Flere hundrede vil til royalt bal: I én kommune har unge med særlig fødselsdato stor chance
Glasskoene vil snart blive pudset i landets kommuner. Over 300 unge har allerede søgt om at komme til bal på slottet. Og i én kommune har kun få unge chancen.
Det lyder næsten som en Disney-film, når Kongehuset inviterer to 18-årige – en dreng og en pige – til bal på slottet i anledning af prins Christians 18-års fødselsdag.
Ikke desto mindre er landets kommuner lige nu i gang med at finde de i alt 200 unge, som skal til gallataffel på Christiansborg Slot den 15. oktober med dronningen som vært.
Og det har kommunerne i TV 2 Kosmopols sendeområde grebet vidt forskelligt an.
Dragør Kommune har sendt i alt 197 breve til 18-årige i kommunen med et tilbud om at ansøge. 14 unge har indtil videre sendt en ansøgning.
I Frederikssund Kommune bor i alt 630 18-årige, som kan søge om at komme med til fødselsdagsfesten på kommunens hjemmeside. Indtil videre har kommunen modtaget 54 ansøgninger.
Roskilde Kommune har sendt et brev til de 1260 unge, som opfylder alderskriteriet. Fredag havde kommunen modtaget mere end 200 ansøgninger.
I Egedal Kommune har 55 unge tilmeldt sig lodtrækningen - 15 ulige cpr-numre og 40 lige.
Albertslund Kommune har modtaget fire ansøgninger indtil videre, og det samme har Hvidovre Kommune.
Nogle kommuner opfordrer de unge til at sende motiverede ansøgninger. TV 2 Kosmopol har fået en status på antallet af ansøgninger fra seks kommuner, og her har over 300 unge allerede søgt.
Fødselsdag i en særlig uge
Men én kommune udvælger de unge på en helt anden måde end de andre.
I Lejre Kommune udvælger man således de to unge i kommunen, som senest er fyldt 18 år med fokus på den uge, hvor kommunen modtog henvendelsen – nemlig uge 32. Skulle de første takke nej, går kommunen videre til de næste. Allerede i næste uge forventer kommunen at have kontaktet de to udvalgte.
Borgmester i Lejre Kommune, Tina Mandrup (V), har ønsket at gøre processen gennemsigtig og retfærdig.
- Kongehuset ønsker, at deltagerne bredt skal repræsentere landets 18-årige. Derfor har vi valgt en metode, som rummer en høj grad af tilfældighed, og hvor vi ikke skal ind og for eksempel vurdere de unges egnethed, siger hun og tilføjer:
- Lejre Kommune er fuld af skønne, kloge og sjove 18-årige, og jeg er i øvrigt sikker på, at de alle ville gøre det rigtig godt til prinsens fødselsdag. Desværre kan vi jo kun sende to.
Herunder kan du se, hvordan din kommune finder de to 18-årige, som skal til bal på slottet.
Albertslund Kommune
De unge i Albertslund Kommune kan optage en lille video eller skrive nogle linjer om, hvorfor de vil med – og hvorfor de er en god repræsentant for Albertslund – i en mail til kommunen. Dette skal ske senest den 1. september. Herefter vil en jury vælge de to unge, som skal deltage i festen.
Albertslund Kommune har rakt ud til de unge på kommunens hjemmeside, sociale medier og ude på ungdomsuddannelserne. Kommunen har indtil videre modtaget fire ansøgninger.
Allerød Kommune
Unge i Allerød Kommune skal sende en mail til kommunen for at deltage i lodtrækningen senest fredag den 8. september. I mailen skal den unge skrive sine personlige oplysninger samt et par linjer om sig selv. Herefter trækker kommunen lod blandt de interesserede, og vinderne vil få besked senest mandag den 11. september.
Dragør Kommune
I Dragør Kommune er der sendt et brev til alle unge i kommunen, som falder inden for kriterierne. Kommunen har sendt i alt 197 breve.
I brevet kan den unge udfylde et skema samt sende en kort motiveret ansøgning. Frist for ansøgning er søndag den 10. september 2023.
De to udvalgte deltagere vil få besked senest onsdag den 13. september 2023. Der vil i udvælgelsen blive lagt vægt på, hvorfor man gerne vil deltage.
Fredag har kommunens unge haft mulighed for at ansøge i fire dage, og det har 14 gjort indtil videre.
Egedal Kommune
I Egedal Kommune har de unge mulighed for at tilmelde sig en lodtrækning på Ung Egedals hjemmeside senest fredag den 8. september. De to deltagere udvælges ved en lodtrækning på baggrund af lige og ulige cpr-numre den 11. september. Lodtrækningen live-streames på Ung Egedals Facebookside, og her vil de to vindere blive ringet op som en del af livestreamingen.
55 unge har indtil videre tilmeldt sig - heraf 15 ulige cpr-numre og 40 lige.
Fredensborg Kommune
I Fredensborg Kommune er det Ungeudvalget, som beslutter kriterierne for, hvordan de to deltagere udvælges. Ungeudvalget består af medlemmer fra UngFredensborg, det fælles kommunale elevråd, gymnasierne i området samt byrådets partier.
Når der er fastlagt kriterier, vil administrationen udpege to deltagere, som falder inden for dem.
De to 18-årige vil blive udpeget efter Ungeudvalgets møde den 31. august.
Frederiksberg Kommune
Frederiksberg Kommune har bedt kommunens Ungeforum om at indstille to unge, der har lyst til at deltage i Prins Christians 18-års fødselsdag. Forvaltningen har ikke opsat kriterier eller krav til, hvordan de to unge udpeges. Det er Ungeforum som, udover at følge kravene fra Kongehusets side, opsætter kriterierne for de unge, som bliver udvalgt.
Lige nu ligger disse kriterier ikke fast.
Frederikssund Kommune
18-årige bosiddende i Frederikssund Kommune kan ansøge på kommunens hjemmeside. Her skal de udfylde oplysninger om sig selv, men også skrive en kort tekst om, hvorfor det netop skal være dem, der skal med til bal på slottet.
Ansøgningsfristen er mandag den 4. september, og kommunen trækker lod om de to pladser den 6. september.
De to udvalgte får direkte besked fra Frederikssund Kommune.
Der bor 630 18-årige i Frederikssund Kommune, og fredag har kommunen modtaget i alt 54 ansøgninger.
Gentofte Kommune
Gentofte Kommunes 18-årige skal tilmelde sig lodtrækning gennem et link, de har fået tilsendt i e-Boks.
Herefter vil kommunen trække lod om de to, der skal til fest på slottet.
Tilmeldingen lukker søndag den 10. september, og de to udvalgte unge får besked seneste tirsdag den 12. september.
Gladsaxe Kommune
I Gladsaxe Kommune bliver alle de 18-årige spurgt, om de har lyst til at deltage, via digitalpost samt opslag på kommunens egne kanaler og i lokalavisen.
Herefter trækker kommunen lod mellem dem, som har meldt sig. Der er endnu ikke fastlagt en frist for tilbagemelding.
Glostrup Kommune
I Glostrup Kommune skal de unge udfylde en ansøgningsblanket, hvis de ønsker at deltage i festen. Fristen for ansøgningen er den 1. september, og senest 15. september får de udvalgte besked. Glostrup Kommune hjælper desuden gerne med løsninger, hvis de udvalgte ikke selv har mulighed for at skaffe festtøj til anledningen. Det fremgår ikke, om kommunen vælger de to eller trækker lod blandt ansøgerne.
Greve Kommune
Greve Kommune har delt et opslag på sin Facebookside for at nå ud til de 18-årige.
Her opfordres de unge til at sende et par linjer om deres frivillige arbejde, telefonnummer og e-mail til kommunen. De to 18-årige bliver udvalgt af et udvalg med borgmesteren i spidsen, og de får direkte besked.
Greve Kommune har endnu ikke fastsat en dato for udvælgelsen af de to unge.
Halsnæs Kommune
I Halsnæs Kommune skal de unge udfylde en formular på kommunens hjemmeside for at være med i lodtrækningen om at deltage i festlighederne. Kommunen har delt muligheden med de unge på sin hjemmeside og Facebook-side. Tilmeldingsfristen fremgår ikke.
Helsingør Kommune
Helsingør Kommune har bedt de interesserede 18-årige om at sende en video på max 10 sekunder med en fødselsdagshilsen til Prins Christian. Videoen skal sendes i en sms senest den 12. september. Herefter trækker kommunen lod blandt alle deltagerne i konkurrencen, og videoen vil komme med i en fælles digital fødselsdagshilsen fra Helsingør Kommune til prinsen.
Hillerød Kommune
Hillerød Kommune har bedt Frederiksborg Gymnasium og HF og Hillerød Tekniske Skole, U/Nord, om at vælge en ung på 18 år hver, som kan komme med til prinsens 18 års fødselsdag.
Fra Frederiksborg Gymnasium og HF kan der deltage en ung mand. Gymnasiet har bedt interesserede om at sende en motiveret ansøgning til et udvalg bestående af skolens ledelse og elevrådsforpersoner. De ansøgere, der går videre fra denne runde vil dyste i en Kahoot om Kongehuset og dens historie til morgensamling onsdag den 6. september. Vinderen af denne Kahoot får tildelt pladsen.
Fra Hillerød Tekniske Skole, U/Nord kan der deltage en ung kvinde. De interesserede kvinder skal fortælle om sig selv, og hvorfor de ønsker at deltage. Herefter bliver der trukket lod.
Hvidovre Kommune
I Hvidovre Kommune opfordres de 18-årige til at sende en video-ansøgning på højst 30 sekunder. Her skal de fortælle, hvorfor de vil med til gallafesten og repræsentere Hvidovre Kommune. Ansøgningsfristen er 30. august, og herefter vil et lille udvalg med borgmester Anders Wolf Andresen i front vælge de to unge, som skal afsted.
Fire unge har indtil videre sendt en ansøgning.
Høje-Taastrup Kommune
I Høje-Taastrup Kommune sker udpegningen i samarbejde med seks uddannelsesinstitutioner, kulturskoler og idrætsforeninger. De er blevet bedt om hver at indstille to unge – en dreng og en pige, og herefter står borgmesteren i spidsen for den endelige udvælgelse af de to unge.
Der er indstillingsfrist den 6. september, og de udvalgte får besked i begyndelsen af uge 37.
Hørsholm Kommune
Hørsholm Kommune har i stedet for motiverede ansøgninger valgt at trække lod. Her har kommunen udsendt et brev den 261 unge, der er 18 år gamle og har bopæl i kommunen.
De 18-årige, der tilkendegiver, at de ønsker at deltage i gallataflet, vil indgå i lodtrækningen, der finder sted i begyndelsen af september. Fristen for tilkendegivelserne er den 1. september.
Københavns Kommune
Københavns Kommune har valgt, at en jury af medlemmer fra Ungeråd KBH skal udpege den 18-årige, der skal følges med Shabnam Alimardani Shafigh fra Ungeråd KBH til festen.
For at komme i betragtning skal man sende en motiveret ansøgning på maksimalt 150 ord med navn, fødselsdag og kontaktinformation. I ansøgningen skal man fortælle, hvad man har gjort for unge fællesskaber i Københavns Kommune.
Ansøgningen skal sendes til ungeraad@buf.kk.dk inden 11. september, og herefter vælger juryen Shabnam Alimardani Shafighs ledsager.
Køge Kommune
Køge Kommune har sendt et brev ud til de 18-åriges digitale postkasser med besked om, hvordan man tilmelder sig en lodtrækning. Tilmeldingsfristen er mandag 11. september og onsdag den 13. september vil borgmester Marie Stærke (S) trække lod bland de tilmeldte.
Lejre Kommune
Lejre Kommune inviterer de to unge i kommunen, som senest er fyldt 18 år med fokus på den uge, hvor kommunen modtog henvendelsen – nemlig uge 32.
Skulle de første to vælge at takke nej, går kommunen videre til de næste i rækken ud fra de samme kriterier – nemlig bagud fra uge 32.
Kommunen forventer allerede i næste uge at kunne fortælle, hvem de to udvalgte er.
Roskilde Kommune
I Roskilde Kommune har alle de 18-årige modtaget et brev, hvorfra de kan ansøge. Her er fristen den 7. september, og kommunen trækker efterfølgende lod blandt de interesserede ansøgere. Brevet er sendt til 1260 unge, og fredag havde kommunen modtaget over 200 ansøgninger.
Solrød Kommune
Solrød Kommune trækker lod blandt de unge, der har givet udtryk for, at de er interesserede. Det sker ved et event den 6. september, som de unge solrødder skal melde sig til.
De unge får besked om muligheden for at deltage i lodtrækningen via digitalpost samt opslag på kommunens sociale medier. Opslaget på sociale medier er først offentliggjort fredag, og digitalpost sendes ud mandag. Derfor har kommunen endnu ikke modtaget så mange ansøgninger.
Stevns Kommune
De 18-årige på Stevns kan komme i betragtning til bal på slottet ved at sende en mail til kommunen. Her skal de skrive lidt om sig selv samt oplysninger om særlige fødevarehensyn, postadresse, mail og mobilnummer. Det skal ske senest 10. september.
Udvælgelsen sker ved simpel lodtrækning på en endnu ukendt dato.
Tårnby Kommune
I Tårnby Kommune skal de 18-årige sende en mail til borgmesteren, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at deltage i fødselsdagsfesten. Her skal de unge oplyse navn, alder og telefonnummer samt fortælle lidt om sig selv, og hvorfor de gerne vil med til festen. Herefter trækker kommunen lod blandt de kandidater, der opfylder retningslinjerne.
Vallensbæk Kommune
Vallensbæk Kommune har rakt ud til de unge på deres hjemmeside og Facebook-side. Her opfordres de 18-årige til at sende tanker og begrundelser i form af en motiveret ansøgning eller video på op til 45 sekunder. Ansøgningen skal sendes senest den 7. september.
Kommunen vil desuden gerne høre i ansøgningen, hvorfor den unge skulle være en god repræsentant for kommunen. Det fremgår ikke, hvorvidt kommunen udvælger blandt de bedste ansøgere eller trækker lod.
Info mangler fra ni kommuner
Det er følgende kommuner: Ballerup, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Rudersdal, Gribskov, Ishøj, Brøndby og Rødovre.