27-årig sigtet for knivdrab
Det oplyser Nordsjællands Politi, som siden i går aftes har efterforsket sagen.
I en pressemeddelelse siger politiet, at det endnu er for tidligt at sige, om der er grundlag for at fremstille den 27-årige i grundlovsforhør. To øvrige mænd på 20 og 21 år har ligeledes været anholdt, men er løsladt efter endt afhøring.
Drabet skete mandag mellem klokken 22.40 og 23.15 ved Søndervangshallen i Birkerød, og politiet vil gerne høre fra vidner eller andre, som har oplysninger om hændelsen.
- Både den afdøde og den 27-årige anholdte er begge kendt af politiet, og vi efterforsker sagen ud fra en primær hypotese om, at der er tale om et internt opgør i det kriminelle miljø. Der er således ikke noget, der tyder på, at drabet er relateret til den aktuelle bandesituation, siger Rolf Hoffmann, politikommissær og efterforskningsleder, Nordsjællands Politi.