Lasse frygter fremtiden: I Tyskland og Sverige får vognmænd tilskud til el-lastbiler
Vognmænd som Lasse Nielsen fra Stenløse kan blive udkonkurreret af kolleger fra nabolande, lyder det fra brancheorganisation.
En helt almindelig dagstur kan om to år blive markant dyrere for den 27-årige vognmand Lasse Nielsen.
Han frygter, at den politiske aftale om vejafgift, som står til at blive indført i 2025, vil få alvorlige konsekvenser for hans forretning, der tæller 10 dielsel-lastbiler:
- Det er noget møg, der skal laves om for at finde en bedre løsning.
Flere af hans fagfæller har mandag spærret veje i hele landet i protest mod vejafgiften. Men selvom Lasse Nielsen er stærkt utilfreds med den kommende vejafgift, så har han valgt ikke at gå på barrikaderne mandag.
- Det er fint med blokader, men det skal være lovligt, siger han.
Store økonomiske konsekvenser
Vejafgiften kommer til at ramme Lasse Nielsens firma hårdt.
Om to år skal han betale 1 krone og 35 ører ekstra per kørt kilometer for hver af de ti diesel-lastbiler i hans vognmandsfirma.
- Det er da helt klart noget, jeg ligger med om natten. Er det noget, vi kan klare eller overleve?
For det er ikke helt ligetil at omstille vognmandsgesjæften til eldrevne lastbiler.
Ser man på mulighederne for at investere i en lastbil på 56 ton i dag, så er det nemlig markant dyrere at overgå til el.
Først og fremmest på prisen: En diesellastbil koster cirka 1,2 millioner og en eldrevet lastbil af samme størrelse koster cirka 3,5 millioner.
(Artiklen fortsætter efter grafikken.)
Foto: TV 2 Kosmopol
Derudover er gennemsnitslevetiden på en dieselbil længere, ifølge tal fra brancheorganisationen DTL – Danske Vognmand. Gennemsnitslevealderen for diesel-lastbiler er otte år og seks år for el, ifølge organisationen.
Dertil kommer omkostningsprisen per kørt kilometer, der i 2025 vil være 14,04 kroner per kilometer for diesel-lastbiler, og 23,87 kroner per kilometer for el-lastbiler. Det er altså knap ti kroner dyrere per kørt kilometer.
Tyske og svenske kolleger er bedre stillet
Brancheorganisationen danske vognmænd frygter at deres medlemmer i fremtiden vil være dårligere stillet end deres nordiske konkurrenter.
I flere lande har man nemlig valgt at statskassen skal give tilskud til at investere i eldrevne lastbiler.
- Det har man gjort i Tyskland og Sverige. Det kan blive et problem, at vi kan blive udkonkurreret af udenlandske vognmænd, der får statstilskud med hjemmefra.
- De kan så fremover køre el-lastbiler til Danmark med statstilskud, og så får de rabat i form af vejafgiften. Det er ikke særlig smart, lyder det fra Ove Holm, der er underdirektør DTL.
Lasse Nielsen er tredje generations vognmand i en familieejet virksomhed.
Han frygter, at fremtidsudsigterne vil betyde, at han skal fyre nogle af sine ansatte:
- Kan vi omstille til det her – eller skal man skære ned på dygtige ansatte? Det gør da ondt på mig, for jeg vil ikke af med nogen af mine ansatte.