Store forskelle på kandidaters valgbudgetter
Fra 0 til 400.000 kroner. Politikerne i København har meget forskelle budgetter at arbejde med.
De Konservatives spidskandidat i Københavns Omegns storkreds, Rasmus Jarlov, satser på at kunne bruge 400.000 kroner på den forestående valgkamp. Enhedslistens Pelle Dragsted stiller op i Københavns Storkreds, men bruger slet ikke noget på sin personlige kampagne.
Eksemplerne fremgår af et rundspørge til 10 kandidater, som Kristeligt Dagblad har foretaget. Og forskere ved Københavns Universitet bekræfter, at der på landsplan er meget store forskelle i valgbudgetterne for de omkring 800 kandidater, som forsøger at blive medlem af Folketinget.
Efter valget i 2011 gennemførte professorerne Kasper Møller Hansen og Karina Kosiara-Pedersen fra Københavns Universitet en spørgeundersøgelse blandt kandidaterne, som blandt andet viste, at hver fjerde kandidat brugte mellem 0 og 5000 kroner, mens hver sjette kandidat brugte over 100.000 kroner i forsøget på at blive valgt.
- Men vores analyser viser også, at budgetternes størrelse ikke er så afgørende for, hvordan kandidaterne klarer sig. Det helt afgørende er, hvordan pengene bliver brugt, og jeg har set rigtig mange eksempler på, at der er blevet brugt penge i uanede mængder, uden at det har givet brugbare resultater. Men det er vel egentlig meget godt for demokratiet, at det ikke først og fremmest kommer an på, hvor mange penge man har til rådighed, siger Kasper Møller Hansen.
Han understreger, at det vigtigste overhovedet for en folketingskandidat er at blive kendt af vælgerne, og det bliver man lettest ved at komme på tv.