Tilsyn advarede om sikkerhedsrisiko for ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup
Flere års negativ udvikling i psykiatrien med stigende arbejdspres har skabt en uholdbar situation, hvor ansatte ikke kan gå trygge på arbejde, lyder det fra foreninger efter knivoverfaldet på Psykiatrisk Center Glostrup.
Opdatering klokken 11.29:
Artiklen er opdateret med nye oplysninger, efter det er kommet frem, at den 41-årige har erkendt sig skyldig i drab og grov vold, og at den dræbte er en kvinde, der var mandens behandler.
Sikkerheden for medarbejderne på Region Hovedstadens psykiatriske centre halter.
Fem af Region Hovedstadens psykiatriske centre har fået påbud ved de seneste besøg fra Arbejdstilsynet.
Det skrev TV 2 Kosmopol i juni måned på baggrund af aktindsigter.
Fredag blev tre ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndbyøster stukket med kniv, hvoraf en person er afgået ved døden, mens en anden er alvorligt såret.
Og blandt de psykiatriske centre, som har fået påbud ved det seneste tilsyn, er netop Psykiatrisk Center Glostrup på Brøndbyøstervej.
Her skrev Arbejdstilsynet ved et besøg i marts måned, at der var risiko for medarbejdernes sikkerhed og sundhed på grund af for stort arbejdspres og arbejdsmængde.
Andre psykiatriske centre har ved de seneste kontrolbesøg fået strakspåbud, fordi medarbejderne ikke var sikrede effektivt nok mod vold, eller fordi der var for stor risiko for, at patienter kunne medbringe våben på afdelingerne.
Sådan lød dele af tilsynets vurdering ved regionens psykiatriske centre i København, Frederikssund og Ballerup. Ved sidstnævnte har der siden januar 2022 været 39 voldsepisoder.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Tilsynsrapporter på de psykiatriske centre i Region Hovedstaden
TV 2 Kosmopol fik i juni måned aktindsigt i de seneste tilsynsrapporter på følgende psykiatriske centre i Region Hovedstaden:
Psykiatrisk Center Ballerup
Psykiatrisk Center Glostrup – Brøndbyøstervej
Psykiatrisk Center København Administrationen
Psykiatrisk Center Nordsjælland Frederikssund
Psykiatrisk Center Sct. Hans
Alle centre har fået påbud fra Arbejdstilsynet. Nedenfor kan du læse hvorfor:
Psykiatrisk Center Ballerup: Her har de fået strakspåbud, fordi medarbejderne ikke er sikret effektivt nok mod vold og trusler. Siden januar 2022 har der været 39 voldsepisoder.
Psykiatrisk Center Glostrup: Her har de fået påbud, fordi der er risiko for medarbejdernes sikkerhed og sundhed på grund af for stort arbejdspres og arbejdsmængde.
Psykiatrisk Center København: Her er der for stor risiko for, at patienterne kan medbringe våben ind på afdelingerne. Derfor er der givet et strakspåbud.
Psykiatrisk Center Nordsjælland Frederikssund: Arbejdstilsynet vurderer, at risikoen for vold og trusler er for stor. Samtidig mener tilsynet ikke, at virksomheden i tilstrækkeligt omfang forebygger risikoen for vold. Derfor er der givet et påbud.
Psykiatrisk Center Sct. Hans: Her bliver medarbejderne udsat for grov mobning, seksuel chikane og fysiske krænkelser. Påbud er derfor givet.
En 41-årig mand er anholdt og sigtet for knivdrab og drabsforsøg ved Psykiatrisk Center Glostrup. Han er erkender sig lørdag formiddag skyldig i manddrab og i grov vold efter overfaldet på psykiatriafdeling.
Den dræbte er en kvinde, som var mandens behandler.
- En fuldstændig uholdbar situation
Det er en velkendt problematik, at arbejdsforholdene i psykiatrien er kritisable, og at medarbejderne er pressede. Det er med til at skabe potentielt farlige situationer.
Det siger Jane Alrø Sørensen, generalsektrær i Bedre Psykiatri – der er en forening for pårørende til mennesker med psykisk sygdom – i et interview med TV 2 News lørdag morgen.
- Gennem de seneste mange år har vi oplevet en uforholdsmæssig udvikling i patienter med brug for hjælp holdt op mod antallet af medarbejdere til rådighed. Der er ikke ordentlig tid til patienterne og til at gøre arbejdet ordentligt. Under de forhold opstår de farlige situationer – og det har vi brug for at ændre, siger hun.
Jane Alrø Sørensen påpeger, at Arbejdstilsynet flere gange – og ikke kun for nylig - har været efter landets psykiatriske afdelinger, blandt andet dem i Region Hovedstaden.
- Det står klart, at vi har massive problemer i psykiatrien. Vi har en presset psykiatri, hvor patienter ikke får den behandling, de har brug for og krav på, og hvor personale ikke kan gå trygge på arbejde. Det er en fuldstændig uholdbar situation, siger Jane Alrø Sørensen.
Hun påpeger, at Arbejdstilsynet flere gange – og ikke kun for nylig - har været efter landets psykiatriske afdelinger, blandt andet dem i Region Hovedstaden.
- Med livet som indsats
Hun bakkes op af Mia Kristina Hansen, der er formand i landsforeningen for psykisk sundhed, Sind.
Sind-formanden understreger, at det er på tide, at der bliver taget bedre hånd om arbejdsvilkårerne på bosteder og psykiatriske afdelinger:
- Jeg oplever, at der er nogle arbejdsvilkår i psykiatrien, der gør, at man som ansat går på arbejde med livet som indsats. Og det er det, jeg er nervøs for, der er sket i det her tilfælde, siger hun til TV 2.
Spørger man Mia Kristina Hansen ville det først og fremmest være en uvurderlig hjælp, hvis der var flere ansatte og flere sengepladser i psykiatrien.
- Så man ikke har travlt og har tiden til patienterne. Men også så patienterne kan være indlagt i den tid, de har brug for.
Du taler igen om patienterne, men er der noget, du i det daglige savner af forholdsregler og sikkerhedshensyn?
- Ja, det er der faktisk. At ledelsen, ikke bare ens nærmeste leder, men den øverste ledelse, sørger for, at der er nogle bedre arbejdsvilkår. At de lytter til medarbejderne, når de giver udtryk for, at de er utrygge og nervøse, siger hun og uddyber:
- Man bliver ikke altid taget alvorligt af ledelsen. Man får at vide, at det er arbejdsvilkårene, og sådan er det bare.
For Mia Kristina Hansen ripper fredags knivdrab op i ubehagelige minder. Sind-formanden var selv ansat på bostedet Lindegaarden i Roskilde i 2016, hvor en kollega også blev knivdræbt.
Field’s-skyderi har ikke ændret noget
Forholdene i psykiatrien fik især fornyet bevågenhed i kølvandet på skyderiet i Fields i sommeren 2022, hvor det kom frem, at gerningspersonen havde været tilknyttet Region Hovedstadens psykiatri.
Gerningspersonen var således blevet afvist i psykiatrisk specialtilbud målrettet unge med skizofreni og psykose. Det kom også frem, at den 23-årige mand havde været en slags kastebold mellem 13 forskellige behandlere på Psykiatrisk Center Amager, og at han på selve dagen for skyderiet havde ringet forgæves til en psykiatrisk kriselinje.
Sagen skabte stor debat om forholdene i psykiatrien, hvorefter politikerne afsatte en halv milliard kroner til at løfte psykiatrien.
Men spørger man overlæge på Psykiatrisk Center København og professor Merete Nordentoft, der sad med i den task force, der efter tragedien Field's rettede kritik af psykiatrien i Region Hovedstaden, er der forsat ikke sket nogle reelle forbedringer på området.
- Der er jo gået et år, og der er ikke sket nogen ændringer. Det synes jeg roligt, man kan sige, har Merete Nordentoft tidligere udtalt.
- Der er folk, der overvejer at holde op med at arbejde i psykiatrien. Der er folk, der rapporterer, at de synes, at de har vanskelige arbejdsforhold. Det er jo, fordi det er en meget presset psykiatri, hvor vi har brug for flere ressourcer, sagde Merete Nordentoft i juni måned til TV 2 Kosmopol.
Den 41-årige mand, der er sigtet efter knivstikkeriet ved Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndby, bliver fremstillet ved et grundlovsforhør ved retten i Glostrup klokken 11 lørdag. Han sigtes for drab og drabsforsøg.
Knivstikkeriet skete ved Retspsykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej. Her er patienterne ikke indlagt, men kommer for at modtage ambulant behandling, som de er blevet dømt til at modtage, fordi de har begået kriminalitet.