Roskilde Festival vil være bedre til at genbruge

Genanvendelse og genbrug er i fokus på Roskilde Festival. Det sørger en række tiltag for, siger talsperson.

Lørdag ankom de første gæster til Roskilde Festival.

I år skal en række initiativer sikre, at mængden af restaffald bliver mindre, og at flere ting bliver genanvendt eller genbrugt.

Det er noget, som festivalen ikke har været god nok til tidligere, siger chefen for deltagerdivisionen, Henrik Bondo.

- Vores affaldsmængder er blevet mindre gennem årene. Men vi har ikke været så gode til at få genanvendelsesprocenten op på det affald, der er tilbage, siger han.

- Det er det, som vi massivt forsøger at gøre noget ved, tilføjer han.

Nyt sorteringssystem

Et af initiativerne indebærer 250 frivillige, der fra søndag til mandag skal sortere alle efterladte ting med henblik på at få genanvendelses- og genbrugsprocenten op.

130.000 personer gæster Roskilde Festival, hvis område svarer til 350 fodboldbaner. Det gør Roskilde til Danmarks fjerdestørste by i perioden målt på antal indbyggere.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Og det giver festivalen et ansvar, når det kommer til sortering af affald.

- Vi har et særligt fokus på at klæde vores deltagere og frivillige på til at få sorteret mest muligt flest steder, siger Sanne Stephansen, der er bæredygtighedschef hos Roskilde Festival.

Det er blandt andet et nyt sorteringssystem til deltagerne, som de kan bruge i deres lejr. De skal sortere ligesom derhjemme i fire forskellige affaldstyper.

Skal kunne mærkes på CO2-kontoen

Roskilde Festival fortsætter derudover sit initiativ fra 2022, hvor overnattende deltagere kan leje campingudstyr.

Det skal være med til at nedbringe engangsbrug. Og i år kommer det til at kunne mærkes på CO2-kontoen. Der er nemlig ikke i samme grad behov for at købe nyt udstyr.

- Man kan sige, at vi tog hele den negative påvirkning af produkterne sidste år. Så det er en positiv påvirkning, at vi ikke producerer nyt, men sørger for at få det lejet ud igen, siger Sanne Stephansen.

- Og genbrug skal være bedre end engangsforbrug, understreger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik