Medie: Kort til handicapparkering sælges i lukkede grupper på Facebook
Det skriver DR, som har fået adgang til de lukkede grupper.
De blå handicapskilte, der placeres i forruden af en bil og derigennem muliggør særlige parkeringspladser, kan være stjålet og dermed være hælervarer, skriver DR.
Københavns Politi udtaler til DR, at man har kendskab til, at handicapparkeringskort stjæles. Alligevel kommer videresalg af disse via Facebook bag på politikredsen.
- At handle et handicapkort til en bil er jo i sig selv virkelig usympatisk, om man så gjorde det bare på åben gade. At det så sker på nettet, og måske nogle gange lidt mere systematisk, gør det jo bare endnu mere usympatisk, siger vicepolitiinspektør Simon Hansen.
DR har set eksempler på, at kortene sælges med en pris på op til 1.500 kroner i et enkelt tilfælde.