Mor til Fields-gerningsmand sidder tilbage med ét stort spørgsmål – og hun mener, hele Danmark har krav på svar

Egentlig har hun slet ikke lyst til at fortælle sin historie. For hvordan vil omverdenen opfatte det, hvis hun af alle mennesker bruger sin stemme?

Hun, hvis søn 3. juli i fjor vandrede ind i shoppingcentret Fields på Amager og med sin riffel skød omkring sig i 13 rædselsvækkende minutter. Hun, hvis søn slog tre mennesker ihjel, sårede fire andre alvorligt og efterlod mange, mange andre med livslange ar på sjælen.

- Hvis bare jeg kunne sige noget, der kunne lette det for dem, eller gøre noget. Jeg ved ikke, hvad det skulle være. Jeg ved ikke, hvad jeg kan sige, der skulle kunne hjælpe dem. Det er jo helt forfærdeligt, som det er gået, siger hun med en stemmeføring, som vejer hvert et ord.

Det er deres, ofrenes, reaktion på hendes ord, hun frygter. Alligevel vælger hun at bruge sin stemme i et interview med TV 2.

Fordi hun mener, at der er sket så mange fejl i behandlingen af hendes psykisk syge søn i tiden frem mod skyderiet i Fields, at det er nødvendigt.

Og fordi hun, på trods af flere myndigheders undersøgelser af hendes søns forløb i psykiatrien, stadig står tilbage med en række uafklarede spørgsmål.

Spørgsmål, som hun mener, at både vi og hun har brug for at få svar på.

- Så vi kan prøve at sikre, at vi aldrig havner her igen. Jeg synes, at vi burde have et hospitalsvæsen i Danmark, hvor du kan forvente at få den rigtige diagnose og den rigtige medicin, hvis du henvender dig for at få hjælp, siger hun.

Hendes søn var 22 år, da han begik forbrydelsen i Fields. Han erkender, at det var ham, som skød, men han nægter sig skyldig med henvisning til, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket.

Det spørgsmål skal afklares i Københavns Byret, hvor sagen begynder mandag.

Hvordan han var som barn, hvornår de første tegn på psykiske udfordringer viste sig, hvordan han klarede sig fagligt og socialt – alle de spørgsmål, der kan hjælpe til at tegne et billede af hendes søn, ønsker moren ikke at svare på.

Det ved hun med sig selv, at hendes stemme ikke vil kunne bære på nuværende tidspunkt.

- Det kommer for tæt på lige nu.

Det er sønnens forløb i psykiatrien frem mod skyderiet i Fields, hun mener, at samfundet kan lære af – og derfor kun det, hun vil tale om.

Dog fortæller hun, at sønnen i årevis inden forbrydelsen levede med psykiske problemer. Og at hun som mor levede med alle de bekymringer, som det fører med sig.

Derfor åndede hun også lettet op efter en telefonsamtale med sønnen i januar 2022. Sønnen havde det dårligt, men fortalte også, at han nu ville søge hjælp i det psykiatriske system.

- Jeg vidste godt, at min søn havde det dårligt, men som mange andre psykisk syge stod han meget alene med sine problemer. Han følte sig forkert og følte, at han var den eneste i verden, der havde det, som han havde det. Derfor lettede det, at han ville åbne op om sin tilstand over for professionelle, siger moren.

Sønnen søgte hjælp

Kort efter samtalen dukkede sønnen op på den psykiatriske skadestue på Psykiatrisk Center Amager, der ligger godt ti minutters gang fra Fields. Her fortalte han, som TV 2 og Frihedsbrevet tidligere har afdækket, om de fantasier og hallucinationer, som i et stykke tid havde plaget ham. Fantasier og indre billeder om at slå andre mennesker ihjel.

Tankerne fik sønnens psykologer til at mistænke sønnen for at lide af skizofreni , og en sygeplejerske noterede i forlængelse af en samtale, at sønnen potentielt kunne være farlig.

Kort efter konkluderede en udredning, at han led af skizofreni. På sidelinjen oplevede moren en lettet søn.

- Nu var der nogen, der forstod ham, siger hun.

I tråd med udredningen fik han antipsykotisk medicin og blev henvist til et specialiseret tilbud målrettet unge med skizofreni og psykose. Et danskudviklet tilbud, der på ryggen af imponerende resultater for målgruppen har spredt sig som ringe i vandet i både ind- og udland.

- Der var alle de ting, han havde brug for og personale, der er specialiserede i at forstå de tanker, han gik med, siger moren.

Glæden over hjælpen var dog kort. For som TV 2 og Frihedsbrevet tidligere har afdækket, fik sønnen aldrig den bebudede hjælp.

Et journalnotat fra teenagealderen berettede nemlig, at han allerede i den alder havde psykosesymptomer. Og når hans sygdom ikke var nyopstået – i fagtermer debuterende - kunne han alligevel ikke få det specialiserede tilbud.

Da TV 2 og Frihedsbrevet bragte historien frem, kritiserede flere psykiatere Region Hovedstadens såkaldte visitationskriterier for ikke at tilgodese patientens bedste.

Også den unge mands mor var rystet over begrundelsen.

- Jeg kan ikke få den regel til at give mening. Som jeg husker forløbet i børne-unge-psykiatrien, så skrev de, som de gjorde, for at sikre at behandlere senere i livet skulle være opmærksomme på, at der kunne være noget alvorligt på spil, fortæller moren.

Hendes søn endte i stedet, hvor han begyndte. På Psykiatrisk Center Amager.

Glemt i sagsbunke

Her besluttede overlægen med ansvar for sønnens behandling at tilsidesætte den udredning, som pegede på, at han led af skizofreni og psykose. I modstrid med udredningen og til trods for tunge faglige sværdslag mellem psykologer og lægen fastholdt overlægen en autismediagnose, som sønnen tidligere havde fået.

Når moren – med den viden hun har i dag – kigger tilbage på forløbet, er hun overbevist om, at overlægen begik en fejl ved at tilsidesætte skizofreni-udredningen.

- Siden sidste sommer har min søn været underlagt massiv psykiatrisk behandling, og den behandling har altså været rettet mod den diagnose, der blev tilsidesat i tiden op til skyderiet, siger hun.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få bekræftet morens udlægning af sønnens nuværende behandling.

Diagnosen var vigtig, ja faktisk afgørende for, hvilken hjælp hendes søn blev tilbudt. Havde overlægen fastholdt diagnosen fra udredningen – skizofreni og psykose – skulle det psykiatriske system sikre hjælp og støtte til hendes søn.

Men autismediagnosen betød, at det i stedet var Københavns Kommune, der fik det primære ansvar for hjælpen til sønnen.

Psykiatrisk Center Amager sendte derfor en henvisning til kommunen, hvori det blev understreget, at sønnen havde brug for “daglige støtteforanstaltninger”.

Men som TV 2 tidligere har afdækket, lå henvisningen i kommunen i fire måneder, uden at nogen kontaktede sønnen.

Årsagen var en kombination af travlhed og manglende erfaring hos sagsbehandleren.

- Hvordan kan det være kommet så langt ud? De har en borger, der har massivt brug for hjælp, som de skriver i henvisningen. Selvfølgelig bliver jeg vred, når jeg hører det, men jeg bliver endnu mere vred, når jeg hører, at det er normalt, at det tager så lang tid. Det må da bare ikke ske, at borgere, der har brug for hjælp, bare ligger og venter i en sagsbunke, udbryder moren i en hurtigere talestrøm end den ellers tænksomme tale.

Selv anede moren dengang intet om henvisningen, der sandede til. Og det er ikke første gang, at hun intet har vidst om sønnens behandling eller reelle tilstand. For når psykisk syge er over 18 år og myndige, ophører den løbende information til de pårørende.

I dag er det en af morens største fortrydeIser, at hun ikke selv har presset mere på for at sikre sønnens behandling.

- Hvor ville jeg ønske, at jeg havde været mere insisterende. Når du i månedsvis ikke hører noget efter en henvisning, så er du som pårørende nødt til at klage. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde gjort det, siger hun.

Trappet ud af medicin

Mens sønnen i foråret 2022 ventede på hjælpen fra Københavns Kommune, skete endnu en ting, som moren undrer sig over.

På det psykiatriske center på Amager påbegyndte lægerne en nedtrapning af den antipsykotiske medicin, som han ellers var sat i behandling med. Endda en relativt hurtig en af slagsen med en kurve, der efter planen skulle have ramt nul kort efter skyderiet i Fields.

Som tidligere i forløbet passede han sine samtaler, fulgte den ordinerede behandling, og så talte han med sin behandler om at se sig selv i massemordere. Alligevel fortsatte nedtrapningen helt frem til skyderiet.

For moren rejser det et af de helt centrale, men stadig ubesvarede spørgsmål. Hendes toneleje flyder over i det insisterende, der understreger, at hun ikke har tænkt sig at give op, før hun får svar.

- Hvordan kan de gøre det? Hvordan kan det lade sig gøre, at man har så syg en patient og så vælger at trappe ud af medicin? spørger hun og efterlader rummet i tavshed, da hun går i stå.

Da hun samler tråden op igen, vender hun spørgsmålene indad.

- Skulle jeg have …? Ja, skulle jeg …? Alle de der spørgsmål, som kører rundt, forsøger hun uden at kunne fuldføre sætningerne om sin egen rolle:

- Altså, jeg gjorde det ikke. Jeg spurgte ikke min søn om, hvilken dosis medicin han fik. Jeg troede jo, at de havde styr på den slags på den psykiatriske afdeling. Det var jo tydeligt, at han ikke havde det godt. Men jeg tænkte jo, at hans behandlere så det og tog hånd om det. Jeg har ikke 12 års uddannelse, som en psykiater har. Jeg er bare mor, siger hun og lægger sine hænder i en positur, hvor den ene understøtter den anden.

Også i forhold til spørgsmålet om medicinering mener moren, at sønnens nuværende behandling med al ønskelig tydelighed understreger, at den drastiske nedtrapning var en fejl. Ifølge moren er der langt fra de store doser af antipsykotisk medicin, som han får nu, og ned til de doser, som sønnen blev trappet ned til i månederne op til skyderiet.

Her passede sønnen sine aftaler med psykiatrien, trappede som ordineret medicinen ned, alt imens han sideløbende sad hjemme på sit værelse på Amager. Her fulgte han bag sin computerskærm den amerikanske massemorder Randy Stair. Ham, der under internetnavnet Andrew Blaze minutiøst planlagde et masseskyderi i et supermarked i Pennsylvania efter at have delagtiggjort sine følgere i sine planer.

I sin notesbog noterede sønnen, at Andrew Blaze åbnede hans øjne.

For anklagemyndigheden spiller noter som den en central rolle i forhold til at fastslå, at skyderiet i Fields var planlagt.

For moren tegner noter som den et billede af, hvor syg hendes søn var i tiden op til skyderiet.

- De her tanker er det jo muligt at behandle. Det kræver bare den rette behandling. For mig understreger det, at medicinen skulle have været skruet op og ikke ned, men han delte aldrig de her tanker med mig. Det var noget, han fortalte om i lukkede rum med sine behandlere, siger hun.

Her vender hun tilbage til det helt store spørgsmål, som hun sidder tilbage med. Et spørgsmål, som hun mener, at ikke alene hun og hendes søn, men særligt ofrene og deres pårørende og faktisk hele den danske befolkning har krav på at få et klart svar på:

Kunne skyderiet i Fields være undgået? Kunne tre menneskeliv være reddet og et nationalt traume være undgået, hvis psykiatrien i Danmark fungerede, som den burde? Hvis psykisk syge mennesker fik den hjælp, som de havde behov for?

- De svar har vi brug for. Straffesagen giver kun svar på, hvem der skød, men hvis vi skal lære af det her, er vi også nødt til at kigge på de fejl, der er begået, påpeger hun.

Region fastholder afvisningsbegrundelse

Region Hovedstaden afviser at kommentere morens kritik med henvisning til regionens tavshedspligt.

I et skriftligt svar oplyser Region Hovedstadens Psykiatri dog, at der fortsat arbejdes på at implementere anbefalingerne fra den taskforce, der blev nedsat efter skyderiet i Fields.

Anbefalingerne handler blandt andet om at sikre, at patienterne skal møde færre forskellige behandlere og om at sikre højere kvalitet i diagnosticeringen.

Regionen oplyser videre, at de administrative krav, som førte til afvisningen i det specialiserede tilbud, fortsat eksisterer. Nemlig at den unge med skizofreni skal være nydiagnosticeret inden for 12 måneder før henvisningen for at kunne få adgang til tilbuddet.

Københavns Kommune afviser at svare på kritikken med henvisning til, at kommunen ikke kan kommentere enkeltsager.

Mens moren altså stadig må vente på at få svar på sine spørgsmål, indleder retten mandag sagen mod hendes nu 23-årige søn. Hans tilstand er i dag – beskriver hun – meget langt fra den, hun så på de mange videooptagelser fra skyderiet i Fields.

- Det er jo slet ikke ham. Hans stemme lyder helt forkert. Det er svært for mig at genkende ham i situationen, siger hun.

Hvordan han har det nu, afviser moren at svare på med henvisning til den tavshedspligt hun har som sønnens bistandsværge.

- Men de fleste kan vel sætte sig ind i, hvordan det er at vågne op fra en psykose og opdage, hvad det er, man har gjort. Det tror jeg godt, at folk kan forstå.

Din kritik handler om systemet. Har din søn ikke også et ansvar?

- Han har indrømmet, at det var ham, der gjorde det. Så han har jo taget ansvaret på sig. Det er et tungt ansvar, han skal leve med. Resten af sit liv.

Se hele interviewet med gerningsmandens mor på TV 2 Play her.