Sofie på flugt fra ekskæreste efterlyste omvendt fodlænke: Nu er der grønt lys til forsøg
En forsøgsordning med omvendt fodlænke er klar til at blive iværksat. Justitsministeren oplyser ikke hvornår.
Regeringen er klar til at iværksætte en forsøgsordning med omvendt fodlænke.
Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S) til DR.
- Regeringen er enig med Folketingets partier om at iværksætte en forsøgsordning, som svarer til ordningen i Norge, hvor man bruger omvendt fodlænke til at beskytte ofre i den type sager.
Hummelgaard kan dog ikke oplyse, hvornår forsøgsordningen kan sættes i gang.
TV 2 Kosmopol har tidligere fortalt, at organisationer har lagt pres på for at få indført omvendt fodlænke.
Læs blandt andet, hvordan Sofie på flugt fra en voldelig ekskæreste argumenterer for en ordning med omvendt fodlænke.
Den omvendte fodlænke har til formål at beskytte ofre for vold og stalking.
En dommer fastlægger et område, som personen med fodlænken ikke må bevæge sig i.
Hvis personen bevæger sig ind i zonen, går en alarm hos politiet.
Betjentene vil først sørge for at bringe offeret i sikkerhed og dernæst anholde personen med fodlænken.
I over ti år har den omvendte fodlænke været i brug i Norge. I alt 105 personer har fået den på, og ingen af dem har forsøgt at nærme sig offeret. Det oplyser norsk politi til DR.
Brud på tilhold stiger
I september sidste år skrev Hummelgaard til Ritzau, at han var "glad for, at et enigt Retsudvalg er positiv stemt over for at se nærmere på muligheden for at indføre en lignende ordning i Danmark".
- Samtidig er det ingen hemmelighed, at vi står med et politi, der er gevaldigt presset på it-området. Det lægger begrænsninger på, hvad politiet kan iværksætte af nye projekter og tiltag, der kræver it-understøttelse.
- Det er vi desværre nødt til at tage højde for. Der er derfor fortsat en række forhold, vi skal have afklaret, inden vi træffer en beslutning, hed det dengang i mailen fra Peter Hummelgaard.
Sidste år viste tal fra Rigsadvokaten, som TV 2 fik indsigt i, at antallet af brud på tilhold fra 2017 til 2022 var steget med 145 procent.
Der blev i 2017 truffet fældende afgørelser i sager om 2976 forhold for brud på tilhold. I 2022 var det tal steget til 7296.
Tallene viste desuden, at 5587 ud af de 7296 overtrædelser i 2022 blev begået af 13 personer. Det vil sige, at de i gennemsnit havde brudt deres tilhold 430 gange.
Det var SF, der sidste år fremsatte et beslutningsforslag om at indføre en forsøgsordning med den omvendte fodlænke. Det fik opbakning fra et flertal af Folketingets partier.