Inga og Niels Peter gift i 60 år: "Unge nappes lidt og så bliver de skilt"
Et ægtepar fra Solrød kunne efter 60 års ægteskab og med livslang kærlighed til hinanden fejre diamantbryllup.
Inga og Niels Peter Chrisensen har fået et helt særligt brev i postkassen på en helt særlig dag.
Mandag var det 60 år siden, at de blev gift, og dermed kunne de fejre diamantbryllup.
- Det er en livslang kærlighed. Det synes jeg, siger Niels Peter Chrisensen.
- Ja, det vil jeg godt skrive under på, siger hans hustru gennem 60 år.
Brevet kom fra selveste Dronningen med en lykønskning til parret. Og ikke nok med en royal besked, så fik parret også Solrøds borgmester på besøg.
- Det er da en rigtig, rigtig stor dag for os. Alene det at være gift i 60 år, det er noget, der skal fejres, siger Inga.
Foto: TV 2 Lorrry
Et spring for livet
De var bare 17 og 18 år gamle, da de i 1956 mødtes for første gang på en lille danserestaurant.
Foto: TV 2 Lorrry
- En af gutterne skulle ned og danse med hende. Så sprang jeg over et gærde, der var inde i restauranten og kom først, siger Niels Peter Chrisensen.
Et spring for livet - på den gode måde.
Sammen har de fået børn - og nu også børnebørn.
- Det bedste har været at blive forældre. Det er en oplevelse hver gang. Vi har haft en stor sorg og mistet en søn, men det at blive forældre er nu noget af det bedste, siger Inga Christensen.
Diamant, krondiamant og jern i år
- I 2018 kommer 4.000 ægtepar til at fejre diamantbryllup efter 60 års ægteskab.
- 1.100 kan fejre krondiamantbryllup efter 65 års ægteskab.
- 110 ægtepar kan fejre jernbryllup efter 70 års ægteskab i 2018.
Hemmeligheden bag et langt ægteskab
Siden 1956 har de holdt sammen i tykt og tyndt:
- Det har været op og ned ligesom i alle ægteskaber, hvor man tager nogle ture en gang imellem. Sådan går det jo bare. Vi er aldrig rendt fra hinanden trods alt. Vi har hele tiden sloges for at komme videre, hvis der har været nogle problemer, siger Inga Chrisensen.
Hendes ægtemand har en opsang til de unge.
- Unge mennesker i dag, de kommer til at nappes lidt, og så bliver de skilt dagen efter. Jeg tror, de skal tænke sig lidt om og så finde ud af det, siger han.
Har I aldrig nappet lidt?
- Jo, det er logik for burhøns, siger han.
Foto: TV 2 Lorrry