Unikt fund ved Stevns Klint: Søpindsvin bidt for 66 millioner år siden
En amatørgeolog har ved Stevns Klint fundet et 66 millioner gammelt søpindsvin med en spændende historie.
x
Det var noget af en opdagelse, amatørgeologen Peter Bennicke gjorde sig, da han for nylig var på en af sine utallige fossiljagter langs Stevns Klint.
- Det er mit allerbedste fund, og det siger ret meget, siger Peter Bennicke til TV 2 Lorry.
Amatørgeologen har nemlig fundet et 66 millioner år gammelt søpindsvin. Men det, der gjorde fundet spændende, kunne Peter Bennicke ikke lige se med det blotte øje.
- Jeg kunne bare se, at det var et ret stort søpindssvin, og så tog jeg det med hjem for at undersøge det nærmere.
Da han undersøger søpindsvinet med et mikroskop, opdager han nogle huller, som åbner op for en spændende historie, der gør fundet endnu mere værdifuldt.
- Så gik der lige pludselig et lys op for mig, for jeg kunne se, at det var blevet bidt. Det var først hjemme under mikroskopet, at jeg kunne se, hvor spændende det var, siger den stolte amatørgeolog.
Dramatisk historie bag fund
Hullerne på søpindsvinet viser nemlig, at det blev angrebet af et rovdyr, der har bidt tænderne sammen på toppen af søpindsvinet og trukket det op fra havbunden. Af ukendte årsager har rovdyret valgt at slippe søpindsvindet igen uden at knuse skallen totalt.
- Det er 66 millioner år siden, det her skete, og så står man pludselig med det i hånden og ser det drama, der skete for så lang tid siden, siger Peter Bennicke.
Tandmærkerne sidder rundt om toppen af fossilet, hvilket viser, at angrebet er kommet ovenfra. Mærkerne passer til mosasaurens tænder, hvilket var en toprovdyr tilbage i den tid.
Foto: Jesper Milan
- Det er ren skattejagt, når man lærer noget om historien, fortæller en tydelig begejstret Peter Bennicke.
Museumsinspektør: "Det er et virkelig spændende fund"
Det spændende fund vil blive udstillet på Geomuseum Faxe fra februar.
- Det er virkelig et spændende fund det her, ikke kun er der en spændende historie at fortælle om det, men det giver også vigtig information om, hvordan dyrene i Kridthavet levede sammen, og hvem der spiste hvem, skriver museumsinspektør på Geomuseum Faxe, Jesper Milàn, i en pressemeddelelse.
- Det er sådan et fund, der er med til at sætte kød og blod på de ellers tørre fossiler, når man nu pludselig kan se sådan et lille hverdagsdrama fanget i stenen.
- Den historie bliver god for museet at have liggende, fordi tingene nu kan blive kædet sammen, siger Peter Bennicke.
Inden nysgerrige kan komme og se resterne af søpindsvinet og høre historien, skal Jesper Milàn først arbejde på en videnskabelig beskrivelse af fundet.
Det skal nemlig præsenteres til en stor international palæontolog kongress i Bristol fra den 14-17. december.
- Det betyder meget for mig. Det er det, der virkelig giver, det store sus, når man finder sådan nogle ting. Man kan finde mange fossiler, men man går jo også efter de usædvanlige ting, der også har international interesse, siger Peter Bennicke.