To unge mænd overfaldet på grund af klistermærke
Natten til søndag blev to mænd udsat for vold af to yngre fyre på Roskilde Station. Angiveligt på grund af et fodboldklistermærke, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
x
Søndag nat modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra et vidne om, at to unge mænd var i færd med at overfalde to andre unge mænd, der ellers sad afventende på en perron på Roskilde Station. Lidt efter forsvandt alle fire mænd i tunnelen under jernbanesporene.
Flere patruljer blev sendt til stationen, og i tunnelen fik politiet kontakt til alle fire mænd. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en døgnrapport.
På stedet oplyste to mænd på henholdsvis 18 og 19 år fra Roskilde, at de var blevet overfaldet af de to andre både på perronen og igen nede i tunnelen. Det fik politiet til at foretage en anholdelse af de to andre.
Der var tale om en 17-årig mand fra Roskilde Kommune og en ung mand på blot 16 år fra Hvidovre.
De to mænd blev mistænkt for at have begået vold på de to forurettede.
Fodboldklistermærke skyld i vold
Ifølge de forurettede, som var lettere påvirket af alkohol, var årsagen til overfaldet et fodboldklistermærke, de havde sat op i gangtunnelen, da de vi på vej op på perronen.
Det havde de to anholdte set, og da de ikke brød sig om det, henvendte de sig til de to forurettede på perronen. De forurettede forklarer politiet, at de herefter blev tildelt diverse slag på perronen, hvorefter de blev tvunget til at fjerne klistermærket i tunnelen.
Konflikten stoppede dog ikke der.
Overfaldet fortsatte i gangtunnelen, og ejeren af klistermærkerne blev truet til at udlevere dem, inden politiet var nået frem.
Forsøgte at flygte
Da politiet nåede frem, efter at have modtaget anmeldelsen klokken 01:48, forsøgte overfaldsmændene at flygte, men politiet var til stede i begge ender af gangtunnelen og kunne derfor anholde de to.
De anholdte var begge pinligt ædru og blev sigtet for overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser. For den 17-åriges vedkommende var de sociale myndigheder tilstede under afhøringen. Under anholdelsen var han også i besiddelse af en arbejdskniv, så derfor fik han en sigtelse for overtrædelse af knivloven oveni hatten.
De anholdte blev dog løsladt sidst på natten.
Politiet efterforsker fortsat sagen.