Oversigt

Seneste nyt

Fire ud af ti anmeldte skader efter stormflod blev afvist

Det gik vildt for sig, da en stormflod ramte dele af landet i oktober sidste år. Diger brast, havne blev ødelagt, og huse blev flere steder oversvømmet.

Efterfølgende tikkede der 3430 skadesanmeldelser ind til forsikringsselskaberne under den såkaldte stormflodsordning. Det er en ordning, som alle med en brandforsikring betaler til.

Men hele 40 procent af skadesanmeldelserne er ifølge Naturskaderådet, der administrerer ordningen, blevet afvist. Det er en relativ høj afslagsprocent, lyder det fra sekretariatschef i Naturskaderådet Poul Jensen.

- Det lyder af meget, og det er det isoleret set også. Men det er ikke usædvanligt, hvis vi ser over de seneste ti år, hvor afslagsprocenten har svinget mellem 16 og 63 procent, siger han.

Afslagene gives, hvis skaderne ikke lever op til kriterierne for erstatning. Det kan være, skaderne er sket i områder, hvor der ikke var erklæret stormflod.

Skader på ejendomme uden for et dige og skader efter opstigende grundvand er eksempelvis heller ikke dækket af stormflodsordning.