Se tallet for din kommune: Folk i hovedstaden udleder meget mindre CO2 end folk i provinsen
Det giver mening for klimaet at bo tæt. Det ses ret tydeligt i CO2-forureningstallene for kommunerne i Danmark, hvor hovedstaden ligger helt i bund.
Det er rent faktisk mere klimavenligt at bo i byen end på landet. Selv hvis man tager landbruget ud af ligningen.
I hvert fald hvis man kigger på tallene fra Energistyrelsen. De har lavet en liste over CO2-udledning per indbygger for alle Danmarks kommuner.
Frederiksberg ligger allerlavest når det gælder CO2-udledning efterfulgt af København, Rødovre, Dragør, Gentofte og andre hovedstadskommuner. Du kan finde tallene for din kommune længere nede i artiklen.
Faktisk skal man ret langt ned på listen, før man kommer uden for TV 2 Kosmopols sendeområde. Man skal således helt ned til nummer 19 på listen for at finde noget uden for Øst- og Nordsjælland - I Aarhus udleder man således 3,2 tons CO2 per indbygger.
At København ligger i den pæne ende af forureningsskalaen fortalte magasinetkbh.dk søndag - og TV 2 Kosmopol præsenterer nu tallene for alle sendeområdets kommuner her i artiklen.
Når man fortæller om listen til Christian Fertner, der er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, er han ikke meget overrasket.
Det er nemlig især transport, der betyder noget for vores CO2-udledning. Og her i vores ende af landet har vi nogle helt andre muligheder:
- Afstandene er kortere, og færre er afhængige af bilen. Mange kan gå, cykle eller bruge offentlig transport, siger han.
Samtidig påpeger han, at vi også tit bor på mindre plads, så det kræver mindre energi at varme vores boliger op.
CO2-udledning per indbygger i de danske kommuner.
Landbruget fylder en del
På Energistyrelsens kort over udledning er der mange store landbrugskommuner, der er i den røde ende af skalaen. Men man kan også sortere det fra, så man ser på udledning eksklusiv landbruget.
Det giver et lidt anderledes billede, men det er stadig hovedstadskommunerne, der klart ligger i bunden - især på grund af transporten, der er en af de helt store klimasyndere.
Når landbruget er sorteret fra, er det Kalundborg og Aalborg, der deles om førstepladsen med en årlig udledning på 14,6 tons CO2. Det er sandsynligvis, fordi Novo Nordisk har meget produktion i Kalundborg, mener Christian Fertner, mens cement-producenten Aalborg Portland ligger i - du gættede det - Aalborg.
Foto: Energistyrelsen
Er der virkelig så stor en forskel?
- En af de ting, man kan kritisere de her gængse CO2-udregninger for, er, at de ikke tæller CO2'en for forbruget og produktionen med. Hvis den bøf, jeg spiser i min lejlighed på Vesterbro er taget fra en jysk ko, er det ikke mig, der får skylden for udledningen. Køleskabet eller computeren, der er produceret i Asien, medregnes heller ikke i nuværende udregningsmodeller i Danmark.
Ifølge Christian Fertner er der en klar sammenhæng mellem indkomst og CO2-udledning. Altså hvis man tæller forbruget med. Og i og med, at vi i gennemsnit tjener flere penge i hovedstadsområdet, vil det sandsynligvis få tallene til at se anderledes ud.
Men det ændrer ikke på, at der er større potentiale for bæredygtighed i de tæt befolkede byer:
- Ved at gå sammen i større byer kan vi spare en masse på transport og infrastruktur. Centraliserede systemer kan være mere effektive, siger Christian Fertner.
Hvad kan vi gøre anderledes?
Christian Fertner medgiver, at det ikke er realistisk bare at proppe samtlige danskere ind i én stor by. Og at vi ikke kan få lige så effektiv offentlig transport ud i de tyndt befolkede områder.
- Ting som elcykler kan gøre en stor forskel de steder, hvor busser for eksempel ikke kan give mening. Og så kan det også gøre meget, hvis folk for eksempel får mulighed for at tage cyklen med i toget, så de selv kan cykle nogle få kilometer til og fra stationen, siger Christian Fertner.