Her er Christiansborgs bedste råd til mændene
Mindre fodbold i tv, hold jer væk fra den ny-feministiske bølge, gå til lægen, og kæmp for jeres sønner. Medlemmerne af Folketingets ligestillingsudvalg giver gode råd på Mændenes Internationale Dag.
Spørger man medlemmerne af Folketingets ligestillingsudvalg, så er der gode grunde til at sætte fokus på mændene i dag, på Mændenes Internationale Dag.
Mænd optræder for markant i flere kedelige statistikker når det kommer til sundhed, hjemløshed, druk og andre lidet flatterende dårligdomme, mener udvalgets medlemmer over en bred kam. Men hvad skal vi gøre, og ikke mindst, hvad bør mændene gøre, selv?
TV 2 Kosmopol har spurgt alle partierne i Folketingets ligestillingsudvalg, hvad deres bedste råd er til mændene, her på Mændenes Internationale Dag - og de er lige så forskellige, som repræsentationen i udvalget.
Tror ikke på særbehandling af kvinder
- Mit bedste ligestillingsråd i 2024 til danske mænd er, at jeg godt kan forstå frustrationerne over, at ligestillingsdebatten ofte fokuserer på kvinderne. Men måske kan man finde lidt trøst i, at jeg og mange andre ikke tror på særbehandling for kvinder – vi mener, at de kan klare sig selv, ligesom mændene. Og husk nu også at gå til lægen, hvis noget gør ondt. Det kan rigtige mænd også, siger Venstres Jan E. Jørgensen, og suppleres af partifællen Christian Friis Bach.
- Mit bedste råd må være uddannelse, uddannelse, uddannelse. Og måske lidt mindre tid foran fjernsynet med fodbold, siger Christian Friis Bach.
Tag jeres sundhed alvorligt!
Radikale Venstres medlem af ligestillingsudvalget er ikke i tvivl.
- Mit bedste råd er, at mænd skal tage deres sundhed alvorligt. Og til de mænd som nogle gange har travlt med at sige til mig at ligestillingskampen for kvinder er gået for vidt, så er mit råd at bruge mere energi på at kæmpe for, at mænds sundhed retter sig op, siger Samira Nawa til TV 2 Kosmopol.
- Lad være med at hoppe med på den ny-feministiske bølge, siger DF's Mikkel Bjørn, og fortsætter.
- Mænd og kvinder er ikke ens, og skal ikke være det. Du vinder ikke noget på at sælge den sandhed for billige sympati-point fra mennesker, der er groet fast i en ideologisk sump. Hold på sandheden – og tro på, at du har noget at bidrage med.
SF: Vær ikke bange
- Mit råd til mændene er, at de ikke skal være bange for at bryde latterlige kønsroller. Gå klædt i det du vil, elsk dem du vil og vær ikke bange for at vise følelser, omsorg for børn eller lignende, som er fuldstændig menneskeligt, men som vi af absurde grunde ofte ser som feminint, siger SF's Carl Valentin til TV 2 Kosmopol.
Konservatives Dina Raabjerg har en appel til mændene om at vise vejen for deres sønner.
- De stærkeste mænd skal gå foran og kæmpe for deres sønner. I skal simpelthen gå aktivt ind i debatten om, at ligestilling handler ikke om, hvem der har det værst, men at begge køn har sine rammer, der skal ses på.
Spørg Os
Vær med i vores journalistiske fællesskab. Du spørger. Vi undersøger. +_
S: Ligestilling er ikke et nulsumsspil mellem mænd og kvinder
- Vi står stærkest, når mænd og kvinder kæmper sammen for ligestilling mellem kønnene, siger Socialdemokratiets Gunvor Wibroe, og fortsætter.
- Ligestilling og lige rettigheder er ikke et nulsumsspil mellem mænd og kvinder. Mænd er ikke svage, når de gør opmærksom på uretfærdigheder i samfundet. Og at sikre flere rettigheder til mænd betyder ikke, at kvinder får færre rettigheder og omvendt. Så lad os sammen tage den kamp - herunder arbejdet for mere ligestilling og hjælp til nybagte fædre, siger Gunvor Wibroe.
- Mit bedste råd til danske mænd i 2024 er at være kritiske over for tidsåndens fokus på resultatlighed. I stedet for at lade sig rive med i en dagsorden, der fremstiller kønnene som ofre for gennemsnitsstatistikker, bør vi stræbe efter at udrydde det afsporede fokus på resultatlighed, siger Liberal Alliances Solbjørg Jakobsen, og fortsætter.
- Målet bør ikke være at skabe en kunstig ‘ligestilling’, men at sikre et frit samfund, hvor individets rettigheder og valg respekteres, uanset køn. Eksempelvis kan hjemløsestatistikker sagtens forværres for begge køn, selvom kønsbalancen bliver mere lige - og omvendt kan statistikkerne sagtens bedres, selvom der ikke nødvendigvis også er kommet en større kønsbalance. Derfor er resultatlighed en forkert målestok for ligestilling.
Alternativet: Deltag i debatten
- Mit bedste råd til danske mænd er at engagere sig aktivt i ligestillingsdebatten og støtte både mænds og kvinders ligestilling. Deltag i samtaler om kønsroller, rettigheder og muligheder – både på arbejdspladsen, i familien og i samfundet generelt. Det er sådan, at vi rykker samfundet sammen, siger Christina Olumeko.
- Jeg har ikke mange råd, for danske mænd gør det allerede rigtig godt. Bliv ved med det.
Kvinder og mænd er forskellige. Det skal vi også være – og lad os så passe på hinanden og behandle hinanden med respekt. Så kommer vi langt, siger Danmarksdemokraternes Susie Jessen.
Enhedslisten, Moderaterne og Lars Boje Mathiesen mangler
TV 2 Kosmopol har rakt ud til alle partier, der er repræsenteret i Folketingets Ligestillingsudvalg. Enhedslistens medlem Rosa Lund har oplyst TV 2 Kosmopol, at hun holder ferie og derfor ikke har mulighed for at deltage, mens Moderaterne og løsgænger Lars Boje Mathiesen ikke har reageret på vores henvendelser.