Skolevikar var mistænkt for voldtægt af elev - Nu er sagen droppet

Det fik stor opmærksomhed, da en mand blev sigtet for overgreb på skole i Birkerød. Sagen mod ham er nu droppet.

Det vakte harme og tiltrak sig stor opmærksomhed, da en mand i 20'erne blev sigtet for at have begået overgreb på en nordsjællandsk skole.

Manden, der havde været vikar, blev sigtet for voldtægt af en mindreårig elev, og senere blev sigtelserne mod ham udvidet på grund af en konkret mistanke om flere overgreb begået på en anden af skolens afdelinger.

Men sagen mod manden er nu droppet.

Det bekræfter specialanklager Bente Schnack tirsdag over for Ritzau.

- Den er påtaleopgivet. Der kunne slet ikke føres bevis for det, siger hun.

Der er ikke beviser for, at manden skulle have begået seksuelle overgreb på nogen af skolens afdelinger.

- Alt er sluttet der, siger specialanklageren.

Manden er dog stadig sigtet i en anden sag, som ifølge Nordsjællands Politi ventes afgjort som en tilståelsessag i august. Den handler ifølge anklageren ikke om sagerne med Søholmskolen.

Varetægtsfængslet for voldtægt

I september sidste år blev manden på 27 år varetægtsfængslet for voldtægt af en pige under 15 år.

Overgrebet skulle have fundet sted på Søholmskolens afdeling Bistrup i Birkerød, og senere blev sigtelsen mod manden udvidet til også at omhandle overgreb begået på skolens Toftevang-afdeling.

Den 27-årige lærervikar havde sendt beskeder af flirtende karakter til sine elever, afslørede TV 2 dengang. 

- Han begyndte at følge både mig og mine veninder på Instagram og Tiktok og likede vores ting. Jeg synes, at det var vildt mærkeligt, fordi han var jo vores lærer, siger pigen, der optræder anonymt af frygt for repressalier fra den sigtede.

- Jeg fandt også ud af, at han skrev privat og flirtende til nogle, som er meget, meget yngre end ham. Der følte jeg for alvor et stort ubehag, fortalte en 17-årig pige, der gik ud af Søholmskolen i 2022.

Sagen mod lærervikaren

  • En 27-årig mand blev sigtet og varetægtsfængslet for at have begået et overgreb mod en pige under 15. Ifølge TV 2s oplysninger skete det i sommeren 2022.

  • Han var desuden sigtet for vidnetrusler ved at have truet pigen til ikke at fortælle noget om overgrebet til nogen.

  • Ifølge Sjællandske Medier nægtede manden sig skyldig i grundlovsforhøret 14. september.

  • Efterfølgende blev undersøgelsen mod den 27-årige mand udvidet grundet en "konkret mistanke" om flere overgreb.

  • To ledere fra skolen blev hjemsendt, da de havde et ledelsesansvar på tidspunktet for overgrebet i 2022 – de var hjemsendt, mens forløbet i sagen blev undersøgt.

  • Der har været gennemført børnesamtaler med udvalgte klasser på Toftevang-afdelingen.

  • Der har været gennemført informationsmøder med forældrene fra Søholmskolen. Her var Nordsjællands Politi, kommunaldirektøren og skolelederen også til stede.

  • Den 2. juli 2024 blev sagen mod lærervikaren droppet, da der ikke kunne føres bevis for anklagerne.

Advokatundersøgelse kritiserede skoleledelsen

Senere samme måned oplyste Rudersdal Kommune, at den oprettede en hotline og havde bedt et advokatfirma om at igangsætte en advokatundersøgelse.

Kommunaldirektør Birgitte Lundgren kaldte det "en meget ulykkelig og frygtelig sag" og sagde, at det fulde omfang endnu ikke var kendt.

Undersøgelsen skulle se på skoleledelsens og kommunens håndtering af den tidligere vikars mulige krænkelser og overgreb på "en række elever".

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

I januar kunne kommunen oplyse i en pressemeddelelse, at advokatfirmaet Poul Schmidt rettede kritik af den daværende ledelse på Søholmskolen for ikke at have handlet tilstrækkeligt på indberetninger fra elever, forældre og medarbejdere om vikarens formodede upassende opførelsen.

Men ledelsens handlemåde var ifølge advokatfirmaet ikke i strid med straffeloven og burde således ikke politianmeldes.

Kommunens forvaltning havde ifølge advokatundersøgelsen i meget begrænset omfang fået information om vikarens adfærd, og den havde handlet tilstrækkeligt.

Dog skulle den have fulgt bedre op på beredskabsplaner, lød det i konklusionen i januar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik