Kære verdensfjerne hvidstregs-møvende-cyklist I har givet mig overhalingsangst

Du har givet mig overhalingsangst!

Jeg mener det faktisk. Jeg har fået en decideret skræk for at overhale andre cyklister på cykelstien i København.

I det hele taget kræver det umanerligt stærke nerver at være cyklist i dronningens by.

Som nytårsforsæt gav jeg mig selv det løfte, at jeg skulle cykle på arbejde hver eneste dag i 2022.

Og helt ærligt, det burde jeg have gjort for mange år siden.

Men bilen har været for fristende, og undskyldningerne har været for mange.

Det var for koldt, det var for mørkt, jeg orkede ikke en dag mere med cykelhjelm-hår, jeg skulle have for meget lort med – og når jeg skulle møde klokken 6 om morgen, var der med sikkerhed en udstationeret voldtægtsforbryder placeret på den mørke og uhyggelige cykelslange.

- Styr lige de dårlige undskyldninger, sagde min kæreste med himmelvendte øjne.

- Som om nogen ville voldtage dig!

Tak, søde kæreste og derfor er jeg og min lever-farvede jernhest nu at finde på cykelstierne mellem Amager og Frederiksberg morgen og eftermiddag.

Og det har været noget af et kulturchok at flytte fra bilen over på cyklen. For hold nu kæft, hvor er cyklisterne i København dog hensynsløse. Det undrer mig dybt, at der ikke er langt mere blod og afrevne lemmer på vejene.

Mange gange hver dag oplever jeg lige-ved-ulykker, men på mirakuløs vis sker der sjældent noget alvorligt.

Efter tre måneder som fast asfaltslider på stierne, vil jeg mene, at man generelt kan inddele cyklisterne i seks kategorier:

Reglerne-gælder-ikke for-mig-typen

Denne type er som regel en mand, men der er også kvinder imellem. Typen som selvfølgelig ikke skal stoppe for rødt, men gerne cykler over fodgængerovergangen og som det mest naturlige i verden bruger svingbanen til biler. 

Og det er også dem, som pludselig sætter farten ned og begynder at slingre kraftigt, fordi de skal lige tjekke deres mobil og svare på en besked.

Jeg-er-udødelig-og-derfor-cykler-jeg-med-gigantiske-høretelefoner

Denne type har en forkærlighed for Bose, Marshall eller Bang & Olufsen-høretelefoner. Dem med dejligt store og lydisolerende puder. 

Cyklisterne kan absolut intet høre, imens de pløjer igennem byen, og ofte er de også skideligeglade med regler og andre medtrafikanter.

Flyt-jer-for-helvede-typen

Denne type mener, at han/hun er vigtigere end alle andre, og så har de en bedre kondi end flertallet. Blandt andet derfor MÅ de bare piske fremad, fremad, fremad. 

Det er dem, hvis jakkeærmer, ofte strejfer dig i forbifarten, for de kan jo ikke tage hensyn til, at du tager hensyn til andre og derfor ikke ligger med en marchhastighed på 35 km i byzone. Flyt dig, hvis du møder denne type, ellers kan det gøre nas.

Cykelstiens-svar-på-elefanterne-typen

Oh yes. Her er der naturligvis tale om ladcyklerne. De bliver bare større og større og nu fylder de faktisk hele bredden på cykelstien. Og det er sgu noget bøvl at blive fanget bag sådan en mastodont.

Men lige denne type sætter altså ikke mit blod i kog. Det i forvejen et meget presset folkefærd, der har sat sig i lædersadlen – det er småbørnsforældre.

Dem der er i kronisk søvnunderskud, der har fået vuggestue-pest for femte gang denne vinter og lus for syvende gang. Og de har næsten altid et eller flere skrigende børn med løbende 11-taller på ladet.

Så fyld I bare, det er sgu fint med mig. Endelig har de fleste ladcykel-ejere konverteret elefanten til en elektrificeret udgave. Og for det skal der lyde en stor tak!

Den-verdensfjerne-hvidstregs-møver-typen

Denne typer er min yndlings hade-type. Det er langsomme cyklister, ofte har de besteget en gammel bedstemorcykel. Man kan kende dem på lyden af en rusten, skrabende kæde, og tit har typen også en ny-fugtig, sammenrullet yogamåtte på sned i cykelkurven, der selvfølgelig er garneret med en kunstig blomsterranke.

Denne type fylder som regel ganske meget på cykelstien med flagrende frakkeskøder på cottoncoaten, netop i gang med at lave et Instaworthy-opslag på mobilen. De kan dog også være i gang med at facetime med bedsteveninden – under kørslen naturligvis!

Og ofte har de også de dødsforagtende store høretelefoner fastklemt om ørene.

Det er dém, der har givet mig overhalingsangst.

For de er pissesvære at overhale på smalle cykelstier, fordi de er så utilregnelige og langsomme. De slingrer, holder ikke øje med trafikken og er for selvoptagede til at tage hensyn til andre.

MEN værst af alt så møver de sig foran alle andre, når vi standser ved et lyskryds.

Som det mest naturlige i verden, passerer cyklisten horden af angstplagede medcyklister, som netop har risikeret liv og lemmer for at komme uden om den verdensfjerne-hvidstregs-møver. Men med et lille puf, et lille hiv og et større sving, er denne type igen forrest.

Og langsomt svingende fra side til side, skal bedstemorcykel - med fandens vold og magt – mases forbi den hvide stop-streg og helt ude på hjørnet, så man rigtig kan være til fare for højresvingende biler.

Men denne fare ænser typen naturligvis ikke.

Og når lyset skrifter til grønt, kan de øvrige cyklister så igen bokse med at overhale den langsomme møver.

Den-regelrette-råber

Så er der den sidste type. Duksen på cykelstien med hjelmen hårdt spændt om hagen og et skarpt og måske en smule skrækplaget blik for de øvrige medtrafikanter.

Man kan kende type på de hvide knoer og de høje råb.

Udtryk som ”Så ræk dog armen ud”, ”Passsss nu på” og ”Hey, jeg har faktisk grønt her” fyger i en lind strøm fra regel-råberen.

Og ja, jeg er helt klart den sidste cykeltype.

Og jeg hader det faktisk, men min indre politibetjent har frygtelig travlt med at fortælle alle andre, at de er nogle idioter.

Så snart jeg hopper ned af jernhesten, forsvinder Betjent Basse igen – gudskelov.

Men når alt kommer til alt, hvorfor har vi så så fucking travlt i trafikken?

Vi mødes jo alligevel alle ved næste kryds igen.

Så her kommer et vildt og nærmest grænseoverskridende forslag – hvad med at vi alle tog lidt mere hensyn og faktisk fulgte – de fleste – regler?

Kunne det ikke være et lifligt tiltag?!