Kilovis af tøj efterlades i Københavns metro - havner i genbrugsbutik i Rødovre
Efterladt tøj i den københavnske metro havner på et hittegodskontor. Hvis ikke det bliver afhentet i løbet af 30 dage, kommer det til salg i en genbrugsbutik på den københavnske vestegn. Det sker via en ny samarbejdsaftale.
Huer og hatte, regntøj og joggingbukser, bøger og headsets.
Hver dag bliver der efterladt tøj og andre personlige ejendele i metroen, som medarbejdere samler sammen og indleverer på et hittegodskontor.
Men her er mange af de glemte sager ofte endt med at strande.
Det skal der laves om på, og derfor har Metro Service - der er metroens driftsafdelingen - indgået en aftale med den sociale hjælpeorganisation Blå Kors, sådan så hittegodset nu kommer tilbage i omløb.
- Alternativet var jo, at vi smed det hele ud, og det røg til forbrændingen. Og det ville jo være synd, hvis der kan laves nogle penge ud af det, siger Jan Brauner, der er relations manager hos Metro Service.
Derfor havner efterladt tøj fra metroen nu i Blå Kors' genbrugsbutik i Rødovre.
Faktisk modtager de hver måned omkring 25 kilo glemte sager Metro Service.
- Vi er jo rigtig, rigtig glade for det her, fordi på den måde har vi hele tiden friske varer, som kan tiltrække nye kunder, så vi kan hjælpe endnu flere mennesker, der har det svært, siger Thomas Røddik Korneliussen, der er kommunikationschef hos Blå Kors.
Foto: Katrine Angel/TV 2 Kosmopol
Fra hittegods til genbrug
Glemmer man personlige ejendele i metroen, registrerer og opbevarer Metro Service genstandene på kundeservicekontoret i Ørestad.
Er der tale om værdigenstande, sendes disse efter mindst 14 dage videre til politiets hittegodskontor.
Er der tale om tøj eller lignende glemte sager, opbevarer Metro Service disse i 30 dage, hvorefter det altså ryger videre til Blå Kors' genbrugsbutik på Islevbrovej 24 i Rødovre.
- Vi vil gerne gøre så meget som muligt for udsatte. Derfor giver det mening, at vi giver Blå Kors mulighed for at sælge det i deres butikker, siger Jan Brauner fra Metro Service.
- Samarbejdet giver os mulighed for at understøtte nogle af de børn og unge, som har det allersværest i hovedstadsområdet. Og det er vi rigtig glade for, lyder det fra Thomas Røddik Korneliussen fra Blå Kors.
Foto: Metro Service
Letbanen kan sende mere tøj til genbrugsbutik
Aftalen mellem Blå Kors Danmark og Metro Service har kørt siden årsskiftet, hvorfor parterne nu gør status på samarbejdet.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Indtil videre har det været succesfuldt, lyder det - og i fremtiden kan endnu flere kilo tøj og andre glemte sager fra kollektiv trafik ende med at komme til salg i genbrugsbutikken i Rødovre.
Metro Service står for vedligehold og drift af den københavnske metro, og når Letbanen åbner langs den Københavnske vestegn og nord for byen, er det også med Metro Service som ansvarlig for drift og vedligehold.
Blå Kors Danmark hjælper udsatte børn, unge og voksne i Danmark. Hjælpeorganisationen har i alt 55 genbrugsbutikker i Danmark.