Mine forældre skal dø en dag: Vi skal turde tale mere om døden, mener psykoterapeut

Vi ved godt, at vores forældre ikke altid vil være hos os. 

Men hvordan lærer man at håndtere et liv uden dem, når det er svært bare at forestille sig? 

Det har psykoterapeut Karin Westh Langgaard nogle bud på.

Helt overordnet mener hun, at man skal tale mere om døden - også med dem, der er ved at dø. 

- Det er en god idé at beskæftige sig mere med døden for livskvalitetens skyld, siger hun. 

Da hendes egen mor var kræftsyg, spurgte Karin Westh Langgaard hende, hvad hun tænkte om efterlivet. 

- Hun så bare på mig og sagde, at det måtte jeg altså selv finde ud af, fortæller hun og tilføjer: 

- Det er ikke alle, der kan lide at tale om det, men man kan lægge en føler ud. Jeg havde et behov, og hun havde nogle behov, og så handler det jo om at ramme alles grænser så vidt muligt. 

Man vil gerne pleje, passe og besøge sine forældre. Men når vi nu ved, at vores forældre ikke har længe igen, hvordan balancerer vi så vores eget liv med det sidste af deres? 

Det er et spørgsmål Karin Westh Langgaard møder tit i sin praksis. 

- Det er en kunst i hvert enkelt tilfælde. Det handler om, hvad man kan holde og hvad man vil holde til. Man skal overveje, om nogle af de egobaserede behov kan udsættes, og det er der altså en grænse for, hvor meget man kan, siger hun. 

Mange ender også med en enorm skyldfølelse, fordi de ikke besøger dem nok eller ikke føler, at de har været der nok.

- Det kommer an på, hvad man forventer af sig selv. Desuden er der en forestilling om, at man kan blive fri for skylden, men det kan man ikke. Hvis man selv er utilfreds med det, man har gjort, så slipper man ikke af med den, siger hun. 

Relationen er afgørende 

Skylden kan vokse sig stor, hvis man synes, man har uforløste ting med sine forældre når de går bort. 

- Man kan nemt tænke på alt det, man ikke fik talt om eller sagt. Her skal man huske alt det, man stadig er taknemmelig for. Det man er utilfreds med, og som man gerne ville have talt om, det skal man ikke tage med den døende forælder, de har rigeligt at gøre. Tag det med en terapeut, fortæller hun og uddyber: 

- Det giver intet andet end sorg hos den døende i den sidste tid, og der kan opstå mange misforståelser, som ellers kunne have været undgået. 

Sorg som forberedelse

Hvis man gerne vil forberede sig på at miste sine forældre, er der ifølge Karin Westh Langgaard mange måder at gøre det på.

- Det er i høj grad det gode gamle arbejde med sorgen. Det er en anerkendelse af, at det er en del af mit liv, og at man skal finde ud af, hvem man er, når det forandrer sig, forklarer hun.

- Hvis vi kan følge med og anerkende forandringerne, så kan vi sørge. Sorgen er på sin vis en livsforsikring på at have et god liv.

Og selv om det for mange kommer som et chok, når forældrene er gamle, behøver det ikke være sådan. 

- Man har sandsynligvis oplevet sine forældre blive mere trætte over tid, og pludselig kan de ikke det, de plejer at kunne. Nogen kan rumme det, og nogen kan ikke. Men det er et privilegium at få lov at følge nogen, der er så gamle, fordi de viser os, hvad alderdom er - og også hvad døden er. 

Og selvfølgelig bliver man bange. 

- Man mister sit sikkerhedsnet. Men det er her man har chancen for at gøre sig alle mulige tanker og forberede sig. Sorg er sorg, og man kan øve sig i ikke at være bange for den. 

Ifølge præst Poul Joachim Stender, skal man forberede sig tidligt. 

- Man skal gøre det mens man er ung. Man bliver nødt til allerede i 20'erne og 30'erne at forberede sig på. at der kommer en dag, hvor man bliver gammel. Man skal øve sig i det, siger han. 

Han understreger, at det er vigtigt at fastholde de gode relationer til dem, man har kær, mens de er sunde og raske - og at tale om det unævnelige; døden.

- Allerede som 30-årig skal man begynde at snakke om den. Det er en del af tilværelsen. Når man husker døden, husker man også at leve.