Snorri talte om chokoladekage til skudoffer i Field's
Snorri Trastarson var mødt ind på KFC-restauranten i Field's, da der pludselig lød skud. En normal arbejdsdag blev forvandlet til et spørgsmål om overlevelse. Og her hjalp han blandt andre en skudsåret kvinde ved at tale om chokoladekage.
x
Mens Anja Rune ligger blødende på butiksgulvet, efter hun er blevet skudt i henholdsvis skulder og lår i Field's, står Snorri Trastarson ved siden af hende og forsøger at holde hende ved bevidsthed.
- Jeg spørger hende, hvad der er bedst: Chokoladekage med mandler eller hasselnød, fortæller han til TV 2 Lorry.
Det lettere absurde spørgsmål - situationen taget i betragtning - vender vi tilbage til. Først skal vi lige forstå, hvad der gik forud.
Søndag den 3. juli tog Snorri Trastarson, der er driftsleder i fastfoodkæden KFC i Danmark, mod Field's. Omkring klokken 16 ankom han til KFC-restauranten, der ligger på 2. sal.
Han fortæller, at stemningen blandt medarbejdere og gæster var god. Ifølge ham var det en helt normal arbejdsdag.
Der gik dog ikke længe, før det ændrede sig markant.
Lyden af "eksplosioner"
Kort tid efter, at Snorri Trastarson er mødt ind, lød første skud.
- Det lyder som en ballon, der eksploderer. Men det er meget mere voldsomt. Næsten på højde med fyrværkeri.
Folk begyndte at skrige og løbe. Og så kom der flere af det, som Snorri Trastarson beskriver som eksplosioner.
På det tidspunkt begyndte folk at gemme sig i baglokalet hos KFC. Men ikke Snorri Trastarson. Han forsøgte i stedet at hjælpe flere i sikkerhed.
- Det er ikke sådan, at jeg tænker over det, jeg gør. Jeg gør det bare, fortæller Snorri Trastarson.
(Artiklen fortsætter efter billedet).
Foto: Emma Moesgaard / TV 2 Lorry
Anja ramt af skud
Én af dem, der blev ramt af skud, er Anja Rune.
Hun blev først skudt i skulderen. Derefter i låret. Og hun blev ramt af glasskår fra rulletrappens gelænder. Men hun vidste ikke, hvor skuddene kom fra, eller hvordan gerningsmanden så ud.
- Jeg ved ikke, hvor slemt det er, jeg har bare meget ondt, fortæller hun om situationen til TV 2 Lorry og fortsætter:
- Jeg lægger min cardigan over hovedet, så jeg kan se ud af en lille sprække og prøver faktisk at spille død i håbet om, at gerningsmanden ikke vil gøre mig mere ondt.
(Artiklen fortsætter efter billedet).
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller / TV2 Lorry
Besvimer normalt ved synet af blod
Snorri Trastarson, der normalt besvimer, når han ser blod, finder den blødende Anja Rune for enden af rulletrappen, mens to mænd er i gang med at hjælpe hende.
De to mænd er i gang med at stoppe Anja Runes blødninger, da Snorri Trastarson stødte til. Den ene fik øje på Snorri Trastarsons bælte, og spurgte om han må bruge det.
- Det binder vi rundt om hendes lår, og så strammer vi til lige over såret for at bremse blødningen, siger han.
Hindbær- eller jordbærtærte?
Beredskabet er på det tidspunkt på vej ind i Field's, og Snorri Trastarson fanger deres opmærksomhed.
- De tager den beslutning, at vi ikke kan blive her. Vi er nødt til at komme i sikkerhed et sted, hvor vi ikke er synlige, fortæller Snorri Trastarson.
Derfor blev Anja Rune og hjælperne taget væk fra rulletrappen og ind i en tøjbutik. Politibetjentene begyndte at arbejde på Anja Runes lår. De andre, der hjælper, blev bedt om at forlade stedet, mens Snorri Trastarson blev bedt om fortsat at tale med Anja Rune.
- Så jeg prøver bare at tale om uvigtige ting, som hun bliver nødt til at svare på:
- Er chokoladekage bedre med hasselnødder eller med mandler? Hvad smager bedst: Hindbærtærte eller jordbærtærte? Jeg forsøger bare at holde hende ved bevidsthed hele tiden.
"Føltes som en evighed"
Flere betjente kom til, og lagde Anja Rune op i en stofbåre. Snorri Trastarson hjalp med at få hende ud. Han holdt hende stadig i hånden og ved bevidsthed.
- Vi er snart ude. Du er snart i sikkerhed.
Vejen mod udgangen var ekstra lang for Snorri Trastarson.
- Det føltes som en halv evighed. Jeg er næsten færdig med opgaven, men jeg ved ikke, hvad der skal ske.
Da de kom ud, blev Anja Rune hastet væk med ambulancen. Snorri Trastarson stod tilbage og lod blæsten falde på sit ansigt, mens han prøvede at begribe, hvad der lige var sket.
- Der gik i hvert fald 10 minutter, før jeg ringede til min familie og sagde, at var okay, siger han.
"Kunne jeg have gjort mere?"
Mens nogen nok vil beskrive Snorri Trastarson og hans gerninger som helte-agtige, så bruger han et helt andet ord, når han skal beskrive sig selv nemlig 'anonym':
- Der er ikke noget mere specielt ved mig end ved andre.
- Jeg tror, det, man har potentiale til, vises i situationer som det her. Man ved ikke rigtigt, hvordan man kommer til at reagere, når der sker sådan noget. Det er ikke fordi, jeg har nogen speciel rolle, eller hvad man skal kalde det. Det er bare sådan, det blev.
Én tanke dukker dog op igen og igen:
- Jeg tænker nogle gange, om jeg kunne have gjort noget bedre. Noget mere, siger Snorri Trastarson og fortsætter:
- Kunne jeg have stoppet ham? Jeg ved det ikke. Jeg prøver at lade være med at tænke på det, for det er lige meget nu. Men det kommer en gang i mellem.
Se dokumentaren om Anja og Snorri, der var med til at redde hendes liv, i videoen herunder.