Efter massiv kritik: Ordfører vil lukke krisecenter for unge
Børne- og ungekrisecentret Joannahuset på Frederiksberg kritiseres af forældre, unge og kommuner. Nu ser Dansk Folkeparti ingen anden udvej end at krisecentret må lukke.
Der bliver rystet på hovedet og rynket på brynene, når formanden for folketingets socialudvalg ser TV 2 Kosmopols dækning af flere kritisable forhold i børne- og ungekrisecenter Joannahuset.
- Jeg synes, at det er dybt, dybt bekymrende. Man har simpelthen politisk konstrueret et monster. Et juridisk monster. Og der er nogle børn og nogle unge og nogle familier, der betaler en høj pris for det, siger formanden Nanna Gotfredsen (M) til TV 2 Kosmopol.
Joannahuset er Danmarks første og eneste krisecenter for børn og unge. Det er et forsøgsprojekt godkendt af regeringen indtil 31. december 2027.
Men gode intentioner er ikke godt nok, lyder det fra Nanna Gotfredsen, der fortæller at hun har modtaget over 40 bekymringshenvendelser fra pårørende til unge, der har søgt hjælp i krisecentret.
- Jeg har hørt om så mange eksempler nu, hvor familier er blevet knust, siger hun.
Som TV 2 Kosmopol har afdækket de seneste dage, er ungekrisecenteret blevet kritiseret fra flere forskellige sider - herunder både kommuner, forældre og unge brugere af krisecentret.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol
Ikke hverdagskost
Det er hele konstruktionen af krisecentret, der har slået fejl i Joannahuset, mener Nanna Gotfredsen.
- Man har givet en lille NGO ekstremt meget magt på et område, der er så sårbart og så følsomt. Man har de facto givet dem retten til at tvangsfjerne børn fra deres forældre. Og det er helt uden sikkerhedsnet, siger hun.
Hun er godt klar over, at det ikke er hverdagskost, at en politiker fra et regeringsparti kritiserer regeringens eget projekt.
- Det er en skarp kritik. Det er jeg opmærksom på. Den er ikke desto mindre nødvendig. Der er et større antal familier, forældre, børn, unge, der helt knuste nu efter mødet med Joannahuset, siger Nanna Gotfredsen.
Foto: Kristian Koed Hansen / TV 2 Kosmopol
Kræver uvildig undersøgelse
Derfor mener Nanna Gotfredsen, at man for alvor skal komme til bunds i det kritiserede krisecenter.
- Vi skylder de her sårbare børn og unge og deres knuste familier en tilbundsgående undersøgelse. Og det kommer jeg til at forfølge, slår hun fast.
TV 2 Kosmopol erfarer ellers, at regeringen snart vil præsentere tilpasninger af Joannahusets struktur.
Blandt andet skal Socialtilsyn Hovedstaden kunne føre tilsyn med Joannahusets rådgivning af børn og unge. Derudover skal der være børnefagligt personale til stede i Joannahuset døgnet rundt.
Men det, mener Nanna Gotfredsen, ikke er nok.
- Der er brug for den her undersøgelse for dels at forstå, hvad helvede ville de politikere, der satte det her i gang. Jeg er helt sikker på, at man ikke har ønsket det, der er sket, siger Nanna Gotfredsen.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol
Vil lukke krisecenter
Dansk Folkeparti bakker op om en uvildig undersøgelse.
Faktisk vil de gå skridtet videre og ser gerne at krisecenteret lukker helt når forsøgsgodkendelsen slutter den 31. december 2027.
- Umiddelbart tænker jeg, at det ville være fornuftigt at få undersøgt hele forløbet, men jeg tænker heller ikke umiddelbart, at forsøgsordningen skal fortsætte, når bevillingen udløber, siger Mette Thiesen der er socialordfører for Dansk Folkeparti.
- Jeg tror ikke på, at det her er det rigtige til børn og unge, som har brug for hjælp.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol
Minister er uenig
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) ser dog ingen grund til at igangsætte en undersøgelse af Joannahuset.
Og hun er slet ikke enig i, at krisecentret skal lukkes i 2027.
- Jeg er meget åben over for, at vi selvfølgelig skal sikre ordentlig evaluering også af det, vi sætter i gang. Men lige nu og her, der handler det også om at få det til at fungere på den ordentlige måde, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Men hvad vil der være galt i, at man kommer til bunds i det her og får lavet den her uvildige undersøgelse?
- Nogle gange tror jeg også, at man skal forstå, at når vi sætter forsøg i gang, så kommer vi til at lave nogle tilpasninger undervejs, svarer ministeren.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol
Indrømmer politikernes ansvar
Hun indrømmer dog, at politikerne ikke har været gode nok til at stille de rette krav til Joannahuset.
Men hvis der skal tilpasninger til, hvad er det så for nogle problemer, der har været i Joannahuset ifølge dig?
- Det er jo blandt andet, når forældrene kommer for at hente deres børn. Og det har også været i forhold til det at sikre, at der er den rigtige rådgivning til stede døgnet rundt.
- Der må vi bare erkende som partier, at nogle steder har vi måske ikke stillet gode nok krav eller været tydelige nok i, hvilke forventninger vi har til Johannehuset, svarer hun.
Hvad vil du gerne sige de unge, der står tilbage og fortryder deres forløb hos Johannehuset?
- Jamen, jeg har måske ikke så meget at sige, udover at det, der har været tilsigtet fra starten af, det er jo at give de børn og unge, som er i krise, et frirum, svarer ministeren.