Københavnerne nytårsknalder mindre end jyderne

Når der skal bruges penge på fyrværkeri, så er holder københavnerne igen i forhold til jyderne. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Det kan godt være, at københavnere har ry for store armbevægelser, og at jyderne siges at være en smule tilbageholdende. Men det gælder ikke, når der skal findes penge til fyrværkeri. Så er det nemlig lige omvendt.

Og nu hvor julen er næsten overstået, så er manges blik allerede vendt mod den næste store fest - nytårsaften. Og forberedelserne er godt i gang. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv, så forventer hver fjerde danske husstand at bruge penge på nytårskrudt til et samlet, anslået beløb på 450 millioner kroner. Dermed holder vi niveauet fra sidste år. Til gengæld er tendensen, at færre husstande køber fyrværkeri, men da der bliver købt for det samme beløb, konkluderer organisationen, at de enkelte købere, bruger flere penge.

De 450 millioner kroner betyder, at en gennemsnitlig dansk husstand bruger 160 kroner på fyrværkeri, og her er det, at beløbet svinger voldsomt, afhængig af hvor i landet man befinder sig. For det er hos vestjyderne, pengene sidder løsest. Her forventer folk i gennemsnit at bruge 250 kroner på fyrværkeri-indkøb, mens en københavnsk husstand gennemsnitligt holder sig omkring 130 kroner.

Måske ikke helt overraskende viser undersøgelsen også, at mænd i højere grad end kvinder bruger penge på fyrværkeri, og så er det voksne danskere i aldersgruppen 40 til 49, der køber mest.







Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik