Efter 100 år kommer danskers vilde møntsamling på auktion
Den danske rigmand Lars Emil Bruun døde i 1923. Men et usædvanligt testamente betyder, at hans efterkommere først nu kan få del i de mange millioner.
Nu kommer en dansk møntsamler og rigmands enestående møntsamling til en skønnet værdi af cirka 500 millioner kroner på auktion i USA.
Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.
Rigmanden, Lars Emil Bruun, døde 21. november 1923.
Inden sin død havde han udarbejdet et helt usædvanligt testamente, der betød, at møntsamlingen i 100 år skulle opbevares i Nationalbanken – som sikkerhed for Danmark i tilfælde af brand eller tyveri.
- Samlingen skal i et Tidsrum af 100 Aar efter min Død tjene som Reserve for den kgl. Mønt- og Medaillesamling i København i den Forstand, at hvis denne skulde i det væsentlige ødelægges ved Brand eller bortkomme ved Tyveri eller anden saadan Begivenhed, skal min Samling tilbydes Staten som Gave, står der blandt andet i Lars Emil Bruuns testamente.
I november sidste år udløb de 100 år, hvor møntinteresserede efter Lars Emil Bruuns ønske har haft adgang til at se den imponerende samling i Nationalbanken.
Til salg hos amerikansk auktionshus
Lars Emil Bruuns samling på i alt 20.000 mønter bliver sat til salg af Stack's Bowers, der er et amerikansk auktionshus med speciale i sjældne mønter.
Salget sker over flere år, og første del af samlingen bliver ifølge Bloomberg sat til salg til efteråret i år.
Den unikke møntsamling er forsikret for 500 millioner danske kroner, skrev Stack's Bowers, da selskabet i marts oplyste, at man var blevet valgt til at sælge møntsamlingen.
Ifølge Brian Kendrella, bestyrelsesformand for Stack's Bowers, er selskabets vurdering af samlingens værdi baseret på forsikringssummen.
Hvor og hvordan salget af samlingen skal ske, er endnu ikke fastlagt, oplyser Henrik Holst Christensen, dansk afdelingsdirektør i Stack's Bowers, til TV 2.
- Vi er stadig i gang med at fastlægge det, så vi kan gøre det på den bedst mulige måde for familien og for kunderne, siger Henrik Holst Christensen.
Auktionshuset kalder samlingen den "mest værdifulde samling af verdensmønter, der nogensinde er kommet på markedet".
- Da jeg første gang hørte om denne samling for et par år siden, blev jeg totalt forbløffet over, at sådan en samling eksisterede, siger Vicken Yegparian, Stack's Bowers vicedirektør for møntsamlinger.
Lars Emil Bruun samlede blandt andet på mønter fra vikingetiden i Storbritannien og han dokumenterede Danmarkshistorien med mønter fra blandt andet 900-, 1000- og 1100-tallet.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Søskende får del i arv
To af de arvinger, der nu endelig efter alt at dømme kommer til at nyde godt af nogle af de mange millioner, er en 64-årig mand med bopæl i Birkerød i Nordsjælland samt hans søster.
TV 2 har forgæves kontaktet dem begge, men Weekendavisen, der som det første danske medie kunne fortælle den usædvanlige historie, talte med den 64-årige i 2017.
Han fortalte dengang, at hans far i 1993 forsøgte at få ændret testamentet, så han kunne sælge møntsamlingen til den danske stat, inden de 100 år var gået.
Men det afslog Justitsministeriet.
- Det fyldte for meget for min far. Alt det, der lå ude i fremtiden, og alle de penge, der var der, men som han ikke kunne komme i nærheden af.
- Jeg syntes, han talte for meget om det, og jeg har forsøgt at gøre det modsat, sagde den 64-årige til Weekendavisen.
Hans far døde i 2009, men nu tyder alt på at den 64-årige, hans søster og andre levende efterkommere af Lars Emil Bruun snart kan få del i de mange millioner.