Hundested vælter sig i succes: Nyt krydstogtskib indtager by
Borgerne og de handlende i Hundested havde endnu ikke nået at tage armene ned, før det næste krydstogtskib onsdag morgen kom i havn.
Med to krydstogtskibe i havnen på halvanden uge, skulle man måske tro, at Hundestedborgernes begejstring for ankomster havde lagt sig - men nej.
Børn fra byens skoler og børnehaver var mødt op med hjemmelavede velkomstskilte, mens et vinkende vikingeskib i havet og spillende vikinger med lurblæsere på kajen gjorde indsejlingen festlig for de mere end 500 engelske turister - og et tilsvarende antal ansatte - ombord på SAGA Pearl.
I fem dage havde krydstogtsgæsterne været på vej fra Sankt Petersborg i Rusland - og de var både overraskede og glade over den varme velkomst i Nordsjælland.
- Det var som at være krydstogtturist for 40 år siden, hvor folk begejstrede tog imod de store skibe, fortæller de os. I dag er skibe på 165x22 meter mere hverdagskost i mange havne - men ikke her hos os, siger Birgitte Bergman, Head of Cruise North Copenhagen, VisitNordsjælland til TV2 Lorry.
I Hundested havde man lidt frygtet, at folk ville blive skuffede, når de målte byen op mod den storslået gamle Zar-by, de lige var kommet fra. Men det er de engelske pensionister absolut ikke. Tværtimod.
- De er meget imponerede over hvor godt alle taler engelsk her, og de glæder sig til at opleve alt det vi kan tilbyde her hos os, siger Birgitte Bergman.
Krydstogtsturister vil typisk opleve noget, når de er i land, så fem busser stod klar til at tage de interesserede på udflugter til København og Kronborg. Men også lokalområdet - i Vikingelandet - er populært.
- Vi kalder os The Gateway to the Vikings, og det synes de er interessant, fortæller Birgitte Bergman.
Mange er også optaget af Shakespeares forbindelse til Kronborg - og så vil de også bare gerne hygge og nyde stemingen, butikkerne og restauranterne her i Hundested.
Det har taget fem år fra det første møde at få Hundested gjort attraktivt for krydstogtrederierne. Til gengæld har de kvitteret for mødet med topkarakter til VisitNordsjælland.
- Det havde de ikke behøvet, men det føles godt, at de melder så positivt tilbage, når nu alle lægger så mange kræfter i det. Når byen, havnen, borgmesteren, ja hele Halsnæs kommune er glade for besøgene, så er det alle pengene værd, mener Birgitte Bergman.
Man skal også være vågen for at få mest ud af de købeglade turister. Allerede i aften letter SAGA Pearl anker og sejler videre til svenske Göteborg. Herefter må borgere og vikinger i Hundested vente helt til den 3. august, før et nyt krydstogtskib lægger til kaj i havnebyen.