Måtte lukke for levering: Wolt vælter sig i dårlige anmeldelser
Kunder, der bestilte mad via Wolt nytårsdag, er utilfredse med servicen. Virksomheden undskylder.
Dunkende hovedpine og uoverskuelige tømmermænd efter gårsdagens nytårsfest er ikke noget, der rimer på madlavning.
Derfor var der rigtig mange danskere, der valgte at pleje tømmermændene ved at bestille mad via platformen Wolt nytårsdag.
Men hvis du klikker ind på Trustpilot, finder du en lang række dårlige anmeldelser fra utilfredse kunder, der ikke er tilfredse med den service, de har fået.
”Maden blev aldrig leveret. Buddet havde problemer med cyklen, hvilket sker ofte, og dårlig hjælp fra support”, er der blandt andet en bruger, der skriver.
En anden bruger fik rent faktisk sin mad, men det tog lang tid, og da maden endelig kom frem, manglede en del af bestillingen.
”Nytårsdag forventer man, at en butik som Wolt har travlt. Men når ordren er over en time forsinket, iskold og halvdelen af ordren også mangler, så er man færdig med dem. Wolt lagde ovenikøbet et travlhedsgebyr på 10 kroner oveni. Det er decideret frækt”, skriver en anden bruger.
Foto: Trustpilot
Wolt: Undskyld
TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Wolt, som undskylder over for de kunder, der har haft en dårlig oplevelse.
Ifølge dem skyldes det en kombination af travlhed og svære vejrforhold med blæst og regn.
- Vi havde den største dag i Wolt Danmarks historie, og vi blev nok lidt overvældet over efterspørgslen på dagen, skriver Wolts presseansvarlige i Danmark, Mikkel Tofte, til TV 2 Kosmopol.
- Med vejret in mente og den ekstreme travlhed, vi oplevede, er det måske at forvente, at nogle ordrer ikke lever helt op til folks forventninger. Det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke har formået at gøre alle kunder glade, forklarer han.
Spørg Os
Hvad undrer du dig over i hovedstadsområdet? Stil dit spørgsmål her +_
Måtte lukke for leveringer
Faktisk kom der i perioder så mange bestillinger, at de flere gange måtte lukke for leveringer i København.
- Vi havde så travlt, at vi i enkelte perioder måtte lukke ned for leveringer i København. Det er meget usædvanligt, men også svært at forudse, fortæller Mikkel Tofte.
- For selv hvis vi læner os op ad sidste års efterspørgsel, så var dagen i går travl - to-tre gange mere travl end på en klassisk supertravl dag, siger han.
Vil evaluere i de kommende dage
Wolt vil nu undersøge, hvordan de kan være bedre rustet, hvis de i fremtiden kommer ud for en lignende situation.
- Vi kan kun undskylde, hvis der er kunder, som har følt, at vi ikke levede op til deres forventninger, siger Mikkel Tofte.
- Vi laver en større analyse internt de kommende dage for at forstå, hvordan vi kan blive endnu bedre til at håndtere den største travlhed og det dårligste vejr på en og samme dag, slutter han.
Du kan læse hele Wolts skriftlige svar i faktaboksen forneden:
Wolts svar til utilfredse kunder
Vi havde den største dag i Wolt Danmarks historie, og vi blev nok lidt overvældet over efterspørgslen på dagen. Med vejret in mente og den ekstreme travlhed, vi oplevede, er det måske at forvente, at nogle ordrer ikke lever helt op til folks forventninger. Og det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke har formået at gøre alle kunder glade på den dag på året, hvor vi ved, at de har ekstra meget brug for vores hjælp til at komme gennem dagen.
Vi havde så travlt, at vi i enkelte perioder måtte lukke ned for leveringer i København. Det er meget usædvanligt, men også svært at forudse.
For selv hvis vi læner os op ad sidste års efterspørgsel, så var dagen i går travl - to-tre gange mere travl end på en klassisk supertravl dag.
Vi kan kun undskylde, hvis der er kunder, som har følt, at vi ikke levede op til deres forventninger. Vi lykkedes med at leve op til nogle ambitiøse målsætninger på dagen, så vi for eksempel var under 40 minutter i gennemsnit fra ordren blev modtaget, til den var leveret. Og i mere end 90 procent af tilbagemeldingerne, som vi modtog direkte fra kunder i app’en, var der tilfredshed med vores indsats.
Vi laver en større analyse internt i de kommende dage for at forstå, hvordan vi kan blive endnu bedre til at håndtere den største travlhed og det dårligste vejr på en og samme dag.