Jonas Ring Madsen (S) er ny borgmester i Solrød, og dermed må Venstres Niels Hörup overdrage borgmesterkæden, som han ellers har siddet med siden 2006.
Og i det hele taget er der en Venstre-bastion, der er faldet.
Det står klart efter nattens forhandlinger, hvor der faldt en aftale på plads omkring klokken 04.
Her blev der indgået en tværpolitisk konstituering mellem Socialdemokratiet, VoresSolrød, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og HavdrupListen, hvilket altså betød, at magtskiftet i Solrød var en realitet for første gang siden kommunesammenlægningen i 1970.
- Jeg er selvfølgelig lykkelig for at blive borgmester. Men man skal stadig huske på, at det stadig er de andre partiers fortjeneste, at dette overhoved har kunnet lade sig gøre, siger kommende borgmester Jonas Ring Madsen til TV 2 Lorry.
I forbindelse med konstitueringen blev Liberal Alliances Emil Blücher udpeget som viceborgmester, mens Christian Nyholm fra VoresSolrød blev 2. viceborgmester.
Den helt nye lokalliste VoresSolrød har især vist sig at have afgørende indflydelse i konstitueringen, efter de opnåede at blive kommunens tredjestørste parti med 16 procent af stemmerne.
Nattens valgresultat blev også en hård omgang for Venstre og borgmester Niels Hörup, der blev næsten halveret i stemmetal.
Han deltog derfor også kun kortvarigt i nattens forhandlinger, inden han forlod rådhuset.
Derudover mistede SF deres mandat, mens det ikke lykkedes Enhedslisten at blive valgt ind.
_