Trodser afgifter på flybilletter: Verdens største passagerfly vender tilbage til København
Flyrejser er blandt de allerstørste klimasynder for danskerne. Nu pålægges flyrejsende ny afgift alt imens verdens største passagerfly vender tilbage til Københavns Lufthavn.
1. januar 2025 blev dagen, hvor en ny afgift på flyrejser så dagens lys.
En aftale mellem regeringen, SF og Enhedslisten fra slutningen af 2023 slog nemlig fast, at det skulle være dyrere at rejse med fly fra 2025. Det betyder, at det i år bliver 30 kroner dyrere per flybillet til europæiske destinationer og på indenrigsflyvninger.
Hvis turen til gengæld går uden for Europas grænser, bliver afgiften større. Eksempelvis stiger prisen på en tur til New York med 250 kroner. Afgiften vil gradvist stige frem mod 2030, hvor den er fuldt indfaset.
- Man siger, at det hidtil har været sådan, at langdistanceflyvningerne slet ikke var beskattet. Nu kommer der noget skat på den, men egentlig burde det måske være tre gange så meget, siger Søren Have.
Han er programchef for fremtidens mobilitet ved den grønne tænketank Concito, men selvom han mener, at den nye afgift giver god mening, tror han ikke, at det vil betyde det store for antallet af flyrejser i Danmark.
- Det vil lægge den lille dæmper på det, men ikke noget, der er sådan batter i det store billede, siger han til TV 2 Kosmopol.
Også aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, som følger luftfartsbranchen tæt, spår en nedgang i passagerantallet.
Verdens største passagerfly i fast rutefart fra København
Alligevel har flyselskabet Emirates fra årsskiftet genåbnet en fast flyrute med verdens største passagerfly Airbus 380 mellem København og Dubai.
Første fly med plads til mere end 600 passagerer landede onsdag omkring klokken 12.30, og i Københavns Lufthavn er udsigten til dyrere billetter ikke noget, de rejsende, som TV 2 Kosmopol mødte, lod sig kue af.
- Hvis jeg vil ud at rejse, vil jeg ud at rejse. Så er det det. Og man sparer jo gerne op til en god rejse, siger Michael Madsen, som nytårsdag skulle rejse fra hovedstaden med fly.
Sverige, Norge, Storbritannien, Frankrig, Holland og Tyskland har indført lignende afgifter som den, der nu er trådt i kraft herhjemme.
Men i Sverige, som regeringen ellers har nævnt som inspiration til den danske flyafgift, er man ved at sløjfe afgiften igen.
En del af de penge, der kommer i statskassen fra den danske afgift, skal bruges på grøn omstilling i indenrigsluftfarten. En anden del skal bruges på ældrecheck.