I Gentofte tjener de dobbelt så meget som i Brøndby - men er borgerne villige til at flytte kommune?

Forskellen på den disponible indkomst i hovedstadsområdet er stigende, og det er ikke helt uproblematisk, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at der ikke nødvendigvis er de helst store forskelle på de borgere, der er bosat i hovedstadsområdet.

Men hvis man kigger på indkomsterne på tværs af hovedstadsområdets kommuner, så er forskellene store. 

Det fastslår en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

quote Jeg tror, vi har en trang til at være sammen med folk, vi har fællestræk med

Oscar Cordes Hvass, borger i Gentofte Kommune

Særligt hvis man sammenligner Gentofte Kommune i Nordsjælland og Brøndby Kommune på den københavnske vestegn, der udgør hver sin yderpol. 

Den gennemsnitlige disponible indkomst ligger således på 582.699 kroner om året i Gentofte Kommune.

Til sammenligning er den gennemsnitlige disponible indkomst i Brøndby Kommune på 264.975 om året.

Men hvordan kan det være, at den disponible indkomst er steget med næsten tre gange så meget i Gentofte, som i Brøndby over det sidste årti?

Det skyldes blandt andet, at mange af os vælger at bosætte sig et sted, hvor indbyggerne har lignende indkomster, forklarer Sune Caspersen, der er senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Så de tilflyttere, der kommer til eksempelvis Gentofte og Rudersdal, har simpelthen større indkomster med sig, mens dem der kommer til vestegnskommunerne, de ikke har så meget med, forklarer han til TV 2 Kosmopol.

At forskellene på indkomst og formue kommunerne i mellem er stigende, er der ikke noget nyt i, fortæller Sune Caspersen.

- Vi har set det - ikke bare over de sidste ti år - men over de sidste årtier. Altså at der er en tendens til at indkomstforskellene vokser, siger han.

Alligevel mener han, at det er værd at være opmærksom på, da uligheden, ifølge ham, ikke er uden ulemper.

- Vi ser en tendens til, at der udvikler sig sociale bobler i Danmark, og det er særlig udtalt i hovedstadsområdet, uddyber Sune Caspersen.

Ingen ændringer i sigte

Men kan folk finde på at flytte fra Brøndby til Gentofte og den anden vej?

Ikke, hvis man spørger de syv borgere, som TV 2 Kosmopol mødte på gaden i de to kommuner mandag. 

Enstemmigt lyder det: Nej, ikke rigtigt. 

Trods den klare udmelding er flere af dem enige i, at det kan være problematisk, at vi i højere grad bosætter os omkring folk, der ligner os selv.

Det gælder blandt andet af Patrick Juhl, der arbejder som automekaniker i Brøndby.

- Vi er alle sammen mennesker og kan jo godt have de samme interesser, selvom vi har forskellig økonomi, siger han til TV 2 Kosmopol. 

Samme melding lyder fra Oscar Cordes Hvass, der studerer på CBS og bor i Gentofte

- Jeg tror, alle har godt af at møde forskellige typer fra forskellige sociale lag. Men jeg tror også, vi har en eller anden trang til at være sammen med folk, vi har fællestræk med, lyder hans vurdering. 

Men selvom der umiddelbart er enighed om, at det er vigtigt med diversitet i nabolaget, så er det ikke just den vej det går.

- Der er den her tendens til, at indkomstforskellene og afstanden imellem os vokser, altså det her med at man bosætter sig forskelligt. Så medmindre der sker et eller andet banebrydende, så kan jeg ikke se, at det skulle ændre sig, slutter Sune Caspersen. 

Har du penge, kan du få ... en bolig i København eller Nordsjælland. Ny opgørelse viser, hvordan uligheden fortsætter med at stige - også her i Hovedstadsområdet.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik