Pia Kjærsgaard går i kødet på elendig ældremad
Den er stadig helt gal med den mad, mange af landets ældre får serveret. Det mener Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der nu indleder en kampagne mod dårlig kvalitet og uhumsk mad.
- Der ligger en irritation og en frustration hos mig over at det stadigvæk er sådan. Det er jo ikke første gang vi diskuterer det. Mange steder er det godt og tak for det. Men det er alt for ringe mange andre steder, og jeg har i lang tid fået henvendelser fra borgere og pårørende, der er kede af det, siger Pia Kjærsgaard til TV 2 Kosmopol.
I et Facebook-opslag efterlyser hun billeder og eksempler på mad, der ikke er i orden - for nu skal der ske noget, mener hun.
- Man må give sig tid, og så skal der ordentlige bevillinger til. God mad behøver ikke at være dyr, men der skal være en person, der tilbereder maden. Jeg har set billeder, hvor der intet grønt er, og hvor kød og kartoffelmos bare flyder ud, siger Pia Kjærsgaard.
Pia Kjærsgaard peger både på mad, der serveres på for eksempel plejehjem - men i høj grad også på mad, der leveres i hjemmet hos de ældre, og her understreger hun behovet for, at en person tilbereder maden, så der også dufter af mad, der samtidigt ser lækker ud.