Er du i tvivl om, hvorvidt du stadig kan cykle rundt med din Hövding? Her er, hvad vi ved

Dansk styrelse opfordrer til salgsstop. Men hvordan bør du forholde dig, hvis du cykler rundt med en Hövding-hjelm?

Det er en usikker tid for Hövding-brugere. 

Først stoppede den svenske forbrugerstyrelse al salg af Hövding 3-hjelmene i Sverige og tilbagekaldte dem fra både forhandlere og kunder.

Og nu melder Sikkerhedsstyrelsen i Danmark ud, at de opfordrer danske forhandlere til at stoppe salget af hjelmene. 

Men de er stadig ikke forbudte herhjemme - så hvordan forholder man sig, hvis man de seneste år har cyklet rundt med airbag-hjelmen om halsen? 

Er den lige til skraldespanden? Eller kan man stadig bruge den med ro i maven?

TV 2 Kosmopol har undersøgt sagen. Nedenfor kan du få svar på de vigtigste spørgsmål. 

Her er, hvad vi ved om Hövding-sagen

Hvorfor er Hövding blevet forbudt at sælge i Sverige?
Se mere

Den 15. december 2023 kom det frem, at Forbrugerstyrelsen i Sverige havde besluttet at stoppe salget af cykelhjelmen Hövding 3 permanent, ligesom at produktet blev tilbagekaldt fra det svenske marked og fra kunder.

Ifølge den svenske viceforbrugerombudsformand Kristofer Johannesen skyldtes det, at hjelmen ikke beskytter nok.

- Vi har kunnet konstatere, at man ikke er beskyttet som cyklist, hvis man for eksempel bliver ramt direkte af en bus. Vi har også set, at der er eksempler på ulykker, hvor ulykkesforløbet var så langsomt, at hjelmen ikke opdager ulykken, siger han til SVT Nyheter.

Selskabet Hövding Sverige AB var uenig i kritikken, skrev de i en pressemeddelelse.

Hvad bliver Hövding kritiseret for?
Se mere

Hövding har i løbet af de seneste år fået alvorlig kritik i Sverige.

I sommeren 2022 valgte det store forsikringsselskab Folksam i Sverige at trække dets anbefaling af Hövding 3 tilbage, fordi Hövding-hjelmen ikke folder sig ordentligt ud, hvis man bliver påkørt af en bil, der kører mere end 40 kilometer i timen.

I foråret 2023 kunne SVT afsløre, at firmaet Hövding bevidst har solgt hjelme med fejl, der gjorde dem "usikre".

I samme periode afdækkede SVT desuden, at der i 2022 var flere svenske kunder, der havde klaget over, at deres Hövding-hjelme var slukket uden varsel - og at Hövding ikke havde underrettet den svenske forbrugerstyrelse om det.

I november 2023 valgte den svenske forbrugerstyrelse midlertidigt at stoppe salget af Hövding 3-hjelme, fordi de mistænkte, at hjelmene ikke levede op til sikkerhedskravene og ville undersøge sagen nærmere. En måned senere, i december, blev salgsstoppet gjort permanent.

Hvad siger myndighederne i Danmark?
Se mere

Den 18. januar 2024 meddelte Sikkerhedsstyrelsen i Danmark, at de - ligesom de svenske myndigheder - opfordrer forhandlere til at stoppe salget af Hövding 3-hjelme.

Samtidig gør de forbrugerne opmærksom på, at Hövding-hjelmen ikke yder den nødvendige beskyttelse, hvis man slår hovedet, inden hjelmen har nået at reagere.

Det er altså på nuværende tidspunkt op til forhandlerne, om de fortsat vil sælge Hövding 3-hjelmene.

Forbrugerrådet Tænk har udtalt til Politiken, at de ønsker, at Sikkerhedsstyrelsen forbyder hjelmene herhjemme.

- Vi håber, at de danske myndigheder hurtigt støtter op om de svenske myndigheders vurdering af produktet og træffer samme beslutning som dem, som omfatter både salgsstop og tilbagetrækning, siger Stine Müller, projektleder hos Forbrugerrådet Tænk, til Politiken.

Hvordan forholder Hövding sig til kritikken?
Se mere

Hövding har anket den svenske forbrugerstyrelses beslutning om at stoppe salget af hjelmene i Sverige. Som en direkte konsekvens af salgsstoppet gik Hövding konkurs den 21. december 2023, skriver Hövding på sin hjemmeside.

- Forbrugerstyrelsen slår nu en innovation ihjel, der hvert år redder mange liv. Vi har moderniseret sikkerhedsindustrien ved at bruge moderne teknologi og øget sikkerheden i over et årti, siger administrerende direktør Sofia Svensson i en pressemeddelelse.

Til kritikken om, at Hövding-hjelmene ikke virker, hvis man bliver ramt af en bil, der kører 40 kilometer i timen, har Sofia Svensson udtalt, at det gør sig gældende for alle cykelhjelme.

- Ingen hjelme hjælper en cyklist, der bliver ramt af en bil med 40 km/t. Vi er certificeret til at beskytte, hvis man rammes med 27 km/t., og der findes ikke hjelme, der kan mere end det, sagde direktøren dengang til Politiken.

Bør jeg droppe at cykle med min Hövding?
Se mere

Der findes ikke et entydigt svar på, hvad du nu bør stille op med din Hövding. Hjelmen kan stadig købes i mange butikker i Danmark, og de danske myndigheder har ikke forbudt salget eller tilbagekaldt hjelmene.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler dog, at du er ekstra opmærksom, når du bruger hjelmen.

- Hvis du føler dig utryg ved hjelmen efter al den tvivl, der på det seneste er rejst om, hvorvidt den beskytter tilstrækkeligt, så brug en klassisk cykelhjelm i stedet. Vi ved, at de som udgangspunkt giver god beskyttelse mod alvorlige hovedskader, siger Stine Müller, projektleder hos Forbrugerrådet Tænk, i en pressemeddelelse.

Hvis du overvejer at købe en Hövding-hjelm, råder Forbrugerrådet Tænk dig til at lade være og i stedet købe en ganske almindelig cykelhjelm.

Kan jeg få pengene tilbage?
Se mere

Det kommer an på, hvor du har købt din Hövding, og om du oplever fejl med den.

Hvis du har købt hjelmen direkte fra selskabet Hövding, er der ikke så meget at gøre. Selskabet skriver på sin hjemmeside, at de ikke tager produkterne tilbage, fordi de er gået konkurs.

Hvis du har købt din Hövding hos en anden forhandler, kan du muligvis få pengene retur. Men det kræver, at det ikke er mere end to år siden, at du købte den, og at du kan bevise, at den ikke fungerer, som den skal, oplyser Forbrugerrådet Tænk.

Da Sikkerhedsstyrelsen herhjemme ikke har vurderet, at hjelmen er decideret ulovlig, kan du ikke få pengene tilbage for hjelmen, hvis ikke der umiddelbart er noget galt med den.

Hvad sker der nu?
Se mere

Det er op til Sikkerhedsstyrelsen i Danmark, hvad der fremadrettet skal ske med salg af Hövding-hjelmene.

Styrelsen skriver i en pressemeddelelse, at de med udgangspunkt i den svenske sagsbehandling er ved at vurdere, hvilke tiltag der bør gøres over for danske forhandlere og forbrugere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik