Pressede familier: Så mange har søgt om feriehjælp
På landsplan har 8.883 familier søgt om feriehjælp. Og af de ansøgninger kommer 2274 fra Region Hovedstaden, mens 1580 familier fra Region Sjælland har ansøgt.
- Vi har igen i år rigtig mange ansøgere til feriehjælp og vi er desværre langt fra at kunne hjælpe alle, som det ser ud nu. Derfor er vi helt afhængige af donationer fra danskerne, virksomheder og fonde, siger Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, i en pressemeddelelse.
Fælles for de mange ansøgere er, at de typisk er pressede på økonomi, men ofte også af sygdom og af at få hverdagen til at hænge sammen
69 procent af ansøgerne er så hårdt spændt for økonomisk, at de har svært ved at få råd til dagligvarer, fortæller de.
Tre ud af fire ansøgere er enlige forsørgere og langt de fleste er på offentlige ydelser, oplyser Mødrehjælpen.
- Hvor ferie for de fleste er en dejlig pause, er det for mange sårbare børnefamilier en svær tid. Det er svært for børnene, når hverdagen med skolekammeraterne er sat på pause og vennerne ikke er hjemme. Og når mor og far mangler overskud og ikke har råd til at give børnene nogle gode sommeroplevelser, er seks ugers skolefri lang tid, siger Ninna Thomsen.