Flere unge får slemme nerveskader efter lattergasmisbrug
Det mærker man blandt andet hos Giftlinjen, men også på afdelingen for Hjerne- og Nerveundersøgelser på Rigshospitalet, hvor Margrethe Bille er overlæge.
I årene før 2020 så Margrethe Bille maksimalt én ung om måneden komme ind med en svær nerveskade. Nu ser overlægen cirka en til to unge om ugen i alderen 16 til 25 år, der bogstavelig talt slæber sig ind på afdelingen.
- De unge, der kommer ind, har typisk gangbesvær, kraftnedsættelse og har svært ved at mærke underlaget. Nogle unge er så hårdt ramt, at de ikke kan holde på deres egen afføring eller vand. De er meget hårdt ramte, forklarer hun til TV 2 Kosmopol.