Nattoget fra helvede: Klokken 01.00 går brandalarmen, og der lugter af hash

Nattoget fra helvede bragte os fra Hamborg til Basel, og vi blev 130 minutter forsinket på grund af sporarbejde og en dame uden bukser på.

På den østrigske hjemmeside ligner nattoget NightJet noget fra fremtiden. Det er lyst, minimalistisk og nærmest smukt. Man kan bestille sci-fi-lignende enkeltmandskabiner eller sin egen kupé med toilet og bad.

Men det var ikke sådan et tog, der kom.

quote Det er som at blive tilbudt en Trabant, når man havde forventet en Rolls Royce.

Sascha Yang

Da nattoget, som skal bringe Oplev fra Hamborg til Basel i Schweiz, endelig kommer, er det et af de gamle tog fra 1990'erne. Dem er der - sjovt nok - ikke nogen billeder af på hjemmesiden.

Toget fejler sådan set ikke noget, men det er som at blive tilbudt en Trabant, når man havde forventet en Rolls Royce.

Skal vi med toget på ferie?!

Politikerne på Københavns Rådhus synes, at vi skal tage toget på ferie i stedet for at flyve, men hvor nemt er det egentlig? Kan en klimavenlig togrejse måle sig med den noget lettere flyferie? 

Det har Oplev sat sig for at finde ud af. 

Turen har allerede bragt os fra København til Hamborg, og nu er vi på vej med nattoget mod Basel. 

Herunder kan du se andet afsnit af "Togferie for dummies." 

(Artiklen fortsætter under videoen.) 

Nattoget fra helvede fører makkerparret til Schweiz. Toget ser bestemt ikke ser ud som på billederne.


Sovevogn fra helvede

Oplevs udsendte reporter og fotograf betragter med vantro sovekabinen, som har kostet 450 euro. Det ligner ikke den på billederne.

Det er et kosteskab helt uden gulvplads, hvor man i køjesengsstil har presset to brikse ind, som ikke er brede nok til en velnæret nordeuropæer.

Faciliteterne i sovekupéen er egentlig pæne nok om end gamle. Der er både en håndvask, et spejl, et lille bord og bagageopbevaring.

Det er en perfekt størrelse, hvis vi havde været hobbitter.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Vi skal tilbringe de næste 10 timer her, og vi trøster os med, at vi jo har sparet en hotelovernatning ved at rejse på den her måde.

Til lyden af den insisterende raslen fra et løst monteret klapbord, døser Oplevs udsendte journalist og fotograf hen omkring midnat.

quote Jeres udsendte journalist overvejer at råbe: "Det forklarer jo ikke, hvor hashlugten kommer fra!?" Men dertil rækker sprogkundskaberne ikke på denne tid af natten.

Sascha Yang

(Artiklen fortsætter under billedet og faktaboksen)

På ÖBB's hjemmeside ser nattoget sådan ud, men det var en noget ældre model, som Oplev kom til at køre med. Foto: NightJet/ÖBB
På ÖBB's hjemmeside ser nattoget sådan ud, men det var en noget ældre model, som Oplev kom til at køre med. Foto: NightJet/ÖBB

Hvordan har vi gjort?

Oplev har sat sig for at finde ud af, hvordan man egentlig tager toget på ferie, hvor køber man billetterne, hvad koster det, og hvor langt kan vi komme?

Vi vil have sol og strand, en storby og en skjult perle på 3 dage. Ruten går fra har København til Hamborg, fra Hamborg til Basel med nattog, fra Basel til Milano og fra Milano til Nice.

Billetterne har vi købt på DSB's webshop, på ÖBB's hjemmeside (østrigske statsbaner) Tren Italia (italienske statsbaner) og en lokal billetautomat i Milano.

Læs
første kapitel i rejsedagbogen her

Hvor brænder det?!

To forskellige hidsige hyletoner, der opererer på hver sin ulidelige frekvens, går i gang omkring klokken 01. Det må være brandalarmen.

Ude på gangen sprinter en halvpåklædt kvinde forbi. Vi kan både se og lugte røg, men det lugter ikke af klassisk ildebrand, det lugter mere af Christiania (før de lukkede Pusher Street).

Oplevs udsendte reporter er jo ikke sådan en, der lytter til andre menneskers samtaler - MEN.

Kvinden uden bukser forklarer på ophidset tysk til togstewardessen, at det jo bare var en e-cigaret og ikke en rigtig cigaret, som hun har røget i sin kupé.

Jeres udsendte journalist overvejer at råbe: "Det forklarer jo ikke, hvor hashlugten kommer fra!?" Men dertil rækker sprogkundskaberne ikke på denne tid af natten.

Med brandalarmen stadig blæsende ud af alle højtalere, bliver toget gelejdet ind på et skiftespor. Der holder vi længe.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De faktiske forhold i sovevognen, som ikke fejlede noget, men som bare ligger utrolig langt fra de pæne pressebilleder ÖBB's hjemmeside.
De faktiske forhold i sovevognen, som ikke fejlede noget, men som bare ligger utrolig langt fra de pæne pressebilleder ÖBB's hjemmeside.
Foto: Andreas Hentze Madsen, TV 2 Kosmopol

Nattog, nej tak

Vi ender med at være 130 minutter forsinket, da vi vågner om morgenen, fordi vi også er løbet ind i sporarbejde i løbet af natten.

Det hjælper lidt, at vi får serveret morgenmad på sengen, for vi har krydset forskellige ting af på en morgenmadsliste, og der var et pænt udvalg af forskellige madvarer.

Egentlig har vi bestilt Nutella og kaffe. I stedet får vi ost og juice, men vi er for trætte til at lave en scene.

Oplevs udsendte journalist og fotograf må konkludere, at nattog er en særlig disciplin, man skal vænne sig til, eller også skal man bare have et utrolig godt sovehjerte.

Umiddelbart bliver det et nej tak til nattog nogensinde igen, men hvis det bliver nødvendigt, må vi bevæbne os med store mængder alkohol. 

Og vi tager Nutella med hjemmefra.

Togferie for Dummies Ikonbillede
Serie

Togferie for dummies

Et luksusdyr og en privatbilist tester, om en rejse på gammeldags facon med tog gennem Europa kan give nogle helt nye oplevelser. De begår med sikkerhed alle fejlene, så du ikke behøver at gøre det.

 Se serien her
Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik