Nu har beboerne ventet i to et halvt år: Hvad er status for det lovede lyskryds på Islands Brygge?

Det begyndte med en underskiftsindsamling. Politikerne bevilgede millionerne. Planlægningen blev sat i gang. Nu er et nyt skoleår begyndt - og krydset har stadig ikke noget trafiklys.

For trekvart år siden undersøgte vi, hvad der mon blev af det lyskryds, som de københavnske politikere næsten to år forinden havde lovet beboere og pendlere i et særdeles befærdet kryds på Islands Brygge.

Det gjorde vi på opfordring af Anita Rothmann, som har børnebørn på Islands Brygge. Hver morgen skal de passere krydset mellem Axel Heides Gade og Artillerivej.

Sidegaden Axel Heides Gade er en del af en populær rute mellem cykelbroen, der forbinder Islands Brygge med Vesterbro på den ene side af Artillerivej og stien på den anden side af Artillerivej, der skærer gennem Amager Fælled til blandt andet DR Byen og IT Universitetet.

Lyskryds Trafiksituation Teknik- og Miljøforvaltningen København Axel Heides Gade Artillerivej Projektudbud Intern høring kommunalpolitik Trafikforbedring Spørg Os
Vejkrydset på Islands Brygge, hvor de to travle færdselsårer krydser hinanden.
Foto: Google Maps

Artillerivej, som cyklisterne skal krydse over, er fuld af morgentrafik og børn på cykler og gåben, der skal i skole og børneinstitution. Og retur igen om eftermiddagen.

- På hverdagsdage er det virkelig et trafikeret sted, fortalte Anita Rothmann, der gik så langt som til at kalde krydset 'kaotisk'. 

I dag er situationen spidset yderligere til.

- Vejen er blevet endnu værre på grund af de mange lastbiler, der kører på Artillerivej med og uden jord hver dag. Det er helt sort, siger Anita Rothmann til TV 2 Kosmopol.

Pengene er bevilget for længst.

Politikerne i København satte ellers i marts 2022 7,3 millioner kroner af til at bygge krydset om og sætte trafiklys op.

Det skete efter en underskriftindsamling, som den lokale skoledreng August på bare 10 år fik sin moster med på at sætte i gang i efteråret 2021. Det fortalte vi om her:

Sidst, vi undersøgte sagen, kunne kommunen fortælle, at selvom der ikke var nogen fysiske tegn på det ude på Bryggen, var der fuldt gang i projektet inde på Rådhuset.

Teknik- og Miljøforvaltningen forventede, at anlægget kunne gå i gang først eller midt i 2024, og at lyskrydset kunne stå færdigt, inden året er omme.

Nu er skolebørnene igen ude i morgentrafikken, underskriftindsamleren August må være begyndt i 7. klasse - og der er stadig ingen lysregulering af "kaos-krydset" mellem Axel Heides Gade og Artillerivej.

Om alt går vel, kommer der trafiklys op i krydset, inden August er færdig med 7. klasse.
Om alt går vel, kommer der trafiklys op i krydset, inden August er færdig med 7. klasse.
Foto: Arkivfoto Nicolai Jaquet / TV 2 Lorry

Det har fået Steffen Beth fra Amager til at skrive til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os

- Sker der noget med dette kryds? Nu er vi godt forbi midt 2024, og der er ikke sket noget som helst endnu, konstaterer han.

Anita Rothmann er også vendt tilbage til denne artikels skribent:

- Sidste år skrev jeg til Kosmopol om den manglede etablering af lyskryds på Islands Brygge. Jeg fik så glædelige nyheder, da du skrev om krydset den 29.december 2024. Men ak…. Der er ikke sker noget endnu, i hvert fald rent fysisk. Kan du lave en opfølgende artikel om, hvor sagen står nu her et år efter?, spørger hun.

Godt, at I spørger!

Sommeren har været afgørende

I juni i år satte Teknik- og Miljøforvaltningen i København gang i den afsluttende fase af projektet inden den synlige anlægsfase ude i krydset. 

- Forvaltningens rådgiver har undersøgt den løsning, der skal udføres og tegnet projektet færdigt. Projektet har været i udbud hos entreprenørfirmaer, der kunne melde sig til opgaven, og der er nu fundet en entreprenør, der skal udføre selve anlægget, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen til TV 2 Kosmopol.

Lyskryds Trafiksituation Teknik- og Miljøforvaltningen København Axel Heides Gade Artillerivej Projektudbud Intern høring kommunalpolitik Trafikforbedring Spørg Os
Krydset over Artillerivej set fra Axel Heides Gade mod indgangen til Fælleden. Når vi får vinter igen, skulle der gerne være gang i arbejdet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Men ak!

Efter modtagelse af tilbuddet fra entreprenøren i august, kunne forvaltningen konstatere, at projektet var underfinansieret.

- Der skal derfor søges om en tillægsbevilling hos Teknik- og Miljøudvalget i september og derefter hos Borgerrepræsentationen i oktober. Bliver tillægsbevillingen godkendt hos begge parter, vil midlerne blive frigivet i medio oktober 2024, hvorefter projektet kan udføres, oplyser forvaltningen.

Spørg Os - Afstemning

_

Holder den oprindelige plan

Kommunen udarbejder den endelige tidsplan sammen med entreprenøren.

- Men som tidsplanen ser ud nu, forventer forvaltningen at starte anlæg i efteråret 2024, hvorefter det nye kryds forventes klar til at blive taget i brug senest i maj 2025, alt afhængig hvordan vinteren påvirker anlægsarbejderne, oplyser forvaltningen.

Og det er faktisk til tiden.

- Det bemærkes, at ibrugtagningsdatoen, som fremgik i forbindelse med budgetvedtagelsen i 2022, var maj 2025, så på den måde er tidsplanen ikke overskredet. Men forvaltningen erkender at have været for optimistisk i tidligere udmeldinger om slutdato allerede i år, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen.

Hvorfor er der gået så lang tid?

At der allerede er gået to et halvt år, siden politikerne bevilgede pengene til lysreguleringen, skyldes at det har været umanerligt bøvlet at få lov til overhoved at bygge i krydset.

- Der skulle søges dispensation for fredningsbestemmelser i forhold til Amager Fælled, og der skulle gennemføres en frivillig overdragelse af et areal ved krydset, som skal bruges til at anlægge den nye løsning, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

Hurra!

Da vi vender tilbage med svaret til Anita Rothmann, lyder der et hurra over, at projektet er klar til at blive rullet ud, hvis politikerne bevilger de sidste penge.

- Okay, det er da glimrende, at der stadig sker noget. Så venter vi til maj måned, og vi glæder os, siger hun.

Tak til Steffen Beth og Anita Rothmann for spørgsmålene.

Hvis du også undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i boksen nedenunder. Så kan det være, at det er dit spørgsmål, der går videre til afstemning næste gang.


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik