Skoler skrotter vikartimer for at spare: Far frygter lærerløse timer
Økonomien i Rødovre Kommune er så presset, at politikerne har besluttet en drastisk spareplan for resten af året.
- Kære forældre. Rødovre Kommune befinder sig i en svær økonomisk situation…
Sådan begynder et brev til forældre til elever på kommunens seks folkeskoler.
På grund af budgetoverskridelser skal sparekniven svinges på skoleområdet. Det betyder et totalt stop for ansættelser og brug af vikarer, og at aktiviteter som ture ud af huset vil blive sløjfet, står der i brevet.
Besparelserne gælder for resten af året.
En af de mange forældre, der har modtaget brevet, er Kasper Møller. Han har en søn i femte klasse og hæfter sig især ved, at der ikke vil blive kaldt vikarer ind, hvis en lærer bliver syg.
- Jeg er chokeret over, at man skal skære så dybt i velfærden, at man ikke længere kan bruge vikarer i skolerne, siger han til TV 2 Kosmopol.
For eleverne i 6. til 9. klasse vil vikaren blive erstattet af onlineundervisning, står der i brevet, mens det er mere uklart, hvordan det skal håndteres i de mindre klasser.
- Jeg frygter for de konsekvenser, det kan få for børnene, hvis de skal sidde i klasserne uden lærere og vikarer. Jeg savner lidt forklaring på, hvad det egentlig kommer til at ske.
Baggrunden for de drastiske sparetiltag er, at kommunen forventer at overskride budgettet for 2023 med 97 millioner kroner.
”Vi har set os nødsaget til at bremse op”
Men det er ikke kun på skoleområdet, at det økonomiske bælte skal strammes.
I hele kommunen er der ansættelsesstop, stop for brug af vikarer og generel økonomisk tilbageholdenhed resten af året. Det har økonomiudvalget vedtaget i sidste uge.
Det går ud over daginstitutioner, plejehjem og øvrige jobs i kommunen.
Selvom det ikke er en behagelig beslutning, så har det været det eneste at gøre, lyder det fra medlem af økonomiudvalget:
- Vi kan se, at vores budgetter skrider. For at det ikke løber helt løbsk, og det ender med en for lav kassebeholdning, har vi set os nødsaget til at bremse op, siger Kim Drejer Nielsen (K) til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Rødovre Kommunes sparetiltag:
Ansættelsesstop ved ledige eller nye stillinger. Mulighed for begrænset fleksibilitet, som kun kan fraviges ved konkret vurdering på direktørniveau.
Vikarstop, hvilket betyder et totalt stop for brug af vikarer. Også her mulighed for fravigelse efter konkret vurdering af behovet på direktørniveau.
Tilbageholdenhed ved større indkøb og dispositioner, som ligeledes kun kan fraviges efter konkret vurdering af behov på direktørniveau.
Generel tilbageholdenhed. Eksempelvis undlade kompetenceudviklingsforløb.
Fokus på at sikre en hurtig hjemtagelse af indtægter på områder med mellemkommunal afregning. Analyser af forbrugsmønsteret i 2023 tyder på, at der i forhold til tidligere år er sket en markant mindre hjemtagning af mellemkommunale betalinger. På samme tidspunkt i 2022 var der hjemtaget for 83 mio. kr., mens der i år er hjemtaget 23 millioner kroner.
Kilde: Rødovre Kommune
Han peger på, at det især er voksende udgifter på det specialiserede børne- og voksenområde samt større investeringer i skoleudbygninger, der er skyld i budgetoverskridelserne.
Kan gå ud over børn med særlige behov
For forældre som Kasper Møller er der ikke så meget at stille op end at vente og se, hvordan de kommende måneders skolegang vil blive.
- Rødovres skoler er i forvejen pressede, så jeg kan da blive bekymret for udsigterne, siger han.
Og der kan være grund til bekymring. For selv hvis andre lærere på skolen forsøger at dække ind ved sygdom i de mindre klasser, så vil det betyde flere elever per lærer.
- Vi har allerede stigende klassekvotienter, så i de tilfælde vil det lægge et yderligere pres på den ansvarlige lærer, siger Bo Birk Nielsen, der er psykolog og lektor ved læreruddannelsen UCN, og som har speciale i børn og unges trivsel i skolen.
For de 6.-9.-klasser, der skal sidde og lave onlineundervisning uden en voksen til stede, vil det også få konsekvenser.
- Onlineundervisninger er bedre end ingenting, men en lærer vil være det bedste.
- En lærer kan give feedback og hjælpe med opgaver, der er svære. Rigtig meget læring er båret af noget relationelt mellem lærer og elever, siger Bo Birk Nielsen.
Han kan især frygte, at det er de børn, der i forvejen har det svært, som taber ved lærerløs onlineundervisning:
- Børn med særlige læringsbehov vil få svært ved at sidde alene med et onlinemateriale.
Formand for Danske Skoleelever ser heller ikke positivt på Rødovre Kommunes spareplan:
- Jeg er bekymret for, om man går på kompromis med kvaliteten af undervisningen. Onlineundervisning kan ikke det samme som en lærer, der har en vigtig rolle i at understøtte det faglige og facilitere en god klassekultur, siger formand Laura Poulsen.
Kan flytte børn fra ressourcestærke hjem
Kim Drejer Nielsen (K) fra økonomiudvalget indrømmer, at spareøvelsen kan få betydning for kvaliteten på kommunens skoler:
- Det er hamrende svært at få skolen til at hænge sammen uden vikarer, men vi ved ikke, hvordan vi ellers skal gøre, siger han og fortsætter:
- Kan vi være det bekendt? Dybest set kan vi ikke. Vi har en forpligtelse til kvalitet i folkeskolen, og det er klart, hvis rammerne bliver for stramme, så bliver det sværere at leve op til.
Kan det her være med til at skubbe flere børn fra ressourcestærke hjem væk fra folkeskolen?
- Det kan sagtens være. Jeg kan godt forstå, at man som forælder kan stille sig uforstående. Jeg håber, det er forbigående, og at vi fra næste budgetår kan starte på en frisk. Og at de ressourcestærke forældre ser tiden an, siger han.
Rødovre Kommune har fremlagt spareforslag til budgetåret 2024.
Budgetforslaget indeholder forslag til besparelser for omkring 172 millioner kroner.