Superligahold har mistet halvdelen af stamspillerne: "Nok en spiller mere, end vi havde forventet"
FC Nordsjælland har sagt farvel til et hav af profiler. Cheftræneren erkender, at det nok vil påvirke præstationerne på den korte bane, men det får ham ikke til at ryste på hånden.
Intet transfervindue uden store spillersalg i FC Nordsjælland.
Sådan er strategien i klubben. Man udvikler egne talenter, sælger dem videre til større klubber i Europa og reinvestere pengene i talentarbejdet.
En cyklus, som de gang på gang har vist, at de har succes med, og år efter år har det næste talent i rækken stået klar i kulissen til at tage over, når en profil er blevet solgt.
Men i dette transfervindue har der været ekstra gang i svingdøren, erkender cheftræner Jens Fønsskov Olsen.
- Vi har lavet syv spillersalg eller sådan noget lignende, hvoraf de jo stort set allesammen har spillet de seneste tre måneder.
- Det er jo klart, at det kan man altid mærke, og det var nok også en spiller mere, end vi lige havde forventet, fortæller Jens Fønsskov Olsen.
Spillere FC Nordsjælland har mistet
Adamo Nagalo (PSV Eindhoven)
Conrad Harder (Sporting)
Oliver Villadsen (FC Nürnberg)
Martin Frese (Fri transfer, Hellas Verona)
Ibrahim Osman (Brighton and Hove Albion)
Oliver Antman (Go Ahead Eagles)
Carljohan Eriksson (Sarpsborg 08)
Christian Rasmussen (AFC Ajax, retur fra leje)
Andreas Schjelderup (Benfica, retur fra leje)
Lasso Coulibaly (AJ Auxerre)
Helt ny bagkæde
En af de spillere, som man ikke havde forventet at sælge, var angriberen Conrad Harder, som man for et par uger siden forlængede kontrakten med til 2028.
Men på transfervinduets sidste dag kom den portugisiske storklub Sporting med et tilbud, der var for stort til at afvise, og prisen var ifølge FC Nordsjælland rekord for en dansk klub i Superligaen.
Hvis man tæller efter, er cirka halvdelen af den primære startopstilling fra sidste sæsons slutspil forsvundet. Det er især i forsvarskæden, at den største udskiftning har været. Her har man mistet tre stamspillere fra sidste sæson i både Adamo Nagalo, Oliver Villadsen og Martin Frese.
- Den bagkæde spillede et sted mellem 40 og 50 kampe sammen, og det er kun Kian Hansen, der er tilbage. De relationer og den indbyrdes forståelse og ting, som de havde sammen, var på et meget højt niveau.
- Vi havde det bedste forsvar i Superligaen i sidste sæson, og det er jo noget helt nyt, som vi skal til at bygge op nu, forklarer Jens Fønsskov Olsen.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Eksperter uenige om FC Nordsjællands transfervindue
Selvom FC Nordsjælland har mistet en del spillere, har de samtidig hentet Peter Ankersen, Mark Brink og Alex Mighten ind den anden vej, og klubben har inkasseret flere hundrede millioner kroner i transferindtægter.
I fodboldprogrammet ’Tirsdagstrænerne’ på TV 2 bliver de to faste eksperter Dan Hammer og David Nielsen spurgt ind til, hvem der har haft det bedste og værste transfervindue i Superligaen.
Og her ser de to eksperter vidt forskelligt på netop FC Nordsjælland, hvor Dan Hammer, som også er bestyrelsesmedlem i klubben, har dem som nummer et på sin liste.
- Jeg kan ikke lade være med at nævne min egen klub FC Nordsjælland, som jo har en klar strategi om at sælge fodboldspillere, og det er jo gået meget godt, fortæller Dan Hammer.
Den anden ekspert David Nielsen er i den helt anden ende af skalaen og rangerer FC Nordsjælland som en af to klubber, der har haft det værste transfervindue.
- Rent sportsligt, så synes jeg jo, FC Nordsjælland er sluppet dårligst fra det. Det er jo fint, at Dan siger det her med en strategi, men det er et hold, der har ligget på nippet til at spille med om det danske mesterskab i flere sæsoner.
- Så hvis man bare synes, at det er fantastisk, at man bare kan give det fra sig, og det kan man åbenbart der, så er det jo dejligt, at man bare kan arbejde efter strategi, siger David Nielsen.
Cheftræner ikke bekymret – men målsætningen tager højde for spillersalg
FC Nordsjælland har haft svingende resultater i starten af sæsonen. Et godt billede på det er de to seneste kampe, hvor man har slået FCK 3-2 på hjemmebane, men i den seneste kamp tabte 4-2 til AGF på udebane.
Og det er en af konsekvenserne ved den store udskiftning.
- Det vil give noget udslag i præstationerne. Det har vi vel også allerede set. Både lidt i nogle kampe, men også i nogle perioder af kampe, hvor vi har set, at vi virkelig kan ramme et højt niveau, men også lave nogle fejl, der kan gøre, at det også koster nogle point, forklarer Jens Fønsskov Olsen.
FC Nordsjælland ligger lige nu nummer syv i Superligaen, men har samme antal point som Randers og Brøndby på femte- og sjettepladsen.
Derfor er der ikke langt op til målsætningen, som er top-6. En målsætning, hvor der også er blevet taget højde for de mange spillersalg, fortæller Jens Fønsskov Olsen.
- Vi synes, vi hører til i top-6 med det potentiale, vi har. Men vi skal selvfølgelig også lave de præstationer, der retfærdiggør, at vi kan komme i top-6 og få kampe mod de bedst mulige modstandere, og som kan udvikle os endnu mere.
- Jeg er ikke bekymret, og vi lever også af at fortælle de her gode historier og vise, vi har en kultur og stab, der er dygtige til at uddanne spillere. Men vi ved også godt, at der venter et nyt hårdt stykke arbejde, slutter han.