Støjforsker: Støj kan øge risikoen for kræft
Kræftens Bekæmpelse har fremlagt den seneste forskning om konsekvenserne ved at bo i støj, på et folkemøde i Albertslund. Støj kan øge risikoen for at få kræft, mener de.
I et hovedstadsområde kan det være svært at undgå støj. Alene trafikstøj er et stort problem, med mere end 295.000 støjbelastede boliger.
For nogle er det værst på jobbet, for nogle på turen hjem og andre må endda forsøge at sove sig igennem trafikstøj.
Den seneste forskning fra Kræftens Bekæmpelse peger på, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget trafikstøj man bliver udsat for og risikoen for at udvikle en række kræfttyper.
- For de tre kræftformer brystkræft, lymfekræft og tyktarmskræft har vi fundet, at der kan være en sammenhæng. Men det er kun ganske få studier, der peger i den retning lige nu. Vi mangler stadig grundigere studier for at kunne konkludere noget endeligt, siger seniorforsker Mette Sørensen.
Støj = blodpropper i hjertet
Kræftens Bekæmpelse lancerede sidste år et stort forskningsprojekt, hvor de håber at finde en afgørende konklusion på, om et liv i støj kan give kræft.
At støj kan påvirke vores helbred er dog slået fast. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, udkommer med en rapport 10. oktober, hvor de på baggrund af en række videnskabelige artikler konkluderer, at der er en klar sammenhæng mellem trafikstøj og blodpropper i hjertet.
Kræftens Bekæmpelses forskningsprojekt strækker sig over fire år og bruger 150.000 deltagere fra fire nordiske lande, herunder Danmark. Alle støjkilder bliver inddraget og man har fokus på kræftformerne bryst- og tarmkræft.
- Vi ved, at der er to mekanismer, der gør sig gældende. Trafikstøj om dagen kan udløse stress og genere os, og det ved vi kan påvirke vores helbred. Hvad vi tror er endnu vigtigere er nattestøj. Hvis man er udsat for trafikstøj om natten, kan man have svært ved at sove. og studier peger på, at vi har får mindre dybsøvn - eller drømmesøvn. Det kan have skadelig virkninger på kroppen, siger Mette Sørensen, seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse.
Det er cirka 30 procent af os, som hver dag er udsat for støj, der overskrider Miljøstyrelsens grænseværdier. Udover risikoen for kræft, vil de andre nordiske lande, som deltager i forskningsprojektet undersøge, om støj øger risikoen for blandt andet fedme og hjerte-kar sygdomme.
- En række studier antyder, at der kan være en sammenhæng mellem støj og de andre store folkesygdomme. For eksempel også forhøjet blodtryk og diabetes, men igen mangler der flere studier, siger Mette Sørensen.
Her er man udsat for støj i vores område:
Foto: TV 2 Kosmopol