Kæmpeinstitutioner breder sig i kommunerne
Flere børnehaver og vuggestuer har i dag over 200 børn.
Forsker frygter, at stordrift på børneområdet vil betyde, at nærhed mellem pædagoger og børn går tabt, skriver Kristeligt Dagblad.
Den 2774 kvadratmeter cirkelformede børnehave og vuggestue EventyrØen på Østerbro i København har plads til 350 børn mellem nul og seks år samt 70 ansatte.
EventyrØen, der åbnede i april, er Københavns største institution og samtidig udtryk for en tendens, der går igen i de fleste af landets kommuner, hvor små institutioner bliver lagt sammen til store.
Den seneste opgørelse fra pædagogernes fagforening, BUPL, viser, at antallet af institutioner med over 150 børn er tredoblet fra 2007 til 2011.
For tre år siden fandtes der 166 kæmpeinstitutioner, og siden er tallet vokset.
Københavns børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev (V), mener, at det kan give børn langt flere udfoldelsesmuligheder, når deres hverdag foregår i en stor børnehave med flere legeområder. København har de seneste år indviet tre nye institutioner med plads til over 200 børn, og flere er på vej.
"Vi bygger gode institutioner, hvor børnene oplever det små i det store. Det kan godt være, at vi har mange børn på samme matrikel, men det afgørende er, at de er delt op i mindre enheder.
De voksne oplever til gengæld, at de er en del af en større enhed med flere muligheder for faglig sparring og for at dække hinanden ind, når der opstår sygdom. Legepladserne på de store institutioner er aldersopdelt og med flere tilbud om forskellige aktiviteter. Udfra et firkantet økonomisk synspunkt er der også fornuft i at bygge nyt og større," siger Pia Allerslev til Kristeligt Dagblad.
Hun fremhæver, at hovedstaden traditionelt har haft mange små, utidssvarende institutioner i nedlagte lejligheder og villaer, som er dyre i drift.
Daginstitutionsforskeren professor Jan Kampmann fra Roskilde Universitet frygter til gengæld, at udviklingen vil resultere i mere uoverskuelige og topstyrede daginstitutioner, hvor nærheden og den daglige kontakt mellem børn, forældre og en fast kerne af pædagoger går tabt.
"Det kan let blive en samlebåndsarbejdsplads, hvor de voksne skal bruge meget tid på interne organiseringer. Risikoen er, at det er den overordnede ledelse, der har ejerskabet til pædagogikken og institutionen, mens den enkelte pædagog føler, at beslutningerne tages andre steder og derfor mister en stor del af engagementet og arbejdsglæden. Det rammer børn og forældre. En del af det økonomiske rationale for de store institutioner er, at personalet kan vikariere for hinanden. Men i hverdagen kan det nemt give uro for børnene, hvis de oplever, at personalet rykker rundt," siger Jan Kampmann.
