Formand om mega-region: "Det er papir-tankegang og langt fra virkelighedens verden"
Formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden hilser ikke planerne om at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen velkommen.
- Jeg er bekymret over, at man vil laver en mega-region i hele øst-Danmark med næsten halvdelen af Danmarks befolkning. Jeg synes ikke, det rimer særlig meget på nærhed i sundhed og nærhed i demokrati.
Sådan lyder reaktionen fra Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.
- Man taler tit om, at politikere skal kunne møde vælgerne hen over køledisken. Og når en region består af næsten halvdelen af Danmarks befolkning, så skal det virkelig være en stor køledisk. Og det, synes jeg, sådan set er bekymrende. Det betyder også, at man fjerner noget af den lokale forankring i vores demokratiske kontrol af sundhedsvæsenet. Og det, synes jeg, også er en skam.
En af årsagerne til, at regeringen vil lave én stor region på Sjælland, er, at man vil dæmme op for de store problemer med at få flere læger ud i yderområderne. Det vil én stor region, dog ikke hjælpe på, mener formanden for Region Hovedstadens sundhedsudvalg.
- Men jeg synes da, det er et rigtig godt ønske. Jeg tror bare ikke, at det løser det. Jeg tror ikke, at der kommer flere læger til Region Sjælland af, at man får samme logo på uniformen, som man har i Region Hovedstaden i dag. Jeg tror rent faktisk, der er noget, der hedder geografi. Jeg tror også, der er noget, der hedder den måde, man har indrettet sundhedsvæsenet på. Det synes jeg, vi skal løse på andre måder.
- Jeg tror ikke, at løsningen er bare at lave en eller anden monsterstor region. Det tror jeg er lidt mere papir-tankegang, end det høre hjemme i virkelighedens verden.
Hverken formanden for Region Hovedstaden eller Region Sjælland ønskede at stille op til interview tirsdag aften.