ikke før ti år senere. Det blev derfor gradvist værre og værre, og til sidst havde han svært ved at overskue sin hverdag.

- Det er følelsen af kaos, uoverskuelighed og manglende evne til at føle, at man slår til i verden. Man kunne lige så godt lade være med at være her. Fordi smerten er hård.

Derfor gør den store hyldest på Right to Dream Park i FC Nordsjælland stort indtryk.

- Det er enormt svært at sætte ord på følelserne, og det indtryk, det giver. Man tænker tilbage på de minder og oplevelser, man har haft på godt og ondt. Så bare se at folk står og klapper, det er bare fedt, fortæller en rørt Lars Newton.

Spørg Os - Formular

_

Trøjeauktion går til foreningsliv for veteraner

Spillertrøjerne fra kampen mellem FC Nordsjælland og Randers bliver efter kampen sat på auktion og går til at støtte forskellige foreningsliv for krigsveteranerne.

- Vi ved, at pengene gør en kæmpestor forskel for de her veteraner, som ikke får særlig meget opmærksomhed i dagligdagen desværre, fortæller Trine Hesselund Hopp Møller, der er direktør i FC Nordsjælland.

En af de foreninger ligger i Nivå Havn hos Nivå Bådelaug, hvor Lars Newton hver tirsdag sejler på båden Olympia.

Mange veteraner har nemlig svært ved at begå sig i et almindeligt foreningsliv. Det er også tilfældet for Lars Newton, fordi hans PTSD giver ham flere problemer i hverdagen.

- Jeg kan ikke slappe af blandt mennesker, jeg kigger hele tiden efter udgange. Der er også personer, jeg møder, som giver associationer til ting, som gør, at jeg går i alarmberedskab, fortæller Lars Newton om problemerne ved sin PTSD.

Trøjerne fra kampen var specialdesignet og blev efterfølgende sat på auktion. Pengene gik til veteranerne.
Trøjerne fra kampen var specialdesignet og blev efterfølgende sat på auktion. Pengene gik til veteranerne.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol


Foreningsliv skræddersyet til veteranerne

Derfor passer det tilbud, som de har i Nivå Havn ham rigtig godt. Her er han sammen med andre veteraner og en besætning af rutinerede sejlere, der lærer veteranerne at være ude på vandet. I et tempo, hvor alle kan være med.

- Jeg kan tale med personer med nogenlunde samme udfordringer som mig. Vi har jo selvfølgelig hver vores nuance af det, men vi kan tale om, hvad vi gør. Ude på vandet er det som om, byrden forsvinder, og der går noget tid, før den kommer igen, fortæller Lars Newton.

Cirka 10 procent af krigsveteranerne kommer hjem med et fysisk eller psykisk mén, og det er den gruppe, som projektet skal hjælpe.

Danmarks Idrætsforbund støtter 55 landsdækkende, trygge træningsfællesskaber for veteraner, som de skaber i samarbejde med foreningerne.

- Vi har en masse baggrundsviden og erfaring, som foreningerne ikke har. Foreningen er klar til at varetage gruppen og har ekspertise indenfor foreningsliv, og vi kan være med til at sætte nogle rammer for veteranerne, fortæller Andreas Carlsen, der er teamleder i DIF’s soldaterprojekt.

Lars Newton ude at sejle i Nivå havn.
Lars Newton ude at sejle i Nivå havn.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Langt bedre liv i dag

Jesper Møller Hansen er bestyrelsesmedlem i Nivå Bådlaug og står for sejlturene, som Lars Newton er med på. Han blev kontaktet af Danmarks idrætsforbund og var sikker på, at de kunne skabe et godt tilbud for veteranerne.

- Det er en stor båd, og vi kan være otte-ti ombord, når vi sejler. Det gør, at soldaterne faktisk kan interagere og fortælle deres historie til hinanden, hvilket er en meget vigtig disciplin i det her.

- De får ro på, fordi de er sammen med ligesindede, lyder det fra Jesper Møller Hansen.

Lars Newton har et langt bedre liv i dag. Og det skyldes blandt andet de ugentlige sejlture i Nivå Havn.

- Jeg har fået en hverdag, der er mere struktureret og mere stabil. Jeg føler, at jeg har et sikkerhedsnet omkring mig, og så er projektet her med til at skabe en helhed omkring mig som person, slutter Lars Newton.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik