Knap halvdelen af stormflodsramte hørte ikke fra forsikringen det første døgn
En undersøgelse fra Erhvervsministeriet viser, at 46 procent af de borgere, der anmeldte skader ved stormfloden, ikke hørte tilbage fra deres forsikringsselskaber i det første døgn efter deres skadesanmeldelse.
Der sker på trods af, at der var fælles forståelse for, at det som udgangspunkt skulle ske indenfor et døgn, lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Derfor har han inviteret forsikringsbranchen til et møde, hvor de skal gøre status, forklare deres indsats og give sikkerhed for, "at det vil blive strammet op".
- Tallene viser, at der er behov for en opstramning. Dertil kommer, at vi også hører historier om, at der er forsikringskunder, der eksempelvis ikke kan få klare nok svar på mulighederne for at bliver genhuset.
De danske forsikringsselskaber er bindeled mellem de borgere, der fik skader som følge af stormfloden og Naturskaderådets stormflodsordning, som udbetaler erstatning.