Smadret af stormflod: Nu går havn nye veje for at genopbygge
Bøgeskov Havn på Stevns blev raseret af sidste weekends stormflod. Nu skal der rejses en million kroner til at genopbygge stedet.
Træmolen og havnebygningerne er ødelagte. Klubhuset er skyllet ud i havet. Og hele havnen er fyldt med tang og sten.
Sidste weekends stormflod rev den lille Bøgeskov Havn på Stevns itu, og nu venter en langsommelig og dyr genopbygning.
Medlemmerne af foreningen, der ejer havnen, er klar til at klø på - men pengene mangler, lyder det fra formand Lars Honoré.
Derfor er en indsamling nu sat i værk.
- Der er så mange gæstesejlere, der kender vores lille naturhavn, og er glade for den ro, der er her. Og hele den stevnske lokalbefolkning kommer og bruger plænerne omkring. De skal bare gøres opmærksomme på, at vi er nødlidende, siger Lars Honoré til TV 2 Kosmopol.
- 100 kroner her og 200 kroner der - det hele kan bidrage, siger han.
Målet er at nå omkring en million kroner for at bringe havnen tilbage til den gamle forfatning. Der er allerede en lovning på 110.000 kroner, og det er et godt skridt på vejen til at nå første mål: 250.000 kroner, der skal gå til at rense havnen for tang og flytte en stor mængde tonstunge sten, så de igen kan fungere som beskyttelse af havnen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Stenene blev flyttet af de store vandmasser, der pressede sig ind i havnen fra øst i sidste weekend.
Har bygget op før
Lars Honoré og de øvrige medlemmer af den lille havn på Stevns har allerede én gang bygget op fra næsten ingenting.
For fem år siden stod havnen til at sygne hen, men foreningen, som Lars Honoré i dag er formand for, blev stiftet og trådte til.
- Vi overtog den fra en fiskeriforening, der ikke havde tjent penge i mange år, så havnen sang på sidste vers, siger Lars Honoré.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
De modtog omkring 1,3 millioner kroner i donationer fra lokale fonde - og lagde derudover en masse arbejdstimer.
- Vi fik stille og roligt gjort den nødlidende havn funktionsdygtig. Den gav en lille smule overskud, og vi skulle til at søge fonde til at totalrenovere havnen. Nu er den i ringere stand, end da vi overtog den, siger Lars Honoré.
Hvorfor bliver I ved?
- Det er kærligheden til stedet. Det er en lille unik naturhavn, som man ikke ser så mange af mere, siger han.
Borgmesteren i Stevns Kommune, Henning Urban Dam (S), har tidligere udtalt til TV 2 Kosmopol, at staten bør træde til for at bidrage til genopbygningen af de stormflodssmadrede havne.
Og det kan da også ende med at blive en mulighed.
Bøgeskov Havns indsamling foregår via Facebook og MobilePay og begynder 1. november.