Gymnasier er opmærksomme på snyd med ChatGPT: Men ét sted omfavner underviserne teknologien
Flere gymnasier har den seneste tid forsøgt at skærme brugen af chatrobotten ChatGPT, men på Københavns Mediegymnasium bliver værktøjet brugt flittigt i undervisningen. Ekspert mener, at chatrobotten skal bruges mere.
Studentertiden er over os, og det betyder, at flere og flere kan lade sig lykønske af familie og venner, når de på dagen for deres afsluttende eksamen får sat den karakteristiske studenterhue på hovedet.
Men bag de glædesfyldte og nyudklækkede studenter gemmer der sig et hav af undervisere, som den seneste tid har forsøgt at skærme brugen af chatrobotten ChatGPT – en udfordring med den kunstige intelligens, som har skabt bekymring i flere undervisningskredse.
Bekymringen om elevernes eventuelle forbudte brug af chatrobotten til eksaminer har eksempelvis været til stede på Frederiksborg Gymnasium og HF.
Til TV 2 Kosmopol fortæller rektor for gymnasiet, Anders Krogsøe, at de ikke har kunnet konkludere snyd endnu, men de har haft mistanke om noget, der ser mærkeligt ud.
- Jeg har oplevet nogle tilfælde, hvor vi kunne mistænke, at ChatGPT er blevet brugt, siger Anders Krogsøe og påpeger, at mistanken om snyd med ChatGPT er kommet på baggrund af terminsprøver eller store skriftlige opgaver, hvor det er læreren selv, der kender elevernes niveauer, der retter opgaverne.
- Mistanken om snyd opstår, hvis niveauet ikke er genkendeligt. Hvis sproget er meget formfuldendt – for eksempel fuldstændig korrekt kommatering, siger Anders Krogsøe og forklarer, at ChatGPT også kan nævne ting, som ikke burde indgå i den pågældende opgave.
Til eksaminerne holder de på gymnasiet derfor øje med, hvordan eleverne bruger internettet for at undgå snyd med ChatGPT, der kan være behjælpelig med at svare på alverdens spørgsmål.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Hvordan håndterer gymnasier ChatGPT?
Køge Gymnasium:
Gymnasiet har været bekymret, men de har ikke oplevet brug af ChatGPT til nogen akutelle skriftlige prøver. Gymnasiet har meldt ud til eleverne, at de ikke må bruge det til eksaminer eller hjemmeopgaver.
Helsingør Gymnasium:
De har ikke taget nogen i at snyde med ChatGPT, men gymnasiet har brugt rigtig mange ressourcer på at forberede eleverne på, hvad det vil sige at gå til eksamen. De mener, at alle skal gå til eksamen på samme vilkår.
Helsingør Gymnasium overvåger elevernes computere under eksamen med et overvågningsprogram, som eleverne skal installere på deres computere inden eksamens begyndelse. Det har de gjort for at sikre, at alle går til eksamen på en retfærdig måde.
Frederiksborg Gymnasium og HF:
Har oplevet mistanke omkring brugen af ChatGPT, men ingen er blevet taget i at snyde. Det har været til terminsprøver. Skolens eget IT-personale overvåger brugen af bestemte internetsider under eksamen.
Nørrebro Gymnasium:
Har oplevet meget få tilfælde, hvor der er blevet snydt med ChatGPT. Dette har dog været til interne prøver.
Til de aktuelle prøver har de en enkelt formodning om snyd med ChatGPT. Den sag kan gymnasiet ikke gå nærmere ind i.
Nørrebro Gymnasium har eksamensvagter, og de har lukket for internetadgangen under eksaminerne.
Københavns Mediegymnasium
Har ikke oplevet snyd ved brugen af ChatGPT. Til mundtlige eksaminer har gymnasiet vagter siddende i forberedelseslokalet, hvor de holder øje med, om de bruger søgemaskiner, de ikke må bruge.
Et drønirriterende værktøj
TV 2 Kosmopol har også været i kontakt med fire andre gymnasier, der alle er opmærksomme på brugen af ChatGPT.
Et af dem er Nørrebro Gymnasium i København. For dem har elevernes eventuelle brug af den kunstige intelligens også fyldt meget blandt underviserne.
Selvom rektoren for Nørrebro Gymnasium, Katrine Juul, fortæller, at gymnasiet har forsøgt at inddrage den kunstige intelligens i undervisningen, så er den nye teknologi ifølge rektoren også irriterende.
- Alt det her med eksamenssituationen, og at det (ChatGPT, red.) kan forårsage snyd, er drønirritrende for at sige det lige ud. Men det er spændende, hvad man kan bruge det til, siger Katrine Juul og fortsætter:
- Det er tydeligt, om det er et selvstændigt stykke arbejde, eller om det er noget, man har fået en robot til at skrive. Det er ærgerligt, at nogen tror, at det kan betale sig (at bruge det til eksamen, red.). Det er derfor, at vi skal lære dem, hvad man kan med det, og hvad man ikke kan med det, siger Katrine Juul og understreger, at hun er glad for, at der har været meget få tilfælde med snyd.
Gymnasiet har haft en enkelt formodning om, at en elev har snydt til de nuværende studentereksaminer.
Rektoren kan dog ikke komme nærmere ind på tilfældet.
Ekspert ser det ikke som snyd
På trods af at det på gymnasierne anses som snyd, at chatrobotten er blevet brugt i en eksamenssituation, så mener professor i fagdidaktik og it, Jeppe Bundsgaard, som også har beskæftiget sig med teknolog i undervisningen, at det ikke er problematisk at bruge ChatGPT til eksaminer.
- Uddannelsesinstitutionerne skal stille nogle bedre opgaver. De skal betragte brugen af ChatGPT som et gyldigt redskab ligesom stavekontrol, regneark og internettet, siger Jeppe Bundsgaard og forklarer, at uddannelsesinstitutionerne skal tænke over udformningen af eksaminerne.
- Hvis uddannelsens mål er at uddanne og danne, så er det interessant at have en ny teknologi, der kan bruges på godt og ondt. Handler det om at give et bevis, eller om at gøre folk til gode borgere, siger Jeppe Bundsgaard, der også mener, at vi skal sætte fælles grænser for, hvad ChatGPT kan bruges til, og hvad det ikke kan bruges til.
Han understreger dog, at det skal bruges som et redskab, og at det er okay at bruge det til eksamen.
Omfavner ny teknologi
På Københavns Mediegymnasium ser de også muligheder i ChatGPT, og i visse fag omfavner de teknologien og bruger det aktivt.
Ifølge rektoren for mediegymnasiet, Rasmus Dietz, kan redskabet bruges til mange ting, men når det kommer til eksamen hænger de to ting ikke sammen.
- Eksamensformen passer ikke til ChatGPT. Man kan aldrig bruge det til eksamen, hvor man skal teste om eleverne kan stave, men man kan bruge det til at teste deres problemanalytiske evner, siger Rasmus Dietz og fortsætter:
- Jeg tænker, at der ikke er nogen vej uden om. Vi kan brokke os i lang tid, men det vil nok blive en hverdagsting om 10-20 år. Jeg tror ikke, der er nogen, der stopper det her, siger Rasmus Dietz.
For Rasmus Dietz og Københavns Mediegymnasium har de været nervøse for dette års eksaminer og elevernes brug af kunstig intelligens. De har dog ikke oplevet snyd.
- Vi har snakket rigtig meget om det. Det er noget, vi har været rigtig nervøse for, men lige nu ser det ud som om, at vi har klaret den, siger Rasmus Dietz til TV 2 Kosmopol.
Snyd på universiteter
Det er dog ikke kun gymnasierne, der har skullet været opmærksomme på brugen af ChatGPT.
To universiteter har oplevet snyd med chatrobotten - eksempelvis IT-Universitet i København (ITU) og Danmarks Teknikske Universitet (DTU).
På ITU har de haft under fem tilfælde med snyd ved brugen af kunstig intelligens, mens der på DTU har været fire tilfælde om indberetninger om snyd, der omhandler brugen af ChatGPT.
På både ITU og DTU har tilfældene fundet sted under vintereksaminer.