Pernille spørger: Er der i øjeblikket flere brande, end der plejer at være?
Med flere omfattende brande blandt andet i hovedstadsområdet, så fristes man til at spørge sig selv: Er der mon flere brande i år, end der plejer at være?
"Brand i Hyltebjerg Kirke"
"Historisk brand i Vanløse"
"Voldsom brand i Holte"
Brand-overskrifter har der været mange af på det seneste. Alene i marts og februar kunne TV 2 Lorry berette om ti brande af større karakter.
Det har fået Pernille B. fra Amager til at skrive til os gennem Spørg Os på TV 2 Lorry:
- Er antallet af brande steget i den sidste tid?, spørger hun.
Ugens vinderspørgsmål
- 5.139 stemte, da Pernilles spørgsmål var til afstemning
- 37% eller 1.905 læsere afgjorde, at det var hendes spørgsmål, vi skulle finde svar på
- Se hvad vi stemmer om i denne uge på Spørg Os siden - eller i boksen under artiklen her
Lad os se på tallene
TV 2 Lorry har hentet tal fra Beredskabsstyrelsen for at se, om der har været flere brande i Region Hovedstaden i år i forhold til sidste år.
Herunder kan du se, hvor mange brande, der var i januar, februar og marts i 2022 og sammenlignet med samme måneder i 2021:
Det viser sig, at der faktisk har været færre brande indtil videre i år, end der var i starten af sidste år.
Derfor er det korte svar på Pernille spørgsmål: Nej, der har ikke været flere brande den seneste tid, end der plejer at være.
Det er også den opfattelse, de har i Hovedstadens Beredskab.
- Der er ikke noget, der viser, at der skulle være en stigende tendens i antallet af brande. Vi ved at antallet af udrykninger kan variere, og det kan der være forskellige forklaringer på, siger Frank Trier Mikkelsen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab.
Men har i ikke haft mere travlt på det seneste?
- Nej det har vi faktisk ikke, svarer han.
Herunder kan du se, hvor mange brandrelaterede udrykninger, lokale beredskaber i hovedstadsområdet har foretaget sig fra januar til og med marts i år og sidste år:
Voldsomme brande
Men hvorfor kan vi så sidde med et indtryk af, at det brænder overalt omkring os for tiden?
Ifølge Frank Trier Mikkelsen kan det skyldes brandenes karakter, der skaber mere fokus fra pressen.
(Artiklen fortsætter efter billedet...)
Foto: Presse-fotos.dk
- Det er svært at svare på, men vi har oplevet en meget større interesse fra pressen i forbindelse med de to store brande i Vanløse. Specielt branden på Grøndals Parkvej har der været meget interesse omkring, og det gør naturligvis folk mere opmærksomme, fortæller operationschefen, og uddyber:
- I den forbindelse har vi også fået flere henvendelser fra borgere, der vil vide mere om deres egen brandsikkerhed, siger Frank Trier Mikkelsen.
Vil det så sige, at brandene har været voldsommere end de plejer?
- Det er der heller ikke noget i vores tal, der indikerer. Det er tilfældigheder, der afgør at vi lige har haft de to store brande. Kigger man på statistikken, så ser det meget normalt ud, svarer han.
(Artiklen fortsætter efter billedet...)
Foto: Local Eyes
Konklusion
Svaret på Pernilles spørgsmål er altså, at der ikke har været flere brande, end der plejer at være på denne tid af året.
Ifølge Hovedstadens Beredskab ser tallene naturlige ud, men de to store brande i Vanløse har fået meget mediedækning, og det kan altså være med til at skabe et indtryk af, at det brænder mere, end det plejer.
Operationschef Frank Trier Mikkelsen slår dog fast, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting.
- Mediedækningen er jo med til at øge folks opmærksomhed på brandsikkerhed. Hvis det kan medvirke til at folk tjekker deres røgalarmer, sørger for at holde deres opgange ryddet eller sikrer at de ikke ryger indenfor, så er det egentlig positivt, fastslår Frank Trier Mikkelsen.
Tak til Pernille B. for spørgsmålet!
Hvis du også går og undrer dig over noget af bred interesse, som vi kan undersøge journalistisk, så tøv ikke med at sende et spørgsmål ind til TV 2 Lorry.