Deres datter døde på sin jordomrejse - nu roser de deres hjemby
Forældrene til den unge danske kvinde, der tilbage i november døde under et ophold i det sydøstasiatiske land Laos, sender nu en stor tak til hele deres hjemby.
Det skriver Sjællandske medier.
De har nemlig mødt en overraskende stor grad af støtte og sympati fra borgerne i Roskilde, hvor de bor.
- Jeg er bare taknemmelig for at bo i verdens største lille by. Det er virkelig overvældende så mange, som har tænkt på os, krammet os, sendt blomster, kort, beskeder. Det havde jeg virkelig ikke ventet. Men det siger måske også noget om, hvem Anne Sofie var, fortæller hendes far Didier Coyman til Sjællandske Nyheder.
deres datter, Anne-Sofie Ørkild Coyman, blev erklæret død den 13. november - formentlig af metanolforgiftning.
Hun blev begravet fra Roskilde Domkirke den 7. december.