”Det er under al kritik”: Flere blev smidt af billetkø til eftertragtet løb
Efterspørgslen var enorm til Broløbet 2025, og flere oplevede at blive smidt ud af tilmeldingskøen til eventet.
”Det er under al kritik”.
Sådan lyder det fra flere i Facebook-kommentarsporet til nyheden om, at billetter til Broløbet over Øresundsbroen i 2025, blev revet væk.
Flere måtte nemlig vente forgæves i kø, da de forsøgte at få en billet, og flere af dem, der gerne ville have deltaget i løbet, blev smidt ud af køen undervejs i deres tilmeldingsproces.
En person skriver i Facebook-kommentarsporet: ”Kan slet ikke komme ind på deres lortesystem”.
En anden skriver: ”Var nummer 258 klokken 12.00, men blev smidt ud”, mens en tredje skriver: ”Under al kritik. Var også inde på, hvor man skulle skrive navn og så videre. Og så crasher serveren."
Pres på betalingssystem
En af arrangørerne bag broløbet, løbe- og atletikklubben Sparta Atletik & Løb, var da også forberedt på, at det kunne gå stærkt, men at løbet blev udsolgt så hurtigt, overgik deres forventninger.
Den store efterspørgsel påvirkede da også systemet for tilmeldinger.
Det fortæller Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb.
- Når der kommer sådant et voldsomt pres på, så har der været perioder, hvor vi var sat ud. Betalingssystemet har haft svært ved at følge med, siger Dorte Vibjerg og påpeger, at dem, der er blevet smidt af systemet, når de er kommet til betalingsdelen, vil de nu prøve at hjælpe.
- Efterspørgslen har været større, end der har været billetter til, siger Dorte Vibjerg.
Er I ikke godt nok forberedt til efterspørgslen ved en sådan begivenhed?
- Man kan altid sige, at vi burde have haft endnu mere serverkapacitet. Det prøver vi at analysere os frem til nu og finde ud af, hvad årsagen er til, at nogle er blevet smidt ud, siger Dorte Vibjerg.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Begrænsning for lukning af bro
Det er heller ikke første gang, at der har været stor tilslutning til broløbet over Øresundsbroen.
Da broen havde 10-års jubilæum tilbage i 2010, deltog 30.000 løbere, mens der tilbage i år 2000 var 80.000 deltagere.
Dengang havde broen dog endnu ikke åbent for trafik.
Hvorfor åbner I ikke op for flere pladser, når efterspørgslen er så stor?
- Det er fordi, der er en begrænsning for, hvor længe vi kan få lov til at holde broen lukket. Man skal ikke presse flere ind, end arrangementet kan holde til, siger Dorte Vibjerg og fortsætter:
- Større er nødvendigvis ikke bedre. Vi har sat en grænse på 40.000 for at sikre et godt arrangement. Det vigtigste er, at de 40.000, der har fået billet, har en fantastisk oplevelse, siger Dorte Vibjerg.
Normalt er Øresundsbroen kun åbent for køretøjer, men den 15. juni 2025 får løbere adgang til den ene halvdel af broen, når løbet skydes i gang.
De to nordlige vejbaner, som går fra Sverige mod Danmark, vil i forbindelse med broløbet være reserveret til løbere.