Billigere boliger eller lavere skatter: Hvordan hjælper vi førstegangskøberne?
Det er blevet sværere at komme ind på boligmarkedet, særligt som førstegangskøber. Hvad vil politikerne gøre ved det? Læs svarene her.
Det er ikke nemt at komme ind på boligmarkedet, som situationen er i dag.
Boligpriserne står til at falde, men det er ikke en gratis omgang. Det skyldes den høje rente, de høje energipriser og inflationen, som gør, at køberne simpelthen ikke har økonomi til at købe de boliger, de kunne før.
Ifølge Jørgen Munksgaard Rasmussen, ekspert i boligøkonomi hos Videncentret Bolius, skal købere i dag være indstillet på, at de nok ikke vil kunne sælge boligen til den samme pris om to år.
- Man skal være mentalt forberedt på, at man kommer til at tabe penge på det, sagde han til TV 2 Lorry i september.
Hvad vil politikerne gøre?
Situationen på boligmarkedet har fået Susanne Gamborg fra Lejre til at skrive til TV 2 Lorrys Spørg Os.
Hun vil høre, hvordan politikerne vil gøre det lettere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet.
Susanne Gamborgs spørgsmål bliver fredag taget op til valgdebat, hvor Pelle Dragsted (EL), Christina Sade Olumenko (ALT), Kenneth Kristensen Berth (DF) og Steffen Frølund (LA) er inviteret i studiet for at diskutere forholdene på boligmarkedet.
Du kan se alle partiers svar på hendes spørgsmål her. Tryk på billedet af politikeren for at se, hvad de har svaret.
Moderaterne har ikke ønsket at stille op til interview og henviser i stedet til deres hjemmeside, hvor deres politik er beskrevet.
Flere kandidater peger på, at løsningen indebærer flere betalbare boliger i københavnsområdet.
Niels Peder Ravn fra Nye Borgerlige mener, at der mangler mindre boliger i hovedstaden, da mange af de københavnske lejligheder gennem tiden er blevet slået sammen, og det gør det sværere for førstegangskøbere at betale for dem.
- Jeg synes, vi skal sikre, at der bliver bygget nye ejerboliger, siger han og understreger, at han ikke mener, at det er en menneskeret at bo billigt centralt i København.
Også Enhedslistens Pelle Dragsted mener, at der skal bygges flere betalbare boliger i stedet for "dyre, private udlejningsboliger".
- Vi ser gerne, at mindst 50 procent af boligerne i nybyggerier er almene eller andre betalbare boliger, siger Pelle Dragsted.
Christina Thorholm (RV) og Kenneth Kristensen Berth (DF) peger også på de manglende billige boliger. Sidstnævnte vil give kommunerne mulighed for at stille krav til, at der skal bygges flere ejerboliger.
- I dag kan de ikke stille sådan et krav, med mindre grunden er kommunal, forklarer Kenneth Kristensen Berth.
Flere penge
Andre partier peger omvendt på, at førstegangskøberne skal have flere penge mellem hænderne, når de bevæger sig ud på boligmarkedet.- Førstegangskøberne bliver testet på deres rådighedsbeløb. Det er markedskræfterne, der har ændret sig, og det kan vi ikke ændre på. Men vi kan give folk flere penge til sig selv ved at få flere penge udbetalt, sier Lars Bregnbak fra Danmarksdemokraterne.
Det samme mener De Konservatives Birgitte Bergman, der også vil sænke boligskatterne, når man har købt sit hus.
Også Venstre vil give danskerne flere penge at købe bolig for, men det skal i stedet ske gennem et forslag om en boligopsparingskonto, hvor man for hver fire kroner, man sparer op til sin første bolig, får én krone.
Et par, der leder efter deres første bolig, vil med den ordning kunne få op til 100.000 kroner udbetalt som en økonomisk håndsrækning.
- Det skal bidrage til, at flere kan få opfyldt drømmen om at eje deres egen bolig, siger Hans Andersen (V).
Slut med boligspekulanter
Frie Grønnes Sikandar Siddique vil gøre det nemmere for førstegangskøberne ved at gøre op med boligspekulanter i storbyen, da han mener, de er ansvarlige for de høje boligpriser.
- I Frie Grønne ønsker vi at fjerne parcelhusreglen, så man kan beskatte boliggevinster og dermed tage det første skridt hen mod at fjerne noget af den boligspekulation, som driver de her priser, siger han.
Også SF's Halime Oguz ønsker at beskatte store kapitalgevinster ved salg.
- Vi har set eksempler på, at boligejere tjener over 30 millioner skattefrie kroner på blot at eje en bolig. Det er ikke fair. Indtægterne fra beskatningen af de store fortjenester kan med fordel bruges på at bygge endnu flere billige boliger i vores storbyer, siger hun.
Socialdemokratiets Peter Hummelgaard fortæller, at regeringen har planer om at øge beskatningen af ejerboliger i hovedstadsområdet. Det vil ske den 1. januar 2024, hvor ejendomsbeskatningen på ejerboliger vil blive øget.
- Det vil også være med til at holde priserne nede, og det vil gøre det muligt for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet, siger Peter Hummelgaard.